Menu
Log ind

Emne

indierock

Ungdommens helte i Belle and Sebatsian er blevet ægte voksne.

De ikke længere unge og smukke mennesker

Kærligheden er den største trøst i tider, hvor ungdommen opflaskes på internettet, og indiepoppens helte har nået en alder, hvor de får grå hår og børn. Heldigvis har den skotske sekstet Belle and Sebastian ikke helt glemt, hvordan man får melankoli, obo og korsang til at gå op i en nostalgisk enhed
De unge søstre i Velvet Volume spiller, som var de allerede modne rockmusikere, men ofte er der ikke en stærk nok sammenhæng imellem vers og omkvæd.

Velvet Volume spiller rock som da mor var dreng

To danske trioer dykker ned i rockhistorien. Men med hvert sit afsæt. Velvet Volume minder os om nogle af de centrale værdier ved den traditionelle rock, men desværre uden at have solidt nok greb om sangskrivningen. Nelson Can giver et stærkt bud på, hvordan riot grrrl-rocken kan lyde i Danmark i dag
Anmeldelse
Carl Emil Petersen brød sidste år med Ulige Numre og er nu aktuel med sit første soloalbum 'Natradio'

Det er svært at misunde ungdommen for dens rådvildhed

Carl Emil Petersen satser med held og tæft på en solokarriere efter tiden med Ulige Numre. Svenske Thåström er med sit tiende soloalbum tilbage i den bombastiske ende af rocken med svingende resultater

St. Vincent er en guitarhelt med et særligt øje for kunsten

Selv om den amerikanske rockmusiker St. Vincent er en fremragende instrumentalist, ender hun aldrig med at spille ligegyldigt lir. På hendes nye fremragende plade er det sangene, der bestemmer
Ariel Pink er blevet grebet af den forliste musiker Bobby Jamesons historie, og med sin nye plades 13 skæve popsange stiller han sin uforlignelige musikalske opfindsomhed ind på Bobby Jamesons tragiske liv og død.

Ariel Pink og The National leverer stærke nye album

Indierockens udbryderkonge Ariel Pink tager på sin nye plade udgangspunkt i historien om en af musikbranchens mange fortabte personligheder, sangskriveren Bobby Jameson, og prikker elegant til den lokkende drøm om berømmelse. The National arbejder et mere ufarligt, men indimellem ganske rørende sted i deres nye udgivelse
Indierocken lever
Algiers plade er et eksempel på, hvordan radikal politik bliver til radikal æstetik, for bandet er nødt til at nedbryde genrerne med en sjælden voldsomhed for at de kan få deres musikalske udsagn om antikolonialisme og antikapitalisme frem.

Forandring er den eneste vej frem, og forandringen kommer

Indierocken, der opstod som modsvar til mainstreamrocken, kan ikke længere rigtigt kalde sig underhund, for trygheden har for længst indfundet sig i skovhytten. Men et par nye plader viser, at genren stadig er relevant og måske endda kan have politisk kant. Bandet Algiers demonstrerer dog også, at den mest radikale modstand ligger i genrebrydningerne

HAIM brillerer med lufttrommer, synkrondans og ekko på guitaren

Søstertrioen HAIM har lavet en plade, der formår at være sammenhængende og samtidig spækket med referencer til andre genrer og kunstnere. Det er gennemmusikalsk og dybt charmerende – men ikke interessant hele vejen igennem
Det Århus-baserede indiepunk-band Yungs nye plade er en forbandet ung plade. Og så er den også forbandet fin.

Sommeren er flygtig

Det blodpumpende organ hamrer løs på tre nye, anbefalelsesværdige danske plader. Yung brillerer med deres ungdomsenergi. Crystal Shipsss er forførende mærkeligt og fint. Dinner er godt, men lidt svært at leve sig ind i
Især nordiske musiknavne deltog i By:Larm festivalen i Olso. Her er det danske Liss, som har fået luft under succesens vinger med deres blanding af teenagelængsel og boblende synthpop.

Jagten på morgendagens musikstjerner

De seneste 20 år har musikfestivalen By:Larm i Oslo været et vigtigt samlingspunkt, hvor bookere, pladeselskabsfolk og musikjournalister kommer fra hele verden for at opdage den næste Lykke Li, Mø eller Kygo. Information var med og dykkede ned i den nordiske talentmasse

Sofagrupper og agitproprock

Rocken har brug for at falde over sine egne ben og udvise risikovillighed, ikke for at blive ved med at bekræfte indierockens inderlighedsprojekt. Information har lyttet til plader for begge retninger

Sider

Mest læste

  1. Marika Hackman sprudler af sexet selvsikkerhed og festlig trods
    Britiske Marika Hackman er en selvudråbt opmærksomhedsluder, hvis tredje album fortjener et hav af opmærksomhed. Ikke kun fordi hun bramfrit og selvsikkert synger om, hvordan hun onanerer for at dulme sine hjertesorger, men fordi hun er en øm, karismatisk sanger og musikalsk ambitiøs multiinstrumentalist
  2. En skov af autotune
    First Flushs stedsegrønne sange forgrener sig i et musikalsk vildnis af syre, bluegrass, electronica og postpunk. Vokalerne gemmer de bag en skov af autotune, og det er i grunden en skam, at de fine sangtekster og klare melodier ikke får mere lys
  3. Det er svært at misunde ungdommen for dens rådvildhed
    Carl Emil Petersen satser med held og tæft på en solokarriere efter tiden med Ulige Numre. Svenske Thåström er med sit tiende soloalbum tilbage i den bombastiske ende af rocken med svingende resultater
  4. Hvad hjertet er fuldt af, løber guitaren over med
    Det skramler, og den rustikke, elektriske guitar fiser omkring på Courtney Barnetts andet soloalbum. Men hendes sangstil er lige så lad, som den altid har været
  5. Den soniske zeitgeist
    Tyskernes fornemmelse for lyd er både opfindsom og original, kitschbevidst og politisk MUSIK Anarki og Frankfurterfilosofi, kitsch og klangfetichisme. Det genforenede Tyskland har mange tråde at spille på rent musikalsk...
  6. Eels svæver mod skønheden – og forbi
    Multiinstrumentalisten E og hans band demonstrerer på deres tolvte studiealbum, hvordan man via alternativ rock kan puste liv i håbet, når verden har brændt en af
  7. Hyperventilering og tilbageholdte åndedræt
    To danske bud på moderne pop: Sys Bjerre jonglerer stadig fornemt med sprogklicheer, men med høj hastighed i flere forskellige retninger. Mens Giana Factory tager os på en gotisk roadmovie i digital fløjl
  8. En koncert med mormontrioen Low er en eksistentiel bypass-operation
    Uden om selvoptagelsen og grådigheden og ind i næstekærligheden kommer vi i selskab med Low. En koncert med trioen gør så godt, fordi den gør så ondt. Kunstnerisk står de rystende stærkt her i deres 27. leveår, og nye fans er passende kommet til