Emne

psykiatriske diagnoser

Psykiatriens diagnoser ændrede mit selvbillede, og jeg fralagde mig ansvaret for mit liv

Gennem årene har psykiatrien stillet et hav af diagnoser som svar på, hvad der var galt med mig. Men diagnoserne kan fratage en ansvaret for ens situation, og først da en psykolog spurgte mig, hvad jeg selv tænkte, begyndte jeg at tage ansvar for mit liv, skriver studerende og redaktør Kasper de Miranda i denne kronik

Fine Gråbøl skildrer med poetisk sarthed skrøbelige mennesker i nøgen, nøgtern debutroman

Det er den på én gang fint poetiske og usentimentale tone, der gør Fine Gråbøls roman til en læseoplevelse, et sindslidelsens skatkammer

For at hjælpe børn med diagnoser videre i livet må vi møde dem med håb – ikke afmagt

Alt for mange lys slukkes hos børn og familier i mødet med den moderne psykiatri, og det skal laves om. For vi bør tro meget mere på, at de børn og unge, som diagnosticeres med psykiske lidelser, i fremtiden kan blive til noget, skriver psykolog Christian Barckmann i dette debatindlæg

Mette Wolfram var på vej ud af psykiatrien. Så kom corona og slog hende et skridt tilbage

En del psykiatriske patienter har fået det værre under coronakrisen, fordi de ikke har kunnet få den nødvendige hjælp eller har holdt sig hjemme. Fraværet af sociale møder kan have været en lettelse for nogle grupper, men situationen har især skadet patienter med svære diagnoser, vurderer fagfolk

Jeg blev stemplet som svag anorektiker, men jeg er en stærk overlever

Som 14-årig udviklede jeg anoreksi som følge af et overgreb. Ligesom mange andre fik jeg aldrig behandling for mit kerneproblem, men kun mine symptomer. Systemet så ikke, at jeg reagerede normalt på den enorme usynlige byrde, jeg bar på, skriver billedkunstner Kamilla Herskind i dette debatindlæg

Giv børn med usynlige handicap en nøglesnor på, så deres klassekammerater kan tage hensyn

Mere end hvert syvende barn under 18 år har en psykiatrisk diagnose. Det skal vi turde tale om og skilte mere med. Det vil bidrage til, at børn og unge føler sig mindre ensomme, og så vil det gøre psykiatriske diagnoser til en naturlig del af hverdagen, skriver lærer Søs Prehn i dette debatindlæg
Sara slutter fred med fremtiden

Jeg vil prøve at forstå, hvorfor min generation er blevet mere psykisk sårbar

Diagnoser og psykiatri er blevet en stor del af fortællingen om Sara Merings generation. Hun forsøger at finde en måde, vi kan give sårbarheden plads og form på

Linda Boström Knausgård er lige så afmægtig som Amalie Skrams Else Kant

Man læser og læser, og man lider, bliver rasende og rystet, når man læser Amalie Skram og Linda Boström Knausgårds bøger om psykiatriske indlæggelser

Vi skal væk fra den opfattelse, at kun børn uden diagnoser kan være lykkelige

Automatreaktionen er ofte at begræde det stigende antal psykiatriske diagnoser. Men flere børn med diagnoser er ikke entydigt negativt, for diagnosen er for mange en nøgle til den hjælp og forståelse, de har brug for, skriver debatredaktør Gry Inger Reiter i dette debatindlæg

10’ernes ’antidiagnoselitteratur’ udfordrer vores fejlagtige opfattelse af psykisk sygdom

Asger Schnack kritiserer forlagsbranchen for at fremelske privatisme og ’diagnoselitteratur’. Men ved at løfte erfaringerne ud over det private erobrer de bedste af 10’ernes forfatterskaber lidelsens position tilbage fra ’diagnosen’ som en krænkelses- og offerposition og bliver på den måde faktisk en ’antidiagnoselitteratur’, mener to speciallæger i psykiatri i dette debatindlæg

Sider

Mest læste

  1. Gennem årene har psykiatrien stillet et hav af diagnoser som svar på, hvad der var galt med mig. Men diagnoserne kan fratage en ansvaret for ens situation, og først da en psykolog spurgte mig, hvad jeg selv tænkte, begyndte jeg at tage ansvar for mit liv, skriver studerende og redaktør Kasper de Miranda i denne kronik
  2. Når man får et barn med en diagnose, føles det, som om pilen peger direkte tilbage på ens egne måske fejlbehæftede gener. Ligger der noget og lurer hos mig eller min kæreste, som aldrig er blevet identificeret, og som vi skulle have tænkt over, før vi fik barn?
  3. Vi har længe behandlet børn og unges ADHD med medicin. Men nyere undersøgelser viser, at medicinen helt eller delvist kan undværes, hvis man sætter ind med helhedsorienterede sociale indsatser i stedet, skriver børnelæge Jens Kruse i dette debatindlæg
  4. Jeg er mig, og det er jeg hele tiden, men med medicinen kan jeg bedre overskue verden. Og så gider jeg ikke høre på snakken om, at alle os med ADHD er stakkels kreative individer, som samfundet med vold og magt og Ritalin tvinger ned i små snævre kasser
  5. Det er den på én gang fint poetiske og usentimentale tone, der gør Fine Gråbøls roman til en læseoplevelse, et sindslidelsens skatkammer
  6. En ny bog om autister og neurodiversitet – forestillingen om, at der ikke findes én normal hjerne, men en mængde snørklede variationer – går som varmt brød i USA. I stedet for at kritisere diagnosesamfundet, skal vi udnytte den mentale mangfoldighed, lyder budskabet
  7. Karen Fastrup skildrer sit psykiske sygdomsforløb med en prisværdig klarhed og et decideret samfundsgavnligt blik for diagnosens begrænsninger
  8. Børn, der spiller computerspil, har det bedre end børn, der aldrig spiller, viser forskning. Måske fordi spilleriet fremmer sund udvikling. Derfor bør vi holde op med at sygeliggøre spilleglæden