I sidste kapitel af Sydhavn Teaters performancehexalogi FUTURX kan man kravle ind i en verden, hvor dyr ikke længere findes. Performanceinstallationen fungerer godt som form til stille, rolige og udramatiske spørgsmål om tiden efter katastrofen
Med performancekunsten tager internationalt anerkendte Jessie Kleemann ejerskabet over sin egen krop tilbage efter en barndom med overgreb. Hun afsøger tilhørsforhold og magtbalancer, og bruger typiske grønlandske genstande i sine værker, som også handler om at ruske op i opfattelsen af grønlandsk kultur. »Vi er ikke længere et oprindeligt folk, men hvad er vi så,« spørger hun
I et upåagtet hjørne af Sydhavnen finder man noget af det mest morsomme, inderlige, sære og opfindsomme inden for performance- og teaterverdenen lige nu. Her går en række kunstnere på arbejde fire dage om ugen, otte timer hver dag, og arbejder på deres på én gang dybt aktuelle og helt uigennemskuelige projekter. Det er som at blive sluset ind i en parallelvirkelighed, man ikke vil ud af
SIGNAs totalforestilling ’Det Åbne hjerte’ får gennem en hel nat sit publikum til at kæmpe med egen selvgodhed og passivitet i det personlige møde med udsatte mennesker. Men er det kunstnerisk interessant også at blive lokket til at græde over egne problemer?
Performancegruppen Sisters Hope omfavner på Københavns Rådhus mystiske og stilfærdige sanseoplevelser, men ofte bliver iscenesættelsen for fluffy og den tilstræbte langsomhed for stillestående
På den oprindelige Brexit-dag tager den forkølede forfatter Ida Holmegaard på Tate Modern i London for at se tidens mest hypede kunstværk, Anne Imhofs performanceværk ’SEX’, hvor Imhof og hendes performere leder publikum rundt i en blanding af et forvrænget modeunivers, en tysk natklub og en fantasi om underkastelse
Nogle ’teaterforestillinger’ skal opleves med andre sanser end synet. De skal mærkes. Sådan en performance er nyeste skud på stammen af Aarhus Teaters Studio-eksperimenter. ’Untz – Untz – Untz’ tager publikum med på en historisk og sansemættet rejse ind i technomusikken
Corpus, Marie Topp og DANSEatelier giver tilsammen et billede af, hvor forskellig samtidsdans kan se ud. Det væsentligste har de dog til fælles. De vil skabe rum, hvor vi kan møde hinanden som de kroppe, vi er
Det amerikanske performanceikon Vaginal Davis blander skarp normkritik med humor, punk med glamour og selviscenesættelse med historiebevidsthed. I sidste uge gæstede hun København
Forskellen på en almindelig kunstner og en god kunstner er, at en god kunstner er villig til at ofre alt for sin kunst. Sådan siger den serbiske performancekunstner Marina Abramović, der selv har fået tre aborter og givet afkald på et familieliv for at kunne hellige sig sin bestemmelse. I juni er hun aktuel med både en selvbiografi og to udstillinger i Danmark
Med performancekunsten tager internationalt anerkendte Jessie Kleemann ejerskabet over sin egen krop tilbage efter en barndom med overgreb. Hun afsøger tilhørsforhold og magtbalancer, og bruger typiske grønlandske genstande i sine værker, som også handler om at ruske op i opfattelsen af grønlandsk kultur. »Vi er ikke længere et oprindeligt folk, men hvad er vi så,« spørger hun
I sidste kapitel af Sydhavn Teaters performancehexalogi FUTURX kan man kravle ind i en verden, hvor dyr ikke længere findes. Performanceinstallationen fungerer godt som form til stille, rolige og udramatiske spørgsmål om tiden efter katastrofen
Corpus, Marie Topp og DANSEatelier giver tilsammen et billede af, hvor forskellig samtidsdans kan se ud. Det væsentligste har de dog til fælles. De vil skabe rum, hvor vi kan møde hinanden som de kroppe, vi er
Nogle ’teaterforestillinger’ skal opleves med andre sanser end synet. De skal mærkes. Sådan en performance er nyeste skud på stammen af Aarhus Teaters Studio-eksperimenter. ’Untz – Untz – Untz’ tager publikum med på en historisk og sansemættet rejse ind i technomusikken
Performancegruppen Sisters Hope omfavner på Københavns Rådhus mystiske og stilfærdige sanseoplevelser, men ofte bliver iscenesættelsen for fluffy og den tilstræbte langsomhed for stillestående
Kunne man ikke forestille sig et kritisk kunstsyn, der befandt sig et sted imellem den autonome kunst og den kunst, der først giver mening i sin sociale, politiske og økonomiske kontekst?
’Nutidens flygtningelejre er at sammenligne med Auschwitz.’ Sådan hed det i den omdiskuterede kunstperformance ’Auschwitz on the Beach’ af den italienske filosof og forfatter Franco Berardi, som i weekenden skulle have været opført på Documenta-festivalen i Kassel. Efter kraftig fordømmelse blev performancen aflyst
