Som otteårig overlevede jeg min mors forsøg på at slå mig ihjel. Det er ikke alle os med en traumatisk barndom, der lader den gå ud over andre mennesker, skriver Anna i sit svar til Jan Andersen, som skrev om sit drab på sin datter i en kronik tidligere i år
En kronikør ønskede at skabe fokus på fænomenet barnedrab, men endte i stedet med at beskrive sin egen virkelighedsflugt med en god omgang selviscenesættelse og navlepilleri
Jan Andersens kronik er ubehagelig læsning, men det er også et smerteligt indblik i, hvordan mennesker bliver i stand til at slå ihjel – og ikke mindst hvordan de lever med det efterfølgende
Alene i 2017 var der 12 tilfælde af barnedrab i Danmark. Hvis man vil nedbringe tallet, hjælper det ikke at monstergøre os, der står bag gerningerne. At prøve at forstå en handling, er ikke det samme som at acceptere den
Susanne Staun afdækker i sin nye bog, ’Mediernes møgkællinger’, pressens mekanismer i dækningen af konflikter og ligestilling på skilsmisseområdet. Det er rystende. Men så velskrevet, at man bare må sige: læs!
Hvis man vil reducere antallet af familiedrab, må man først forstå det rigtigt. Så er man nødt til at anskue det som et samfundsanliggende og ikke som enkeltstående private begivenheder.
Ofre for partnerdrab har langt oftere været udsat for psykisk end fysisk vold. Men det er svært at gribe forebyggende ind, fordi dominerende, kontrollerende adfærd ikke er kriminaliseret. Men det bør det være, mener eksperter. For det kan være langt mere farligt
Den første forskning i danske partnerdrab viser, at der er brug for større fokus på trusler, kontrol og andre former for psykisk vold, hvis man skal forebygge drab mellem mænd og kvinder i parforhold
Hvorfor skrive om noget, der er så forfærdeligt og så privat? Netop derfor. Hvis man skal forebygge, er der brug for at betragte familiedrab som et samfundsanliggende. Og det betyder også, at vi skal skrive om det. De mennesker, hvis liv er blevet taget af personer, de har sovet ved siden af og spist morgenmad med, bliver ikke mere levende af, at vi afskriver deres død som private tragedier.
Alene i 2017 var der 12 tilfælde af barnedrab i Danmark. Hvis man vil nedbringe tallet, hjælper det ikke at monstergøre os, der står bag gerningerne. At prøve at forstå en handling, er ikke det samme som at acceptere den
På en ferie i Tyskland i 2011 gav Thue Rudgaard sine døtre Line og Marlene på 9 og 10 år sovemedicin. Han hældte benzin ud over bilen, hvor pigerne sad på bagsædet, og satte ild til. Siden har børnenes mor Christina Olsen forsøgt at leve videre. Hver dag
Halvdelen af alle drab på kvinder bliver begået af partneren, mens kun ganske få mænd bliver dræbt af deres kone eller kæreste. Det har rod i en patriarkalsk kultur, der udfordrer den gængse forestilling om Danmarks ligestilling mellem kønnene, påpeger eksperter
Jan Andersens kronik er ubehagelig læsning, men det er også et smerteligt indblik i, hvordan mennesker bliver i stand til at slå ihjel – og ikke mindst hvordan de lever med det efterfølgende
Mænds drab på kvinder handler om ejerskab og sex. Og en kvinde er allermest i fare, når hun vælger at forlade sin mand. Det fortæller kriminologerne Rebecca og Russell Dobash, som har lavet et omfattende studie af mænd, der slår kvinder ihjel
Som otteårig overlevede jeg min mors forsøg på at slå mig ihjel. Det er ikke alle os med en traumatisk barndom, der lader den gå ud over andre mennesker, skriver Anna i sit svar til Jan Andersen, som skrev om sit drab på sin datter i en kronik tidligere i år
En kronikør ønskede at skabe fokus på fænomenet barnedrab, men endte i stedet med at beskrive sin egen virkelighedsflugt med en god omgang selviscenesættelse og navlepilleri
Vi frygter den ukendte gerningsmand, men faktisk er drabsmanden meget ofte en af de nærmeste. Knap halvdelen af alle drab i Danmark begås inden for familien. For her investerer vi vores kærlighed, håb og drømme. Og når det ikke lykkes, kan det udløse kolossale destruktive kræfter
