Når der kun findes én kvindelig forfatter på den danske kanonliste, skydes det ikke kun urimelige patriarkalske strukturer i fortiden, men også forældede og automatiserede forestillinger om den danske litteraturhistorie. Lad os nu få listen gjort tidssvarende, skriver forfatter og litteraturanmelder Nanna Goul i denne klumme
De færreste ansætter humanister, fordi de er glade for at læse, det har fem år på litteraturhistorie gjort os bevidste om. Vi har derfor undervejs opbygget kompetencer i både budgetstyring og PR – og samtidig fordybet os i ’Ulysses’, skriver Emma Berggreen Andersen og Anna Simonia Gjørup Kleinsøe i dette debatindlæg
Da jeg dimitterede fra universitetet føltes det som at blive sat af i et fremmed land midt om natten. Hvordan kunne arbejdsmarkedet forblive så langt fra vores næser i hele studietiden? Universitetet misleder sine studerende, skriver Alen Causevic i dette debatindlæg
Begivenhedskulturen har ramt dansk litteraturhistorieskrivning. Tre litterater bruger begivenheden som greb, og det er der kommet en ny slags litteraturhistorie ud af, som fortæller om finlitteraturen fra 2000 til 2019
På en gang fremstår Knud Wentzel som fortæller og som grebet læser, og det er en fascinerende position. Resultatet er en bog, som det betaler sig at læse
Katrine Marie Guldagers kritik i sidste uges tillæg abonnerer på en i grunden temmelig gammeldags forestilling om litteraturen, hvor denne helst skal isoleres inde i et bogomslag, skriver de tre skribenter af Informations litteraturhistorie i deres svar på kritikken
Informations nye litteraturhistorie burde måske have heddet avantgardens litteraturhistorie. I hvert fald synes forfatter Katrine Marie Guldager ikke, at de begivenheder, der skrives ud fra, er væsentlige nok begivenheder, eller at der tages nok ansvar for helheden
Da jeg dimitterede fra universitetet føltes det som at blive sat af i et fremmed land midt om natten. Hvordan kunne arbejdsmarkedet forblive så langt fra vores næser i hele studietiden? Universitetet misleder sine studerende, skriver Alen Causevic i dette debatindlæg
Det var en litteraturhistorisk hovedbegivenhed i 2005, da Jørgen Leth skrev »Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret«. Sådan skrev vores kritikere i sidste uges danske litteraturhistorie om det 21. århundrede. Meget kønspolitisk vand er siden løbet under broen, så nu har vi bedt redaktøren på ’Det uperfekte menneske’, to af debattens centrale stemmer samt en medie- og kønsforsker om at besøge 2005’s ophedede debat endnu en gang
Lykke-Per er et virkelig irriterende menneske. Han er selvoptaget, selvovervurderende, respektløs, hensynsløs, påståelig og utålmodig. Men det mest irriterende ved ham er selvfølgelig, at man genkender så meget af sig selv i ham. I anledningen af denne uges premiere på Bille Augusts filmatisering af Pontoppidans mesterværk af en samtidsroman, undersøger vi, hvad Pers skæbne kan sige os om både fortid og nutid. Pers skuffelser er nemlig vores egne
Når der kun findes én kvindelig forfatter på den danske kanonliste, skydes det ikke kun urimelige patriarkalske strukturer i fortiden, men også forældede og automatiserede forestillinger om den danske litteraturhistorie. Lad os nu få listen gjort tidssvarende, skriver forfatter og litteraturanmelder Nanna Goul i denne klumme
Da Henrik Nordbrandts digt »Vuggevise« blev trykt på forsiden af Politikens kultursektion, gik det engagerede digts klare tale sin sejrsgang gennem et Danmark, der var ramt af flygtningekrisens yderste skvulp
