Menu
Log ind

Emne

identitetspolitik

Vi giver dig magten over økonomien tilbage. Det gør vi sammen med Jørgen Steen Nielsen og Adam Smith. Og så taler vi med Rune Lykkeberg om identitetspolitik med afsæt i Francis Fukuyamas nye bog. Med over telefonen er også Christian Monggaard, der fortæller om Michael Moores nye film

Økonomi, identitetspolitik og vrede over Trump. Med andre ord: Adam Smith, Francis Fukuyama og Michael Moore

Vi giver dig magten over økonomien tilbage. Det gør vi sammen med Jørgen Steen Nielsen og Adam Smith. Og så taler vi med Rune Lykkeberg om identitetspolitik med afsæt i Francis Fukuyamas nye bog. Med over telefonen er også Christian Monggaard, der fortæller om Michael Moores nye film
Fukuyama skriver vidunderligt, tænker frit og analyserer åbent. Men ’Identity’ er også først og sidst en bog om en forhenværende embedsmand, som vil forsvare det bestående regime

Francis Fukuyamas nye lille bog er en overraskende replik til samtiden

Fukuyama skriver vidunderligt, tænker frit og analyserer åbent. Men ’Identity’ er også først og sidst en bog om en forhenværende embedsmand, som vil forsvare det bestående regime
I dag er Sverigedemokraterna langt fra det eneste parti, som beskæftiger sig med identitetspolitik.

Identitetspolitiske kampe står i vejen for et fælles fokus på grøn omstilling

Både højre- og venstrefløjen er uforholdsmæssigt optaget af spørgsmål om identitet. Det bringer ikke andet med sig end et usundt fokus på alt det, der adskiller os

Er identitetspolitik en neutralisering af antiracistiske bevægelser?

Asad Haider forsøger i en ny bog at formulere en strategisk kritik af identitetspolitik, der undgår højrefløjens karikaturer såvel som socialistisk klassereduktionisme. Desværre får han aldrig rigtigt forklaret, hvem han egentlig kritiserer

Socialdemokratiet laver også identitetspolitik

Det er selvbedrag på et højt niveau Dybvad og Tesfaye mener, at socialdemokratisk politik ikke er identitetspolitik. Det må så betyde, at arbejderklasseidentiteten fuldstændig har forladt socialdemokratisk selvopfattelse, så socialdemokrater hermed er blevet fuldstændig identitetsløse
Som borgere i en global verden har vi aldrig haft mere at være fælles om. Alligevel foretrækker vi at søge svaret på, hvem vi er, og hvor vi hører til, i snævrere identitetspolitiske begreber. Det er tidens store paradoks

Politiseringen af vores forskelle undergraver muligheden for fællesskab

Som borgere i en global verden har vi aldrig haft mere at være fælles om. Alligevel foretrækker vi at søge svaret på, hvem vi er, og hvor vi hører til, i snævrere identitetspolitiske begreber. Det er tidens store paradoks
Fra 1960’erne og frem lykkedes ’det nye venstre’ heldigvis med at reformere venstrefløjspositionerne, så de også talte eksempelvis rødstrømperne. Den socialistiske vision om en verden af lighed i forskellighed kunne – og kan – ikke tilvejebringes gennem et eksklusivt fokus på arbejderen, skriver Mikas Lang, bachelor i kulturgeografi og lærerstuderende, og Eskil Halberg, sociolog og forfatter.

Venstrefløjen bør ikke kæmpe for at styrke arbejderklassen, men derimod for at afskaffe den

I stedet for at lovprise den hvide arbejder, bør venstrefløjen bekæmpe begrænsende identiteter og stå skulder ved skulder med minoriteterne

Idédebat: Køn og race er ikke adskilte størrelser

Da identitetspolitikken blev reduceret til et spørgsmål om diversitet inden for det bestående, blev den ufarlig og tandløs. Hvis ikke den skal splitte venstrefløjen, er det nødvendigt, at venstrefløjen selv insisterer på, at klasse ikke kan skilles fra køn og race – og omvendt

Ingen politik uden identitet

Al politik er identitetspolitik i en eller anden form. Det er den af den simple årsag, at det altid er mennesker med identiteter, der fører den

Identitetspolitik graver skyttegrave

Det særegne og problematiske ved identitetspolitik er, at den ikke samler om ideer, der kan udveksles og diskuteres, men derimod alene om eksklusive, partikularistiske tilhørsforhold

Sider

Mest læste

  1. Venstrefløjen bør ikke kæmpe for at styrke arbejderklassen, men derimod for at afskaffe den
    I stedet for at lovprise den hvide arbejder, bør venstrefløjen bekæmpe begrænsende identiteter og stå skulder ved skulder med minoriteterne
  2. Francis Fukuyamas nye lille bog er en overraskende replik til samtiden
    Fukuyama skriver vidunderligt, tænker frit og analyserer åbent. Men ’Identity’ er også først og sidst en bog om en forhenværende embedsmand, som vil forsvare det bestående regime
  3. Økonomi, identitetspolitik og vrede over Trump. Med andre ord: Adam Smith, Francis Fukuyama og Michael Moore
    Vi giver dig magten over økonomien tilbage. Det gør vi sammen med Jørgen Steen Nielsen og Adam Smith. Og så taler vi med Rune Lykkeberg om identitetspolitik med afsæt i Francis Fukuyamas nye bog. Med over telefonen er også Christian Monggaard, der fortæller om Michael Moores nye film
  4. Politiseringen af vores forskelle undergraver muligheden for fællesskab
    Som borgere i en global verden har vi aldrig haft mere at være fælles om. Alligevel foretrækker vi at søge svaret på, hvem vi er, og hvor vi hører til, i snævrere identitetspolitiske begreber. Det er tidens store paradoks
  5. ’Identitetspolitik’ er et skældsord, hvide lukker munden på minoriteter med
    Identitetspolitik er ikke noget nyt. Alle politiske bevægelser er knyttet op på spørgsmål om identitet – det gælder også arbejderbevægelsen
  6. Identitetspolitiske kampe står i vejen for et fælles fokus på grøn omstilling
    Både højre- og venstrefløjen er uforholdsmæssigt optaget af spørgsmål om identitet. Det bringer ikke andet med sig end et usundt fokus på alt det, der adskiller os
  7. Er identitetspolitik en neutralisering af antiracistiske bevægelser?
    Asad Haider forsøger i en ny bog at formulere en strategisk kritik af identitetspolitik, der undgår højrefløjens karikaturer såvel som socialistisk klassereduktionisme. Desværre får han aldrig rigtigt forklaret, hvem han egentlig kritiserer
  8. Ingen undskyldning til Dansk Vestindien i mit navn
    Ingen nulevende dansk statsborger eller den nuværende danske stat har haft andel i slavetiden. Indbyggerne i Vestindien har ikke selv været slaver. Derfor giver kravet om, at Danmark skal undskylde for sin kolonifortid ingen mening