Kampen for ikke at ende som min mor varer for evigt. Jeg har arvet hendes manglende evne til at lægge ting på plads, til at æde sprog og spytte dem flydende ud igen, og til at lade som om. Men min tilværelse består ikke udelukkende af konsonanter. Og kampen for at blive en stadigt lettere byrde for min børn skal jeg nok vinde
Som otte-årig blev jeg bortført af min far til Iran. Min barndom gik med at navigere mellem to kulturer og to mennesker, der elskede mig, men hadede hinanden. I dag står det klart, at bortførelsen gav mig mit livs sejr: Jeg føler mig hjemme i forhold til både mit danske og iranske ophav. Jeg ender aldrig som fremmedgjort
Jeg var ødelagt, alt for meget og helt igennem urimelig, da min kæreste fandt en ny kvinde, og mine børn fik en papmor. Men katastrofen tvang mig til at samle mit liv på ny. Glæden har vokset sig større end sorgen. Og jeg er endt med at sejre
En skæbnesvanger optagelsesprøve i 1954 banede vejen til gratis uddannelse og social opstigning for denne bondesøn – stort set uden, at jeg tænkte over det. Og hvad kan man så lære af det? Måske, at vores indsatser i dag for at modvirke social arv burde ligge meget tidligere
Først blev jeg tvangsfjernet, siden blev jeg student. Huen er min største sejr, men den er blot en af mange, som vores velfærdssamfund muliggør hver eneste dag. Jeg har meget at takke Danmark for
Min mands hjerneskade har fået os til at vænne os til at vende de konventionelle ’mand og kvinde’-roller på hovedet. Og jeg synes faktisk, at han er superlækker med sin haltende gang og en arm, som hænger – han er jo sin egen!
En skæbnesvanger optagelsesprøve i 1954 banede vejen til gratis uddannelse og social opstigning for denne bondesøn – stort set uden, at jeg tænkte over det. Og hvad kan man så lære af det? Måske, at vores indsatser i dag for at modvirke social arv burde ligge meget tidligere
Som otte-årig blev jeg bortført af min far til Iran. Min barndom gik med at navigere mellem to kulturer og to mennesker, der elskede mig, men hadede hinanden. I dag står det klart, at bortførelsen gav mig mit livs sejr: Jeg føler mig hjemme i forhold til både mit danske og iranske ophav. Jeg ender aldrig som fremmedgjort
Først blev jeg tvangsfjernet, siden blev jeg student. Huen er min største sejr, men den er blot en af mange, som vores velfærdssamfund muliggør hver eneste dag. Jeg har meget at takke Danmark for
Kampen for ikke at ende som min mor varer for evigt. Jeg har arvet hendes manglende evne til at lægge ting på plads, til at æde sprog og spytte dem flydende ud igen, og til at lade som om. Men min tilværelse består ikke udelukkende af konsonanter. Og kampen for at blive en stadigt lettere byrde for min børn skal jeg nok vinde
Jeg var ødelagt, alt for meget og helt igennem urimelig, da min kæreste fandt en ny kvinde, og mine børn fik en papmor. Men katastrofen tvang mig til at samle mit liv på ny. Glæden har vokset sig større end sorgen. Og jeg er endt med at sejre
