Emne

litteratur

Det ulækre fylder stadig godt op i Péter Nádas’ monsterværk om Europa

I Péter Nádas’ vildt fascinerende kæmperoman om Europa flyder kropsvæskerne stadig i en tyk strøm, imens vi hastigt nærmer os dommedag. Romanen er et poetisk og muligvis også et psykoanalytisk monsterværk, som tvinger læseren til at læse sig selv og sit eget europæiske dyb – jeg mener kryb – nej, dyb!

Grafisk roman dirrer af uforløste spændinger

Anna Degnbol har skabt en poetisk vellykket tegneserie, hvor magisk realisme møder skoledrama

Det stille liv kan være mere sårende end mange ord

Leonora Christina Skovs nye erindringsroman, ’Den, der lever stille’, beskriver en familie, der vist elsker hinanden, men ikke kan udtrykke det. Interessant læsning for alle, der stadig tror, at en lesbisk datter, født i 1970’erne, ikke kan få forældre til at løfte et øjenbryn

Gid det var mig: Lars Husum

Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver danske forfattere hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorfor

Gymnasielærer i krig

Den danske mand savner spænding i Jesper Bugge Kolds ’Krigsturisten’. Det gør romanen desværre også

Det er for let at affærdige genrehybride værker som mislykkede

Var litteraturåret 2017 egentlig så skidt, som det er blevet beskrevet? Og har Erik Skyum-Nielsen ret i, at hybrider er halvhjertede og collager kaotiske? I stedet for at affærdige dem bør vi spørge os selv, hvad årets mange genrehybrider siger om tiden

Genudgivelse af jødehadspamfletter skaber forbitret strid i Frankrig

Louis-Ferdinand Céline var en Frankrigs største romanforfattere i det 20. århundrede, men han var også rabiat antisemit. Nu genoptrykkes hans berygtede jødehadspamfletter, der har været uopdrivelige siden 1945 – endda af kvalitetsforlaget Gallimard

Dom over værk

To anmeldere har læst Leonora Christina Skovs nyeste roman Den, der lever stille. De er begge ret glade for bogen, men de har begge deres forbehold over for et bestemt træk ved den

Mine damer og herrer, velkommen til det nye litterære modeord ’exofiktion’

Blot fordi litteraturen nu nærmer sig de andres biografi, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at litteraturen er blevet mindre fiktion og mere virkelighed. For også exofiktionen er fuld af løgn og tager afsæt og slutter i det digteriske jegs fantasi

Sider

Mest læste

  1. Flere værker i nyere skandinavisk litteratur beskæftiger sig med voksenlivet som skuffelse. Et sådan tematisk tværsnit synliggør et fællesskab mellem meget forskellige forfattere som Stine Pilgaard, Tine Høeg og Karl Ove Knausgård
  2. Læsningen af litterære værker er under pres i gymnasiet, fordi man ikke længere skelner mellem TV-avisen og litteraturen. Risikoen er, at fordybelsen ryger til fordel for digitale sværmerier, og at den almene dannelse går tabt
  3. 70 år efter dens udgivelse kan ’Den Lille Prins’ fortsat få hjerter til at smelte, når vi læser om prinsen og hans elskede rose. Fortællingen har i al sin enkelhed en almenmenneskelig appel: Det er ikke karriere, dyre ting eller luksuriøse rejser, der tæller, men derimod nærhed og kærlighed
  4. Undergangseuforien er fordampet hos Theis Ørntoft. Han er færdig med digtene og aktuel med en antidannelsesroman om længslen efter alternative og bæredygtige livsformer. Og efter en litteratur, der ikke bilder sig ind, at mennesket er verdens navle, som ellers har hersket blandt foregående forfattergenerationer
  5. Leonora Christina Skovs nye erindringsroman, ’Den, der lever stille’, beskriver en familie, der vist elsker hinanden, men ikke kan udtrykke det. Interessant læsning for alle, der stadig tror, at en lesbisk datter, født i 1970’erne, ikke kan få forældre til at løfte et øjenbryn
  6. Op i røven med målgrupper
  7. Den arabiske verdens bedste bud på en nobelpristager i litteratur er en 88-årig revolutionær, der sætter sin poesis mystiske verdensopfattelse op som modbillede til et magtinstrumentelt islam
  8. Det fantastiske ved litteraturen er, at den kan vende et galaktisk sort hul til en stjernes uforudsigelige eksplosion. Som Karen Blixen gjorde det med sine ord, dengang hun intet havde, intet kunne og intet var