Emne

konkurrencestaten

Offentligt ansatte, kæmp, råb op!

Det er sympatisk, men ikke nok, når Svend Brinkmann vil tale om værdier. De offentligt ansatte skal råbe op og kæmpe politisk, hvis de ikke bare vil uddanne og optimere fremtidens konkurrence-statssoldater, siger DPU-lektor og debattør Steen Nepper Larsen

Skal vi være moderne eller resiliente?

Det naturvidenskabelige begreb resiliens har migreret til politisk retorik. Det kan blive et miljøpolitisk wake-up call, der lægger op til et opgør med konkurrencestatens vækstlogik til fordel for solidaritet i mødet med fremtidens katastrofer. Men begrebet kan også give værktøjer til at underminere demokratiske processer, når der skal findes svar på klimakrisens trussel

Min årgang er uddannet til ikke at gøre oprør

På universitetet læser vi om magtkritik og magtanalyse. Så når vidensmagerklassen ender på kanten af arbejdsmarkedet, skulle man tro, at oprøret ventede lige om hjørnet. Men nej, for vi er skolet til at holde os i ro og vende kritikken indad

Arbejdet skal ikke invadere min fritid

I hele Europa presses der på for, at vi lønmodtagere skal være mere fleksible, og stå klar, når chefen kalder. Det skulle være godt for konkurrenceevnen. Men jeg vil ikke konkurrere med franske eller britiske kolleger om, hvem der hurtigst kan lade arbejde invadere vores fritid

Dyrkelsen af det energiske menneske

Forestillingen om grænseløs vækst har ført til konkurrencestaten, og den har igen ført til et hastighedsregime, hvor energi er en stærk værdi

Smadremænd

Hvis man skal pege på de værste smadremænd i Danmark i nyere tid, kommer man ikke uden om partiet Venstre, som de seneste tyve-femogtyve år med stærk konkurrence fra Socialdemokratiet har udgjort den mest samfundsnedbrydende kraft her i landet
Konkurrencestaten

Karakterkrigen er gået online, og den koster mine elever dyrt

Skoven af tilbud om lektiehjælp på nettet er det klareste tegn på, at konkurrencestaten har sejret ad helvede til. Taberne er eleverne. Og jeg føler mig medansvarlig

Sider

Mest læste

  1. Ove Kaj Pedersen er manden bag ideen om ’konkurrencestaten’, som beskriver, hvordan globaliseringen ændrede præmissen for den moderne stat. Men nu er det hele er ved at skride, siger han, og vi står på kanten af de mest radikale politiske forandringer i mange årtier. Det er skræmmende. Men det giver ham håb
  2. Stigningen i psykiske diagnoser blandt unge mennesker skyldes hverken overdiagnosticering eller curlingforældre. Det er den udprægede konkurrence- og præstationskultur, der skaber skrøbelige unge
  3. Min familie og jeg flyttede fra København for at komme på afstand af det konkurrencesamfund, som nok kan tage pusten fra de fleste. Min hverdag er ikke en idyllisering af fortiden, og den er ikke et forsøg på at gemme mig for udviklingen; den er snarere en slags levet kapitalismekritik
  4. Vi offentligt ansatte topper stressstatistikkerne, og det går ud over alle andre i samfundet, der er afhængige af den omsorg og undervisning, som vi i den offentlige sektor dagligt giver
  5. De røde partier mangler en reel familiepolitik, når børn reelt set udliciteres til andre i store dele af deres liv. Det burde i stedet være rød politik at skabe tid til, at børn kan være mere sammen med deres mor og far, skriver medlem af Københavns Borgerrepræsentation Simon Simonsen (S) i dette debatindlæg.
  6. Intet menneske er en ø. Vi er kun noget i kraft af hinanden, og derfor har vi ansvar for hinanden. Den enkelte er hverken sin egen lykkes eller ulykkes smed. Derfor bør det igen være muligt at sige ’Det er samfundets skyld’ uden at få at vide, at man bare skal tænke positivt og tage ja-hatten på
  7. Konkurrencestaten er ikke en anden statsform end velfærd, men en revision af velfærdsstaten. Sådan lyder det i Ove K. Pedersens oplysende og urovækkende nye bog, hvor han svarer igen på kritikken af hans bog fra 2011 om konkurrencestaten
  8. Hvorfor er det, at vi er stolte over den danske model i verden, men skammer os over ordet for det politiske projekt: Konkurrencestaten