Emne

privilegieblindhed

Bedragersyndromet er et pseudomedicinsk udtryk for et klasseproblem

Frygten for at blive afsløret i ikke at være god nok skal ikke afhjælpes med selvhjælpsbøger. I stedet bør vi rette et kritisk blik mod den strukturelle uretfærdighed, der forklarer, hvorfor mange med mindre privilegerede baggrunde føler sig forkerte, skriver forfatter Nathalie Olah i dette debatindlæg

De farveblinde er ikke progressive, de fornægter racismen

Jeg har svært ved at snakke med hvide mennesker om race. Især dem, der ignorerer min brune kulør for at skabe en usand følelse af harmoni. For de nægter at anerkende den strukturelle racisme

Onelinermættede digte om de former, et privilegium kan antage

Molly Balsbys debutdigtsamling kombinerer hestekitsch med privilegietjek i en beskrivelse af sorg og kærlighed, som er bedst, når den er hidsigst

Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?

Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere

Provokatøren Lollike har vadet i succes. Nu møder han modstand

Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?

Den andens blik er i sig selv en krænkelse

Som privilegeret hvid ’kvinde’ og repræsentant for den herskende hvide majoritet så jeg det som min ret ’frit’ at ’forvandle mig’ til en sort kvinde og fremstille forskellige repræsentanter for den sorte amerikanske kultur på scenen. Men heldigvis var der nogle, der sagde stop
Anmeldelse

Den klukkende klimakteriekomedie ’Aurore – 50 somre’ har en glansrolle til hedetursramt Agnès Jaoui

Agnès Jaoui overopheder charmerende og hverdagsslås med stil i Blandine Lenoirs komediedrama ’Aurore – 50 somre’

Kulturen på statskundskab viser, at fremtidens magthavere er dybt privilegieblinde

Når statskundskabere klæder sig ud som arabere og kinesere og råber ting, der er dybt usmagelige og stereotypiserende, er det udtryk for en manglende forståelse for ulighed
Madame Nielsen

»Noget af det vidunderlige i en fri verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden«

De grænsesøgende teaterfolk Madame Nielsen og Christian Lollike lader hovedpersonen i deres nye stykke skifte race, hvilket ikke overraskende har udløst kritik. Men vi er nødt til at kunne prøve at være noget andet end det, andre opfatter os som, mener de. Derfor kan ’blackfacing’ og raceskift ikke være forbudte emner at tage op

Mest læste

  1. Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere
  2. Jeg har svært ved at snakke med hvide mennesker om race. Især dem, der ignorerer min brune kulør for at skabe en usand følelse af harmoni. For de nægter at anerkende den strukturelle racisme
  3. Når statskundskabere klæder sig ud som arabere og kinesere og råber ting, der er dybt usmagelige og stereotypiserende, er det udtryk for en manglende forståelse for ulighed
  4. Molly Balsbys debutdigtsamling kombinerer hestekitsch med privilegietjek i en beskrivelse af sorg og kærlighed, som er bedst, når den er hidsigst
  5. Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?
  6. De grænsesøgende teaterfolk Madame Nielsen og Christian Lollike lader hovedpersonen i deres nye stykke skifte race, hvilket ikke overraskende har udløst kritik. Men vi er nødt til at kunne prøve at være noget andet end det, andre opfatter os som, mener de. Derfor kan ’blackfacing’ og raceskift ikke være forbudte emner at tage op
  7. Som privilegeret hvid ’kvinde’ og repræsentant for den herskende hvide majoritet så jeg det som min ret ’frit’ at ’forvandle mig’ til en sort kvinde og fremstille forskellige repræsentanter for den sorte amerikanske kultur på scenen. Men heldigvis var der nogle, der sagde stop
  8. Frygten for at blive afsløret i ikke at være god nok skal ikke afhjælpes med selvhjælpsbøger. I stedet bør vi rette et kritisk blik mod den strukturelle uretfærdighed, der forklarer, hvorfor mange med mindre privilegerede baggrunde føler sig forkerte, skriver forfatter Nathalie Olah i dette debatindlæg