Hvis kunst handler om kommunikation, som Jeppe Hein, initiativtageren til kunststedet Karrierebar, siger, hvad er så forskellen på det og ledelse, markedsføring og politik?
Som kunstkritiker befinder man sig i et underligt vakuum uden formelle redskaber, der kan danne skelet for en analytisk tilgang til værker som Marco Evaristti, der indtog en ret, tilberedt i hans eget fedt
Jeg havde ikke lige frem regnet med, at selveste Information ville lade sig rive med af regeringsparolen 'hver mand sin mester - hver mand sin smag', men ikke desto mindre lader det til, at parolen nu har vundet indpas i dagbladet - med henvisning til ingen mindre end pressemægtige Marco Evaristti.
Derimod kniber det gevaldigt med en kunstkritik, som er i stand til at forholde sig til det nyeste, sådan som kritik bør: Hvad er godt, hvad er dårligt, hvad er skidt, hvad er kanel? Ikke mindst: Hvad er originalt, hvad er gentagelser?
Vi er nødt til at godtage Kristian von Hornsleths 'The Village Project' fra 2006 i Uganda som kunst. Men dermed ikke sagt, at vi ikke bør forholde os kvalitativt til projektet. For kunstkritikken har en central rolle at spille, når kunsten bevæger sig ud i offentligheden og ligefrem udnytter, udstiller og reproducerer en social og økonomisk skævvridnning
"Hvornår forskriver Dr. Dante sin sjæl til Richard Wagner? Eller har det allerede gjort det - kunstnerisk, men måske især ideologisk, for ikke at sige politisk?... Vore dages Frederiksberg Runddel som et 30'ernes Bayreuth...
Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn
Kunstsynet, som forfatter Asger Schnack gør sig til fortaler for i sin kritik af ’diagnoselitteratur’, er ikke bare et syn på kunst, men en hierarkisering af menneskelige erfaringer og udtryksformer, hvor der skelnes mellem ’privatistisk litteratur’ og ’(nøgtern) visionær poesi om sandheden’
Hanno Rauterberg overser noget helt væsentligt, når han kritiserer kunsten for at blive vurderet ud fra parametre som identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Identitetspolitiske diskussioner fylder nemlig kun en lille del i kunstverden. Æstetik, form og komposition fylder derimod meget mere, og det er også den del af kunsten, der er økonomi i, siger Sanne Kofod Olsen, der er rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi
Den politiske korrekthed har taget livet af kunsten, skrev Hanno Rauterberg for nylig her i avisen. Det er gode nyheder, mener nyslået professor på Kunstakademiet Ferdinand Ahm Krag. I hvert fald hvis dødsfaldet gælder Rauterbergs egen eurocentriske kunstforståelse
Jeg tror alle kvinder er forfængelige, også jeg, men jeg har ikke tænkt så meget over det. Nu bevæger jeg mig meget i Kina og den arabiske verden, og der bliver jeg jo mere og mere forkælet, jo ældre jeg bliver, siger professor og tidligere rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Else Marie Bukdahl, om det at ældes
