Fra sine lokaler i Indre København uddeler tobaksfonden Det Obelske Familiefond hvert år et trecifret millionbeløb til især kunstinstitutioner og udstillinger. Det er en klassisk mæcenfunktion, siger direktøren, som dog afviser, at fonden skulle drive kulturpolitik: »Vi har ingen interesse i at promovere et givent kunstsyn«
Både kunstnere og institutioner kan mærke, at de private fondes støtte til kulturen stiger, siger de. Og de siger, at det i udgangspunktet er godt, for rigtig megen kunst ville ikke eksistere uden fondene. Men hvad betyder fondenes magt for kunsten og projekterne? Vi har talt med et forlag, en kulturfestival, to kunstmuseer og en billedhugger om udviklingen
I Ny Carlsbergfondet sidder tre mennesker, som egenrådigt – og uden nødvendigvis at være enige – vælger, hvem der skal have støtte, og hvem der ikke skal. Det er også de tre, der udpeger de kunstnere, som bliver sat i sving med stort anlagte kunstprojekter. Sådan må det nødvendigvis være, siger fondets fungerende formand, Morten Kyndrup, for kunsten er i sin natur udemokratisk
Mens staten skærer løs på kulturområdet, stiger bevillingerne fra private fonde. Deres bidrag til kulturlivet er enormt, men magtforskydningen er ifølge eksperter problematisk – både for kulturen og for demokratiet
Thomas Korsgaard debuterede i 2017 med sin hjemstavnsroman ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’, i denne serie fortæller han om mikrolån, skodlejligheder og telefonsælgerjob
Der er god grund til at diskutere ændringer af den nuværende kunststøtte, men igen at hive Rifbjerg og Arnoldi frem som skrækeksempler er ikke andet end populisme og med til at afspore en vigtig debat
Tonekunst er vel tonekunst, uanset genre. Man har da ikke særlige udvalg og puljer til voksenlitteraturens forskellige genrer og skelner ikke mellem, om der skrives tynde eller tykke bøger
Hvert år deltager mange kunstnere i Kunstrådets store statslige gætte-konkurrence, hvor millioner udloves i præmie. Hvis du er heldig og god til at gætte, hvad dommerne tænker, får du gevinst. Får du afslag, får du aldrig at vide hvorfor — din eneste mulighed er at foretage endnu et blindt gæt året efter. Hvorfor vil smagsdommerne ikke gå i dialog med de skabende?
Kunsten gør os til bedre demokrater, lyder et velkendt refræn. Men historisk har den statslige kunststøtte handlet mere om imagepleje og formynderi, siger professor Jens Engberg. Resultatet har været én lang folkelig protest
Anskrig lød fra en kunstner i Information i nov. 1989: Væveren Anna Thommesen havde på bestilling af Statens Kunstfond afleveret en tekstiludsmykning af alteret ved Roskilde Domkirke. Året efter havde Margrethe II søgt at overtale hende til, at udsmykning lavet af Dronningen kunne træde i stedet. Det afviste hun, men majestæten blev ved med at baldyre. Efter Informations artikel udsendte hoffet en meddelelse om, at dronningen ville standse sin husflid. Det gjorde hun alligevel ikke, og hendes private udsmykning har ved to lejligheder fortrængt Thommesens - og endda udøvet hærværk på den. Nu må statsministeren ved sin rådgivning standse pinligheden, inden majestæten begår videre hærværk også på sin forfatningsmæssige stilling.
Fra sine lokaler i Indre København uddeler tobaksfonden Det Obelske Familiefond hvert år et trecifret millionbeløb til især kunstinstitutioner og udstillinger. Det er en klassisk mæcenfunktion, siger direktøren, som dog afviser, at fonden skulle drive kulturpolitik: »Vi har ingen interesse i at promovere et givent kunstsyn«
Mens staten skærer løs på kulturområdet, stiger bevillingerne fra private fonde. Deres bidrag til kulturlivet er enormt, men magtforskydningen er ifølge eksperter problematisk – både for kulturen og for demokratiet
Det kræver sin kvinde at leve i to kulturer. Navnlig hvis det, man selv oplever som et kulturland, af den øvrige verden opfattes som krigszone. Duna Ghali fra Irak har lige udgivet sin anden digtsamling på dansk
Al kunstnerisk skaben handler dybest set om at udvikle meningsfulde og følelsemæssige fællesskaber. Derfor burde vore politikere overveje nøjere, om kunsten virkelig er bedst tjent med blive overladt til markedskræfternes betingelser
STATENS Kunstfond blev født under stærke veer, men kom dog til verden under passende applaus i Folketinget 1964, hvor Julius Bomholt havde annonceret sit faderskab. Man kan desuden med en vovet metafor tale om heftige presseveer, siden medierne i den grad medvirkede...
