Emne

roman

Helena Thau debuterer med en spinkel roman om naturen og kærligheden

’Adrien’ er bedst, når fortællerstemmen ikke forsøger at udlægge det sublime, men nøjes med at sanse

Sproget syrer ud, men ikke på en god måde

Rapperen og digteren Kate Tempest skriver stærkt om sin bydel, South London, men hendes debutroman er et virvar af klodsede metaforer

Et tåget og tragisk ravnesprog

Kristín Ómarsdóttirs roman om en islandsk teenagenarkoman er både anstrengende og dragende

Tiltrængt nyt fra Dostojevskijs Jim Carey-fase

Den veloplagte nyoversættelse af ’Dobbeltgængeren’ minder om, hvor sjovt det er, når Dostojevskij forener to af vestlig litteraturhistories generelle højdepunkter – dobbeltgængermotivet og embedsmandshelten – i en og samme kritisk ulykkelige figur

’Lucie’ er en historie om en kvinde med umådeholdent begær efter ungt mandekød og ud af kroppen-oplevelser

Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman ’Lucie’ er den vildeste bog, denne anmelder har læst, men desværre fiser dommedagsvisionerne ud i et simpelt selvrealiseringsprojekt

Flere forkerte følelser, tak

’Alle de liv’ er tæt på at være en usædvanlig fortælling om venindejalousi og -forelskelse, og hvad man så stiller op, når veninden får mand og børn og bliver dødssyg. Men i sidste ende er romanen ikke modig nok
Anmeldelse

Nikolaj Zeuthens nye roman afslører voksenlivets ydmygelser, så det gør ondt

Det er banalt, når en mand nærmer sig de fyrre og må se i øjnene, at hans ungdom er forbi, og at hans indre talent er begrænset. Alligevel er det det værste af alt, og det udstiller Nikolaj Zeuthens usædvanligt vellykket i sin nye roman

Historien om forudsigelige massakrer

Indonesiens kendteste forfatter, Eka Kurniawan, har skrevet sit lands nyere historie som en spraglet, brutal beretning om hævn og vold. Han udstiller det hele med en lystig sans for det groteske samtidig med, at samfundskritikken er til at tage og føle på, når han med kulsort humor svælger i massakrer og udryddelser

Når angsten suger som svamp i sindet

Vi kommer skam vidt omkring rent miljømæssigt og episk i Michael Enggaards debutroman, og det er næppe sidste gang, vi hører fra den drevne fortællehåndværker

Fiktionen er den bedste måde at aflægge vidnesbyrd på

Nogle af de bedste skildringer af virkeligheden er skrevet som autofiktive romaner, og ikke som dokumentariske beretninger, netop fordi forfatteren i romanformen kan forbinde den personlige skæbne med en større og dermed give den almen gyldighed. Seneste stærke bevis på det er Sara Omars debutroman ’Dødevaskeren’

Sider

Mest læste

  1. ’Hvis vi ikke taler om det’ er, ud over 30 siders vigtig udforskning af en gråzone og en #MeToo-episode, omtrent 330 siders opremsning af læsere, der har grædt til Leonora Christina Skovs bøger
  2. Det er den på én gang fint poetiske og usentimentale tone, der gør Fine Gråbøls roman til en læseoplevelse, et sindslidelsens skatkammer
  3. Gennem kompromisløs forskning beviste den danske zoolog Marie Hammer, at Jordens kontinenter engang har hængt sammen. Nu har Eva Tind skrevet en roman om hende
  4. Amerikanske Hanya Yanagihara skriver posttraumatisk romankunst om det liv, der skal leves efter skaden. I den internationale bestseller ’Et lille liv’ er hun skånselsløst emotionel i sin fortælling om Jude, der som barn blev solgt til sex med mænd af én af de munke, der opfostrede ham. Jude fortjener mere end den kølige distance, der præger amerikansk litteratur lige nu, mener hun
  5. ’Penge på lommen – Scandinavian Star Del 1’ er Asta Olivia Nordenhofs debutroman. Det er en historisk roman om de seneste 80 års danske samfund. Forhåbentlig går der ikke syv år, før hun beriger dansk litteratur med endnu en bog
  6. ’En anden gren’ er en stofmættet og atmosfærefyldt roman om forfatterens kinesiske oldefar og hans danske kærlighed Ingeborg
  7. Budskabet står bøjet i neon i Hanne-Vibeke Holsts koldsindige skrækvision af Den Spanske Syge 2.0. Romanen er velkomponeret og grundigt researchet med foden på speederen og begge hænder på rattet
  8. Kristian Bang Foss’ fjerde roman, ’Frank vender hjem’, er hans hidtil mest forsonlige udstilling af arme fjolser og det besvær, de har med at finde deres plads i verden. Syv år har den været undervejs, og her fortæller han om, hvordan interessen for klasser, længslen mod naturen har præget romanen