Emne

politisk kunst

Politiske slogans kobles med poetiske morsomheder på CC. Det styrker begge udstillinger

David Shrigleys store installation på CC er en slatten omgang. Til gengæld bidrager andre af hans værker med poesi og humor i koblingen med de politiske slogans, der indgår i udstillingen under åben himmel

Peter Voss-Knude bruger pop og rosenkvarts i krigen mod terror

Musik kan være et torturmiddel. Men kan den også være et værn mod terror? Det undersøger den danske multikunstner og musiker Peter Voss-Knude på et prisværdigt popalbum, der samtidig er en kunstudstilling

Mette Moestrup: »Hvorfor skrive politisk? Det har jo slet ikke hjulpet!«

I 2006 blev den politiske poesi for alvor vakt til live igen. Det skete blandt andet med udgivelsen af Mette Moestrups ’Kingsize’, skriver vores kritikere i sidste uges afsnit om den danske litteraturhistorie for det 21. århundrede. 13 år senere fortæller Mette Moestrup om, hvor magtpåliggende det føltes at skrive politisk, da det danske sprog begyndte at ændre betydning i midten af nullerne

Mad Magazine gav brændstof til ungdomsoprøret. Nu lukker det efter 67 år

Engang en illusionsbrydende katalysator i ungdoms- og populærkulturen, nu afgår satiremagasinet Mad ved døden, fordi det ikke magtede den digitale omstilling

Europa Endlos: ’Det er lidt som at gå rundt i en gymnasiebog om EU’

Charlottenborg vil med sin nye udstilling sætte den aktuelle situation i EU på dagsordenen. Men der er den jo allerede, påpeger EU-ekspert Ditte Maria Brasso Sørensen, som vi tog med ind at se udstillingen

Måske er det sådan her, at afroamerikansk politisk populærmusik støder på grund?

Det er den politisk korrekte velvilje, der trækker tænderne ud af Anderson .Paak – men det er også den, der gør, at han formår at vinde lytterens sympati

Paul McCartney er banal. Og han får os stadig til at tude

Populærmusikkens stamfar overrasker ikke ligefrem på sit 18. soloudspil, og størstedelen af albummet lyder på sin vis også forældet. Alligevel fremstår musikken mere nostalgisk end afdanket. I hvert fald hvis man stadigvæk er hemmeligt forelsket i The Beatles

Kunstneren har et privilegium, der forpligter

Den enkelte skal ikke slå sig selv i hovedet over at være rædselsfuld, men kunstneren derimod har et ansvar for at konfrontere fællesskabet med vanens grimhed. Kunstneren skal mønstre at bære det pres, som individet ikke er »klar« til.

Gallerierne er blevet til slagmarker

Kan en hvid kunstner tillade sig at male et ikon for sort smerte? Må avantgardegallerier slå sig ned i arbejderkvarterer? Et stigende antal protester rammer kunstens verden

30 år med Trump

Doonesbury-striberne om Trump er grafisk effektive, men virker i sammenligning med virkelighedens Trump pæne og bedagede i både sprog og indhold. Det afslører desværre, at det er meget vanskeligt at lave effektiv sjov med den måske mest latterlige politiske figur i nyere tid. Og det er bekymrende

Sider

Mest læste

  1. David Shrigleys store installation på CC er en slatten omgang. Til gengæld bidrager andre af hans værker med poesi og humor i koblingen med de politiske slogans, der indgår i udstillingen under åben himmel
  2. Der er visse tegn på, at klimakrise, krige og økonomisk krise bringer ny samfundskritisk litteratur frem i lyset
  3. I hundredåret for hans fødsel genfortolkes Asger Jorn. De politiske skrifter, der tidligere blev afvist som uforståelige og uvæsentlige, tegner i dag et billede af en kunstner, der altid stod i opposition til det etablerede. Hvis man vil forstå Jorns kunst, må man forstå hans ord
  4. Sagen om Ingolf Gabold og hans politiske DR-serier giver os anledning til at diskutere kulturelitens generelle mangel på samfundsengageret ansvar. Og til at stille spørgsmålet: Hvordan skal vi gå til den politiske kunst?
  5. Engang en illusionsbrydende katalysator i ungdoms- og populærkulturen, nu afgår satiremagasinet Mad ved døden, fordi det ikke magtede den digitale omstilling
  6. I 2006 blev den politiske poesi for alvor vakt til live igen. Det skete blandt andet med udgivelsen af Mette Moestrups ’Kingsize’, skriver vores kritikere i sidste uges afsnit om den danske litteraturhistorie for det 21. århundrede. 13 år senere fortæller Mette Moestrup om, hvor magtpåliggende det føltes at skrive politisk, da det danske sprog begyndte at ændre betydning i midten af nullerne
  7. ’De kan ikke slå os ihjel,’ sang vi engang. Det gør vi ikke mere. Der er ikke særligt mange af os, som tør sige systemet imod. Vi tør ikke engang sige åbent og ærligt, når vi går ned med stress – for det er et svaghedstegn
  8. Skellet går ikke mellem politisk og ikkepolitisk kunst, men mellem kritisk og systembevarende kunst, mener den belgiske politiske teoretiker Chantal Mouffe, der sidste uge gæstede København