Gennem årene har psykiatrien stillet et hav af diagnoser som svar på, hvad der var galt med mig. Men diagnoserne kan fratage en ansvaret for ens situation, og først da en psykolog spurgte mig, hvad jeg selv tænkte, begyndte jeg at tage ansvar for mit liv, skriver studerende og redaktør Kasper de Miranda i denne kronik
Alt for mange lys slukkes hos børn og familier i mødet med den moderne psykiatri, og det skal laves om. For vi bør tro meget mere på, at de børn og unge, som diagnosticeres med psykiske lidelser, i fremtiden kan blive til noget, skriver psykolog Christian Barckmann i dette debatindlæg
En del psykiatriske patienter har fået det værre under coronakrisen, fordi de ikke har kunnet få den nødvendige hjælp eller har holdt sig hjemme. Fraværet af sociale møder kan have været en lettelse for nogle grupper, men situationen har især skadet patienter med svære diagnoser, vurderer fagfolk
Som 14-årig udviklede jeg anoreksi som følge af et overgreb. Ligesom mange andre fik jeg aldrig behandling for mit kerneproblem, men kun mine symptomer. Systemet så ikke, at jeg reagerede normalt på den enorme usynlige byrde, jeg bar på, skriver billedkunstner Kamilla Herskind i dette debatindlæg
Mere end hvert syvende barn under 18 år har en psykiatrisk diagnose. Det skal vi turde tale om og skilte mere med. Det vil bidrage til, at børn og unge føler sig mindre ensomme, og så vil det gøre psykiatriske diagnoser til en naturlig del af hverdagen, skriver lærer Søs Prehn i dette debatindlæg
Diagnoser og psykiatri er blevet en stor del af fortællingen om Sara Merings generation. Hun forsøger at finde en måde, vi kan give sårbarheden plads og form på
Automatreaktionen er ofte at begræde det stigende antal psykiatriske diagnoser. Men flere børn med diagnoser er ikke entydigt negativt, for diagnosen er for mange en nøgle til den hjælp og forståelse, de har brug for, skriver debatredaktør Gry Inger Reiter i dette debatindlæg
Asger Schnack kritiserer forlagsbranchen for at fremelske privatisme og ’diagnoselitteratur’. Men ved at løfte erfaringerne ud over det private erobrer de bedste af 10’ernes forfatterskaber lidelsens position tilbage fra ’diagnosen’ som en krænkelses- og offerposition og bliver på den måde faktisk en ’antidiagnoselitteratur’, mener to speciallæger i psykiatri i dette debatindlæg
Som sendiagnosticeret voksen kan jeg sige, at en diagnose ikke bare er et stempel. Det er en forklaring. En nøgle til at forstå både sig selv og sine omgivelser, som jeg ville ønske, jeg havde fået tidligere, skriver cand.mag. og førtidspensionist Emma Katrine Lyng Svensson i dette debatindlæg
Piger får ofte stillet diagnosen adhd senere end drenge. Og når de lever med ubehandlet adhd, kan det gå hårdt ud over deres sociale liv, uddannelse og selvværd. Der er brug for en større bevidsthed om sygdommens mange facetter, mener eksperter
’Diagnosekulturen’ er ikke en tilbagegang, men fremskridt inden for psykiatrien. Det er et arbejdsredskab. Ikke en identitet. Så i stedet for at diskutere, om vi har en diagnosekultur, bør vi se på diagnoser som et tegn på et samfund i forandring.
Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal unge under 25 forbi en psykiater, før de kan få udskrevet antidepressiv medicin. Men ventetiderne er alt for lange til den fjollede regel – og derfor ender unge med at vente alt for længe på at få hjælp
90 procent af de danskere, der får diagnosen depression, får den hos egen læge på baggrund af et tipunktsspørgeskema. De praktiserende læger er skolet til at finde en sygdom og udskrive medicin imod den – og det er med til at sygeliggøre naturlige reaktioner på livets slag, skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen i denne kronik
Vi har længe behandlet børn og unges ADHD med medicin. Men nyere undersøgelser viser, at medicinen helt eller delvist kan undværes, hvis man sætter ind med helhedsorienterede sociale indsatser i stedet, skriver børnelæge Jens Kruse i dette debatindlæg
Systemet har travlt med at give diagnoser til mennesker i dyb psykisk smerte og udskrive medicin, men det er ikke den bedste hjælp. Vi bør i stedet se psykisk smerte i lyset af det liv, som den lidende har levet og lever – og udvikle et diagnosefrit system, skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen i denne kronik
Jeg er mig, og det er jeg hele tiden, men med medicinen kan jeg bedre overskue verden. Og så gider jeg ikke høre på snakken om, at alle os med ADHD er stakkels kreative individer, som samfundet med vold og magt og Ritalin tvinger ned i små snævre kasser
