Emne

indie

Sange som rum, hvor man kan genopfinde sig selv

AdriAnne Lenkers andet soloalbum lyder, som om det er grebet forsigtigt ud af natten, daggryet, skumringen, den menneskelige eksistens, når den er allermest modtagelig for indtryk, stemninger, ideer og, ja, sange

Matthew Dears nye album er dunkel klubmusik med kaninører

’Bunny’ er titlen på Matthew Dears første album i seks år. Hvert af numrene foretager den samme, ukontrollerbart skridende bevægelse fra melankolsk indiesangskrivning direkte ned i kaninhullets dunkende klubmørke. Alt sammen båret frem af amerikanerens dybe baryton

Dirty Projectors vil både blæse og have store ord i munden

På albummet ’Lamp Lit Prose’ vil David Longstreth, forsanger og frontmand i indiebandet Dirty Protectors, intet mindre end det hele. Han vil være ung med de unge, naiv med de nyforelskede, klog med de kloge og på lydbølgelængde med musikhistoriens ældre koryfæer. Resultatet bliver både fladt, forvirrende og apatisk

Sider

Mest læste

  1. Den danske kvintet Ganger er lyden af en ny generation, der tager sagen i egen hånd. Uden at ryste på den eller gå efter billige highfives. De giver os en sammensat musik, som man kan falde over og slå sig på. Men samtidig også en sangbar og medrivende musik
  2. Pladeselskabet 4AD var den mystiske loge for folk på flugt fra 80’ernes overfladelir og 90’ernes ironiske dødvande. Musikken lød som ingen anden, og deres pladecovere var en erotisk mystik, som man blev suget ind i. Nu fejrer 4AD sin 40 års-fødselsdag, og Informations musikredaktør ser tilbage på de gyldne år
  3. Nogle gange er det efterkommernes opgave at korrigere ophavets fejltagelser. Som når det danske band Søn kritiserer de hvides privilegier, samtidig med at forsangerens inspirationskilde er engelske, højrenationalistiske Morrissey
  4. ’Bunny’ er titlen på Matthew Dears første album i seks år. Hvert af numrene foretager den samme, ukontrollerbart skridende bevægelse fra melankolsk indiesangskrivning direkte ned i kaninhullets dunkende klubmørke. Alt sammen båret frem af amerikanerens dybe baryton
  5. Amerikanske Sharon Van Etten elsker New York og sin synthesizer. Lyden på hendes femte album, ’Remind Me Tomorrow’, er knitrende i grynede gråtoner med minimalistiske beats. Men hendes alvor er skinnede klar, når hun vemodigt minder os om, at ingen er nemme at elske. Heller ikke hendes 17-årige selv