kunstkritik

Tilbage står paradokset: Den traditionelle pressebaserede kunstkritik har svært ved at følge med og magter ikke samtidskunsten. Samtidigt mangler den nye formidligsstrategi, som Kopenhagen står for, en kunstkritik, som ikke er en hyldest af kunstscenen selv. Så nok har den unge svære samtidskunst fået ny taletid med internettets hurtige formidling i kraft af Kopenhagen, men kritik er stadig en savnet praksis. Kunstscenen mangler en kritisk instans, som ikke bare bekræfter, men stiller spørgsmålstegn ved kunstens ansvar - også for engagement i verdenen uden for kunstscenen, og holder kunsten fast i kvalitative spørgsmål. Det kunne jo ende i en ny debat om kunstens kvaliteter, samfundsmæssige relevans og ansvar frem for tomhedens ekko af nice over for en samtidskunst, der passer over sofaen eller på galleriet. Man savner ny kritik. Og det gør kunstscenen også.

I sine artikler om kunst er Tom Jørgensen fortaler for bl.a. mit maleri, men jeg er ikke enig i hans måde at aflæse kunsten på. Tom Jørgensen sætter nogle stærkt forenklede modsætninger op, som forenkler så meget, at de ikke kan være redskaber til at sige noget af værdi...

Den kinesiske samtidskunst er populær og et yndet sted at investere lige nu. Men performancekunsten har aldrig været særlig attraktiv for kunstmarkedet. Netop derfor er det sjældent, at kunstinstitutioner præsenterer den. Det lavede Louisiana for nylig om på