Emne

privilegieblindhed

De borgerlige kæmper for at opretholde et samfund, som kun tilgodeser dem selv

Borgerlige og konservative debattører promoverer et forældet verdenssyn ved at kritisere mennesker, som har en anden holdning end den, der tilgodeser dem. Det er ikke bare selvisk, det er også dem, med deres forsnævrede verdenssyn, som er en trussel for samfundet, skriver antropolog Ala Jamal Zareini i dette debatindlæg

Antiracisme kræver meget mere end velmenende ’privilegietjek’

Det er blevet mondænt at ’tjekke sine privilegier’, og selvrefleksion er velkommen. Men selvransagelsen skaber ikke retfærdighed. Det kræver, at vi ændrer de strukturer, der opretholder antisorte praksisser over hele verden, skriver den britisk-somaliske digter Momtaza Mehri i dette debatindlæg

Drop retorikken om ’hvide privilegier’ – den afleder fra racismens rodproblemer

Den glædelige og store medvind for antiracismens sag kan bane vej for reelle sociale forandringer – men det forudsætter en reel forståelse af, hvordan racistiske praksisser vokser ud af sociale ulighedsstrukturer, skriver forfatteren Kenan Malik i dette debatindlæg

Diskussionen om racisme må ikke blive et ekkokammer for de frelste

Når vi gør folks identitet afgørende for, om de må udtale sig om racisme, gør vi skellene mellem sort og hvid større. Det, vi har mest brug for, er at føle os forbundne med hinanden uanset etnicitet og baggrund, skriver Fatima Haji Larsen i dette debatindlæg

Bedragersyndromet er et pseudomedicinsk udtryk for et klasseproblem

Frygten for at blive afsløret i ikke at være god nok skal ikke afhjælpes med selvhjælpsbøger. I stedet bør vi rette et kritisk blik mod den strukturelle uretfærdighed, der forklarer, hvorfor mange med mindre privilegerede baggrunde føler sig forkerte, skriver forfatter Nathalie Olah i dette debatindlæg

De farveblinde er ikke progressive, de fornægter racismen

Jeg har svært ved at snakke med hvide mennesker om race. Især dem, der ignorerer min brune kulør for at skabe en usand følelse af harmoni. For de nægter at anerkende den strukturelle racisme

Onelinermættede digte om de former, et privilegium kan antage

Molly Balsbys debutdigtsamling kombinerer hestekitsch med privilegietjek i en beskrivelse af sorg og kærlighed, som er bedst, når den er hidsigst

Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?

Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere

Provokatøren Lollike har vadet i succes. Nu møder han modstand

Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?

Den andens blik er i sig selv en krænkelse

Som privilegeret hvid ’kvinde’ og repræsentant for den herskende hvide majoritet så jeg det som min ret ’frit’ at ’forvandle mig’ til en sort kvinde og fremstille forskellige repræsentanter for den sorte amerikanske kultur på scenen. Men heldigvis var der nogle, der sagde stop

Sider

Mest læste

  1. Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere
  2. De grænsesøgende teaterfolk Madame Nielsen og Christian Lollike lader hovedpersonen i deres nye stykke skifte race, hvilket ikke overraskende har udløst kritik. Men vi er nødt til at kunne prøve at være noget andet end det, andre opfatter os som, mener de. Derfor kan ’blackfacing’ og raceskift ikke være forbudte emner at tage op
  3. Jeg har svært ved at snakke med hvide mennesker om race. Især dem, der ignorerer min brune kulør for at skabe en usand følelse af harmoni. For de nægter at anerkende den strukturelle racisme
  4. Molly Balsbys debutdigtsamling kombinerer hestekitsch med privilegietjek i en beskrivelse af sorg og kærlighed, som er bedst, når den er hidsigst
  5. Når statskundskabere klæder sig ud som arabere og kinesere og råber ting, der er dybt usmagelige og stereotypiserende, er det udtryk for en manglende forståelse for ulighed
  6. Det er blevet mondænt at ’tjekke sine privilegier’, og selvrefleksion er velkommen. Men selvransagelsen skaber ikke retfærdighed. Det kræver, at vi ændrer de strukturer, der opretholder antisorte praksisser over hele verden, skriver den britisk-somaliske digter Momtaza Mehri i dette debatindlæg
  7. Den glædelige og store medvind for antiracismens sag kan bane vej for reelle sociale forandringer – men det forudsætter en reel forståelse af, hvordan racistiske praksisser vokser ud af sociale ulighedsstrukturer, skriver forfatteren Kenan Malik i dette debatindlæg
  8. Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?