Emne

velfærdssamfundet

Der er altså ingen, der jager mig

Det hjælper ikke på samfundets syn på arbejdsløse, når akademikere i offerrollen fremstiller den skandinaviske velfærdsstat som en glubsk, neoliberal helvedeshund

Mens sparekniven svinges, sidder syge børn i kø

Der sidder nogle regnedrenge et sted langt væk fra hospitalerne og fantaserer om, at alt kan accelereres. For min søn og uendeligt mange andre er resultatet det modsatte: Vi venter og venter, mens personalet på børneafdelingen undskylder og undskylder

Angstens ansigt

Eksemplet med de angstplagede børn illustrerer, at nogle penge kan være for dyrt sparede

Et højdepunkt

Vejen frem er ikke skattelettelser, men et velargumenteret forsvar for at skatterne stiger

Spædbørn er velfærdsstatens oversete redning

Mens regeringen betoner behovet for nye arbejdsmarkedsreformer, der skal finansiere fremtidens velfærdsstat, anbefaler eksperter nu at rette blikket et andet sted hen. I stedet for at hæve pensionsalderen og stramme nettet om de arbejdsløse kunne politikerne fokusere på at øge fertiliteten og dermed fremtidens arbejdsstyrke

’Er I ikke glade nu?’, spurgte sagsbehandleren

Odense Kommune synes at have glemt min parkinsonramte veninde og hendes psykisk syge søn. Nu er de så udbrændte, at de ofte ikke kan forlade hjemmet i dagevis. ’Drengen har brug for massiv daglig støtte’, skrev psykiatrien – og lukkede døren bag sig

Industrisamfundets tankegang modarbejder det moderne arbejdsliv

Selv om antallet af løsarbejdere stiger, anerkender arbejdsmarkedets institutioner, velfærdsstaten og samfundsnormerne fortsat kun industrisamfundets lønarbejde som rigtigt arbejde. Det bremser innovation og virkelyst

Farvel til socialdemokratismen

Det socialdemokratiske er ikke en ideologi, og det er heller ikke længere en folkebevægelse. Men hvad er det så? Historikeren Claus Bryld giver et bud

Det Danmark, vi kender, er ikke et teknokrati

Når man spørger danskerne om deres værdier og holdninger, tegner der sig et meget klart billede, som slet ikke stemmer overens med det Danmark, politikerne og teknokraterne fremmer. Så måske er teknokratiet og nødvendighedens politik den største trussel mod det Danmark, vi kender?

Nødvendig debat om lediges joblyst

Vi skal ikke mistænkeliggøre og drive heksejagt på alle ledige. Men vi skal se på det mindretal, der egentlig ikke ønsker at arbejde

Sider

Mest læste

  1. I økonomisk politik er man enige om, at velfærdssystemet er baseret på skatter og afgifter. Men sådan behøver det ikke være. Staten kan godt vælge at skabe penge til for eksempel at finansiere forståelsespapiret, skriver tidligere finansiel rådgiver Ivan Breinholt Leth i dette debatindlæg
  2. Mette Frederiksens første åbningstale afslørede, hvad der bliver hendes grundproblem som statsminister: At tale til de udsatte ældre og de alarmerede unge på samme tid. At skabe en virkelig rød og grøn kontrakt for det 21. århundredes velfærdsstat
  3. Da jeg gik ned med stress, regnede jeg med, at det kommunale jobcenter, ville hjælpe mig med at finde vejen tilbage til mit arbejde. Men jeg tog fejl. Systemet knækkede mig endnu mere
  4. Højrefløjen tegner et billede af et samfund delt skarpt op mellem to statiske grupper: ydere og nydere. Men virkeligheden er, at vi alle skifter mellem de to grupper gennem livet, og derfor har ingen gavn af dårlige vilkår for ’nyderne’, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg
  5. De uønskede kroppe må blive ved med at insistere på at blive hørt, set og forstået, ellers forbliver omverdenens uvidenhed og fordømmelse intakt. Så selv, når vores værdighed kastreres med en sløv fjerkræsaks, skal vi kæmpe. Vi har ikke noget andet valg
  6. I et samfund, hvor vi i højere og højere grad snakker om mennesker med udgangspunkt i, hvorvidt de kan betale sig økonomisk eller ej, taber alle de kroppe, der ikke kan betale sig økonomisk. Min er en af de kroppe
  7. Mine egne erfaringer som sygedagpengemodtager har overbevist mig om, at hvis vi skal bevare solidariteten og tilliden til velfærdssystemet, skal systemet vise os tillid
  8. Intet menneske er en ø. Vi er kun noget i kraft af hinanden, og derfor har vi ansvar for hinanden. Den enkelte er hverken sin egen lykkes eller ulykkes smed. Derfor bør det igen være muligt at sige ’Det er samfundets skyld’ uden at få at vide, at man bare skal tænke positivt og tage ja-hatten på