Menu
Log ind

Emne

identitetspolitik

Kunstsamtaler må ikke være bange for identitetspolitik

Man må alt i kunsten, selvfølgelig må man det, men kunstnere, der ikke er bevidste om, hvem der skildres, og hvem, der skildrer, kan eksempelvis forfladige en smertelig erfaring. Hvis vi fastholder snakken om identitetspolitik som noget, der ønsker at forhindre kunsten i kunne at udfolde sig frit, så mister vi den slags aspekter af kunstkritikken
Dana Schutz’ maleri ’Open casket’ er inspireret af et ikonisk fotografi af drengen Emmet Till, der blev tæsket ihjel efter at være blevet beskyldt for at flirte med en hvid kvinde. Schutz blev udsat for massiv kritik, da maleriet blev vist på The Whitney i New York.

»Det ligner bare sådan noget lidt halvabstrakt klatmaleri, og jeg kan godt forstå, at man bliver pissed«

For kunstner og professor Ferdinand Ahm Krag ender Dana Schutz med at lave et dårligt kunstværk, når hun maler Emmett Till i sin kiste, fordi det bliver tydeligt, at hun mangler en forståelse for den lidelseshistorie, det billede repræsenterer. Derimod formår Asger Jorn med sit abstrakte maleri Stalingrad at skildre det ufortællelige ved krigens katastrofale lidelser
Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der

Alle kunstnere må kunne skildre alle erfaringer, men …

Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der
Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere

Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?

Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere
Når en tv-serie som Jill Soloways Transparent (2014-17), der skildrer en transkvinde spillet af en cismand, får stor succes, tager det ikke noget fra andre eller kommende tv-serier og film, skriver Lone Nikolajsen.

Filmfestivalen MIX spænder ben for sin egen agenda med boykot af film, hvor ciskønnede spiller transkønnede

Det er klogere at vurdere filmenes skildring af transkønnet liv enkeltvis end at gøre kravet om transkønnede skuespillere til et uomgængeligt krav
I sin seneste bog indtager den amerikanske rockstjernetænker Francis Fukuyama et let, populært og forudsigeligt standpunkt, når han melder sig i koret af intellektuelle, der frygter konsekvenserne af identitetspolitikkens fremvækst. Problemet er, at hans bud på et modsvar er så sløset, at det næsten undergraver hans eget kritiske udgangspunkt

Man overskrider ikke identitetspolitikken ved at opfinde en ny identitet

I sin seneste bog indtager den amerikanske rockstjernetænker Francis Fukuyama et let, populært og forudsigeligt standpunkt, når han melder sig i koret af intellektuelle, der frygter konsekvenserne af identitetspolitikkens fremvækst. Problemet er, at hans bud på et modsvar er så sløset, at det næsten undergraver hans eget kritiske udgangspunkt

Sindelagskontrol omsider indført på landets førende universitet

Der er vel ingen, der tror på, at det er hensynet til alle de mange stakkels indianere på KU, der er den reelle drivkraft bag den hypersensitive retfærdighedssans, men man kan meget let ende med at blive identisk med Det Onde, hvis man vover at udtrykke sig kritisk om identitetspolitiske dogmer

Identiteten kalder

Hvis dekonstruktionen med sin gennemgribende relativisme er gået af mode, så har identitetspolitikken til gengæld på nogle måder taget dens plads

Mennesket er i flertal

Kwame Anthony Appiah fortæller i sin nye bog smukt om, hvordan vi ikke kan leve uden bokse til vores identitet – men også om, hvor skøre og skæve de bokse er, når man kigger efter

Francis Fukuyama: »Vi kan ikke bygge et samfund på mangfoldighed. Det er er det samme som at sige, at vi ikke har noget til fælles«

Hvis identitetspolitik ikke skal splitte vores samfund, må vi opbygge én stor national identitet, som alle kan deltage i, mener den berømte politolog Francis Fukuyama. Det er ikke nok at tale om mangfoldighed og tolerance – nationen skal stå for noget

Sider

Mest læste

  1. Francis Fukuyama: »Vi kan ikke bygge et samfund på mangfoldighed. Det er er det samme som at sige, at vi ikke har noget til fælles«
    Hvis identitetspolitik ikke skal splitte vores samfund, må vi opbygge én stor national identitet, som alle kan deltage i, mener den berømte politolog Francis Fukuyama. Det er ikke nok at tale om mangfoldighed og tolerance – nationen skal stå for noget
  2. Alle kunstnere må kunne skildre alle erfaringer, men …
    Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der
  3. Francis Fukuyamas nye lille bog er en overraskende replik til samtiden
    Fukuyama skriver vidunderligt, tænker frit og analyserer åbent. Men ’Identity’ er også først og sidst en bog om en forhenværende embedsmand, som vil forsvare det bestående regime
  4. Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?
    Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere
  5. Økonomi, identitetspolitik og vrede over Trump. Med andre ord: Adam Smith, Francis Fukuyama og Michael Moore
    Vi giver dig magten over økonomien tilbage. Det gør vi sammen med Jørgen Steen Nielsen og Adam Smith. Og så taler vi med Rune Lykkeberg om identitetspolitik med afsæt i Francis Fukuyamas nye bog. Med over telefonen er også Christian Monggaard, der fortæller om Michael Moores nye film
  6. Filmfestivalen MIX spænder ben for sin egen agenda med boykot af film, hvor ciskønnede spiller transkønnede
    Det er klogere at vurdere filmenes skildring af transkønnet liv enkeltvis end at gøre kravet om transkønnede skuespillere til et uomgængeligt krav
  7. ’Identitetspolitik’ er et skældsord, hvide lukker munden på minoriteter med
    Identitetspolitik er ikke noget nyt. Alle politiske bevægelser er knyttet op på spørgsmål om identitet – det gælder også arbejderbevægelsen
  8. Man overskrider ikke identitetspolitikken ved at opfinde en ny identitet
    I sin seneste bog indtager den amerikanske rockstjernetænker Francis Fukuyama et let, populært og forudsigeligt standpunkt, når han melder sig i koret af intellektuelle, der frygter konsekvenserne af identitetspolitikkens fremvækst. Problemet er, at hans bud på et modsvar er så sløset, at det næsten undergraver hans eget kritiske udgangspunkt