I sidste kapitel af Sydhavn Teaters performancehexalogi FUTURX kan man kravle ind i en verden, hvor dyr ikke længere findes. Performanceinstallationen fungerer godt som form til stille, rolige og udramatiske spørgsmål om tiden efter katastrofen
Med performancekunsten tager internationalt anerkendte Jessie Kleemann ejerskabet over sin egen krop tilbage efter en barndom med overgreb. Hun afsøger tilhørsforhold og magtbalancer, og bruger typiske grønlandske genstande i sine værker, som også handler om at ruske op i opfattelsen af grønlandsk kultur. »Vi er ikke længere et oprindeligt folk, men hvad er vi så,« spørger hun
I et upåagtet hjørne af Sydhavnen finder man noget af det mest morsomme, inderlige, sære og opfindsomme inden for performance- og teaterverdenen lige nu. Her går en række kunstnere på arbejde fire dage om ugen, otte timer hver dag, og arbejder på deres på én gang dybt aktuelle og helt uigennemskuelige projekter. Det er som at blive sluset ind i en parallelvirkelighed, man ikke vil ud af
SIGNAs totalforestilling ’Det Åbne hjerte’ får gennem en hel nat sit publikum til at kæmpe med egen selvgodhed og passivitet i det personlige møde med udsatte mennesker. Men er det kunstnerisk interessant også at blive lokket til at græde over egne problemer?
Performancegruppen Sisters Hope omfavner på Københavns Rådhus mystiske og stilfærdige sanseoplevelser, men ofte bliver iscenesættelsen for fluffy og den tilstræbte langsomhed for stillestående
På den oprindelige Brexit-dag tager den forkølede forfatter Ida Holmegaard på Tate Modern i London for at se tidens mest hypede kunstværk, Anne Imhofs performanceværk ’SEX’, hvor Imhof og hendes performere leder publikum rundt i en blanding af et forvrænget modeunivers, en tysk natklub og en fantasi om underkastelse
Nogle ’teaterforestillinger’ skal opleves med andre sanser end synet. De skal mærkes. Sådan en performance er nyeste skud på stammen af Aarhus Teaters Studio-eksperimenter. ’Untz – Untz – Untz’ tager publikum med på en historisk og sansemættet rejse ind i technomusikken
Corpus, Marie Topp og DANSEatelier giver tilsammen et billede af, hvor forskellig samtidsdans kan se ud. Det væsentligste har de dog til fælles. De vil skabe rum, hvor vi kan møde hinanden som de kroppe, vi er
Det amerikanske performanceikon Vaginal Davis blander skarp normkritik med humor, punk med glamour og selviscenesættelse med historiebevidsthed. I sidste uge gæstede hun København
Med performancekunsten tager internationalt anerkendte Jessie Kleemann ejerskabet over sin egen krop tilbage efter en barndom med overgreb. Hun afsøger tilhørsforhold og magtbalancer, og bruger typiske grønlandske genstande i sine værker, som også handler om at ruske op i opfattelsen af grønlandsk kultur. »Vi er ikke længere et oprindeligt folk, men hvad er vi så,« spørger hun
I knap 100 graders varme er skuespil, duftende olier og svingende håndklæder en gusmesters værktøj, når showgusen opføres. Den stadig mere populære disciplin er et teaterstykke i en sauna, og til weekendens danmarksmesterskab krængede Diana Mauersberger sin dramatiske livshistorie ud over den varme saunaovn
Forskellen på en almindelig kunstner og en god kunstner er, at en god kunstner er villig til at ofre alt for sin kunst. Sådan siger den serbiske performancekunstner Marina Abramović, der selv har fået tre aborter og givet afkald på et familieliv for at kunne hellige sig sin bestemmelse. I juni er hun aktuel med både en selvbiografi og to udstillinger i Danmark
Nanna Lysholt Hansen henvender sig moderfeticherende og moderligt urovækkende til os alle om fremtid og feminisme i sin organiske og teknologisk medierede performance-serie ’Dear Daughter/Anatomy of the Chthulucene’
Debatten om 'Salò' har været under lavmålet, mener kvinden bag stykket, Signa Köstler. Hun havde forventet en ophedet diskussion, men ikke kritik baseret på antagelser og rygter. Ambitionen var at blotlægge den afstumpethed, der ifølge performancekunstneren præger tidsånden. Tilskuerne burde vide, at der ikke ventede dem en hyggelig aften i teatret
I sidste kapitel af Sydhavn Teaters performancehexalogi FUTURX kan man kravle ind i en verden, hvor dyr ikke længere findes. Performanceinstallationen fungerer godt som form til stille, rolige og udramatiske spørgsmål om tiden efter katastrofen
I en tid, hvor alt fra Trump til teenageliv synes at være performance, og hvor performancekunst for længst er anerkendt som kunstform i egen ret, er performance – ligesom computerspil – måske en særligt vedkommende kunst. Det skal vi skrive om, selvom vi ikke har gjort det nok, og selvom læserne ikke altid har adgang til at opleve det på egen krop, argumenterer vores teateranmelder
