I 2018 kommer sorgdiagnosen. Vil det omsider give mennesker i sorg et frirum til at sørge i fred? Eller vil det tværtimod opstille nye krav om, hvordan man sørger rigtigt? Bliver sorg noget, vi skal leve op til? Og hvad med dem, der sørger for lidt?
Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver danske forfattere hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorfor
To tendenser tegner sig blandt de indstillede værker til Montanas Litteraturpris: en idiosynkratisk omgang med essayformen og en optagethed af det nære og intime i fiktionen. Og så er der Lone Aburas’ agitprop, der stikker helt af genremæssigt
Sorg er blevet noget, vi taler om. Stadig flere sorggrupper opstår, ligesom bøger og teater debatterer sorg. Men det betyder samtidig, at der opstår nye normer for, hvordan man sørger passende, sundt og naturligt
Sorg som en diagnose klinger mærkeligt. Hvad tror man om livet? Måske en diagnose kan være en hjælp til den enkelte, men hvad betyder det for en kultur at udsende et signal om, at fundamentale livsvilkår kan gå over ved den rette hjælp?
Hvert år efterlader dødsfald 200.000 pårørende danskere i sorg. Selv om sorgen aldrig forsvinder, ebber den for langt de fleste ud til et niveau, som de kan rumme. Men hver tiende efterladte rammes af såkaldt kompliceret sorg, som er vedvarende og invaliderende.
Da Isabell Schultz’ mor døde, ramlede hendes verden sammen. Sorgen aftog ikke, men blev til det, som kaldes kompliceret sorg. Det havde omgivelserne svært ved at håndtere og forstå. Først da Isabell Schulz oplevede genkendelse og forståelse i en sorggruppe, rejste hun sig igen
Sorg er et menneskeligt grundvilkår. Men omkring 20.000 danskere rammes årligt af kompliceret sorg, som er vedvarende og invaliderende. De mangler et sted at gå hen, både i sundhedssystemet og i omgangskredsen. Det vil det nyåbnede Nationale Sorgcenter gøre op med
For et barn er det ufatteligt og ubærligt, at se et andet barn miste sin mor. Og jeg sørgede over Maries døde mor, men altid på sikker afstand. Jeg skulle ikke risikere at arve hendes sorg
Ægte mord er ikke underholdning. Vi bør slukke for podcasts, film og tv-serier med groteske detaljer om andre menneskers største sorg og få stillet lysten til at gyse med fiktion i stedet, skriver journalist Andrea Dragsdahl i dette debatindlæg
Mange pårørende til personer med demens lider af såkaldt ventesorg, som rammer, længe før den demente dør. Lykke Kjærside på 29 år har netop mistet sin demente far efter et sygdomsforløb på 15 år. For hende var omverdenens manglende forståelse for ventesorgen noget af det sværeste ved forløbet
Psykisk sundhed er betinget af psykologiske, biologiske og sociale faktorer. Når psykiske diagnoser fejlagtigt klassificeres som sygdom, kan det få alvorlige sundhedsmæssige, eksistentielle og samfundsøkonomiske konsekvenser
Da jeg mistede min far mødte mine omgivelser mig med tavshed eller med bemærkninger om, at forældres død er noget, man bare må acceptere. Imens skreg mit sind om lov at græde og sørge, skriver Silvana Mouazan i dette debatindlæg
Når jeg debatterer døden og sorgen over den med danskere, står ét klart: Ingen kan forestille sig, at de selv skal dø. Jeg kender det fra mig selv. Selv da lægerne fastslog, at min søn var uden chance for at overleve sin kræftsygdom, ledte jeg på højtryk efter en kur i stedet for at koncentrere mig om et roligt farvel
Jonas og Ina Froberg valgte at afbryde graviditeten i 23. uge, fordi den datter, de ventede, havde en alvorlig sygdom. Fødslen blev både en smuk og sørgelig begivenhed for både familien og den jordemoder, der fulgte dem hele vejen. Men valget gør stadig ondt
Det bedste ved Amalie Langballes debutroman ’forsvindingsnumre’ er det, der står uden for fortællingen: de rene og stærke beskrivelser af sorg. Magtesløsheden, den dårlig samvittighed, det tærende savn og vreden
I 2018 kommer sorgdiagnosen. Vil det omsider give mennesker i sorg et frirum til at sørge i fred? Eller vil det tværtimod opstille nye krav om, hvordan man sørger rigtigt? Bliver sorg noget, vi skal leve op til? Og hvad med dem, der sørger for lidt?
