Emne

teater

Må man skrige i teatret? Må man ryge? nej, nej, nej, det må du ikke

Rokokorobotter gør publikum til hovedpersonerne i Jesper Justs nye performance-værk, hvor skrig, skrål, røg og flirt overskrider de vante normer for opførsel i teaterrummet

»Kan man overhovedet blive valgt ind i Folketinget, hvis man er på Pornhub med en sexvideo?«

Der var potentiale for en interessant dobbeltkontrakt, metalag og politisk kant i skuespiller og folketingskandidat for Alternativet Christian Gade Bjerrums soloperformance ’Folketingskandidaten’ på Teater Katapult i Aarhus. Men i stedet bliver det gennemgående pubertært og uprofessionelt med manglende fokus og det discountklingende slogan »Hvem kan? Folket kan!«

’En forestilling om kærlighed’ på Aveny-T fletter fiktion, fantasi og virkelighed sindrigt sammen

Ny amerikansk dramatik vil fucke med din forestilling om en forestilling om kærlighed

Sort Samvittigheds magi er flygtig og forvirrende i deres længe ventede ’I et forhold’

Sort Samvittigheds tredje forestilling taler med mange tunger om den magi, der både opstår og foregår i parforholdet. Men måske er kærlighedens bittersøde væsen for lille en pointe til at løfte teaterkollektivets magi

Fuld smæk på farverne i ny opsætning af Soyas ’Parasitterne’

Soyas satire, der var knivskarp, da den blev skrevet i 1926, får en noget blødere klang anno 2019. Alligevel formår instruktør Sargun Oshana – ikke mindst i samspillet med David Gehrts fantasifulde scenografi – at skabe en ret underholdende forestilling om mennesker, der ligner nogen, vi også kender i dag

Det giver god mening at teaterfortolke ’Frit flet’ frit – men ikke når man gør det så løst

Man kan opfatte tidens mange teaterversioneringer af bøger, film og tv-serier som udtryk for manglende nytænkning på bekostning af ny dramatik. Men det kan sagtens være nytænkende at hente inspiration fra andre fortælleformer – ikke mindst når forlægget er den viltre, originale fællesbog ’Frit flet’. Desværre er Sort/Hvid og Mungo Park Koldings versionering fladt fortolket og uklar

Schopenhauer var Svend Brinkmann 150 år før Svend Brinkmann – bare bedre

Lyseslukkerfilosoffen Schopenhauers saliggørende sortsynede livsvisdom fungerer fornemt som feel-good-feel-bad-teater på Betty Nansen Teatrets Edison-scene

Valgårets politiske teater lægger ud med vrængende karikaturer med Odense Teaters ’Død over eliten‘

At 2019 er valgår, mærkes også i teatersalene. På Odense Teater har dramatiker Thomas Markmann erklæret død over eliten med sin nye forestilling om det danske, politiske landskab. Men den fiktive, livetransmitterede valgdebat mellem to statsministerkandidater mangler fokus

Der mangler noget Line Knutzon i Mungo Parks opsætning af ’Camille Clouds brevkasse’

Mungo Parks teaterversion af ’Camille Clouds brevkasse’ hylder Line Knutzons successatire på tidens selvtilstrækkelige selvhjælpsånd og har sine morsomme momenter. Men et rigtigt skarpt spin-off er stykket ikke. Det kunne også have heddet ’Mens vi venter på Camille Cloud’

På Momentum er Océanes selvmord et udtryk for den europæiske ungdoms mismod

Med forestillingen ’16:29’, der henviser til det klokkeslæt, hvor den 18-årige Océana sprang ud foran et tog med mere end tusind seere som vidner, afslutter instruktør Anna Malzer sin trilogi om Neo-Europa. En fin afrunding af hendes år som kunstnerisk leder på teater Momentum i Odense, hvor hun med vekslende held har omskabt det dokumentariske til teaterfiktion

Sider

Mest læste

  1. Kasper Holtens første iscenesættelse som ny chef på Det Kongelige Teater er en sympatisk storladen kærlighedserklæring til den klassiske kunst og et sympatisk ambitiøst skuestykke, der forener alle teatrets kræfter og forsøger at gøre det fine lidt mere folkeligt. Men det føles mest som et manifest for et imponerende teater uden så meget at sige
  2. Vi har over 150 teatre i Danmark, og der spillede endnu flere forestillinger på dem i året, der gik. Hvad var det bedste? Hvad er godt teater overhovedet? Er det forestillingerne, der rører os eller overrasker os, udfordrer os eller gør os klogere? Informations teateranmeldere har udvalgt ti små og store teaterstykker fra 2018, som de ikke glemmer foreløbig – for deres helt forskellige kvaliteter
  3. Det står hen i det uvisse, om den verdensberømte catalanske instruktør og scenograf Carlus Padrissas bombastiske og supersanselige, men også sært skramlede iscenesættelse af Johannes V. Jensens romanklassiker ’Kongens fald’ er fuldstændig forfærdelig eller faktisk helt genial. Det er en stor og mærkelig kvalitet
  4. Syv unavngivne unge dramatikere har været lukket inde i en pornobiograf i en uge og forfattet Teater Momentums forestilling ’Porno’. I stedet for at sætte skub i en aktuel samfundsdebat, fremstår teaterstykket desværre som et erotisk julefrokostshow uden pointer
  5. Lyseslukkerfilosoffen Schopenhauers saliggørende sortsynede livsvisdom fungerer fornemt som feel-good-feel-bad-teater på Betty Nansen Teatrets Edison-scene
  6. Hun skal revolutionere scenekunsten på Betty Nansen Teatret. Han skal sælge 100.000 flere billetter på Det Kongelige Teater. Nogenlunde sådan lyder forventningerne til de to nye bosser i dansk teaterliv, Elisa Kragerup og Kasper Holten, der vil genindføre stoltheden og selvværdet i en branche, der efter flere års sparerunder og rituel brok har tabt lidt af troen på sig selv
  7. Med forestillingen ’16:29’, der henviser til det klokkeslæt, hvor den 18-årige Océana sprang ud foran et tog med mere end tusind seere som vidner, afslutter instruktør Anna Malzer sin trilogi om Neo-Europa. En fin afrunding af hendes år som kunstnerisk leder på teater Momentum i Odense, hvor hun med vekslende held har omskabt det dokumentariske til teaterfiktion
  8. Genren kernefamiliekritisk nedsmeltningskomedie er sjældent sjov i Minna Johannessons veloplagte version af Tennessee Williams’ ’Kat på et varmt bliktag’, der også på passende vis afrunder Betty Nansen Teatrets nye chef Elisa Kragerups fine første sæson med teater om kampe for frihed i køn og kærlighed