Emne

velfærdsstat

De skriver fra det trætte, ømme, uperfekte liv i skyggen af en fjern velfærdsstat

De helt unge forfattere fokuserer på sociale og hverdagslige relationer, de deler de lidt ældres skeptiske fremstilling af velfærdsstaten, men ser samtidig helt nye muligheder i litteraturens autoritet. Deres skepsis får en ny form og insisterer på et liv hinsides de officielt sanktionerede forestillinger om det gode liv

Velfærd på krykker

Nogle af de vigtigste romaner fra 00’erne undersøger funktionsnedsatte borgeres skæbne i velfærdsstaten. Det lader dem udtrykke en helt særlig velfærdsskepsis, og alle bøgerne er skeptiske over for velfærdsstatens såkaldte progressive humanisme. Andet essay af Tue Andersen Nexø om litteraturens mellemværende med velfærdsstaten

Jeg må afvise min søn for at holde sammen på mit liv

Før velfærdsstaten måtte familien selv tage sig af af sine syge medlemmer. Som mor til en psykisk syg har jeg følelsen af, at det stadig er sådan. Jeg magter bare ikke opgaven

Jeg skylder min plejefamilie alt, og systemet ingenting

Kommunens sagsbehandlere har altid gjort, hvad de kunne, for at minde mig om, at jeg ikke helt hører til noget sted. At jeg bare er et plejebarn i systemet og ikke rigtig en person. De har formynderisk blandet sig i småting og bedrevidende ladet hånt om mine væsentlige behov

Offentligt ansatte mangler respekt for deres ledere

Jeg oplever ikke, at jeg som løst ansat – i praksis – har nogen rettigheder, fordi jeg konstant skal bevise mit værd og præstere optimalt i håbet om, at denne, min tredje korttidsansættelse i gymnasiet, kan byttes ud med en fast stilling. Derfor har jeg ingen sygedage, og derfor klager jeg ikke over mængden af arbejdsopgaver i min portefølje.

Vil de offentligt ansatte skade velfærdsstaten, skal de holde kæft

Forbedringer i den offentlige sektor opnås ikke uden faglig indsigt. Derfor er kvalitet og produktivitet faldet, efterhånden som generalister har indtaget hjørnekontorerne. Hvis de offentligt ansatte vil velfærdsstaten det godt, er det tid til et nødvendigt opgør med en ledelsestænkning, der har nået sin grænse

Offentligt ansatte, kæmp, råb op!

Det er sympatisk, men ikke nok, når Svend Brinkmann vil tale om værdier. De offentligt ansatte skal råbe op og kæmpe politisk, hvis de ikke bare vil uddanne og optimere fremtidens konkurrence-statssoldater, siger DPU-lektor og debattør Steen Nepper Larsen

Svend Brinkmann i fællesskabets tjeneste

Med sin bestseller gav Svend Brinkmann især de offentligt ansatte en ventil til at lette trykket for nogle frustrationer i forhold til politiske reformer. Men de offentligt ansatte er ikke kun ofre.

Privilegerede offentligt ansatte indser ikke, hvor meget de kan skade velfærdsstaten

Beklagelserne fra den offentlige sektors fagprofessionelle og deres organisationer vil ingen ende tage. ’Se hvor dårligt det går, se hvordan medarbejderne mistrives, og borgerne bliver brutalt behandlet,’ klager de. De færreste indser, at ansvarsforflygtigelsen og modstanden mod ledelse undergraver velfærdsstatens fremtid

Man kan ikke længere leve af at give kærlighed

Familien Blom Christensen har været gårdsangere i tre generationer. Farfar Adolf nød friheden ved det omrejsende liv i første halvdel af 1900-tallet. Far Herman endte som en af velfærdsstatens utilpassede i et socialt boligbyggeri i 1980’erne. Sønnen Sonni passer sit skånejob i et samfund, der ikke længere har plads til skæve eksistenser. Velfærdsstigningen har kostet dyrt på frihedskontoen

Sider

Mest læste

  1. Allerede før de berømte statslige reformer vandt frem i 1930’erne, begyndte de store byer at eksperimentere med frokostordninger for skolebørn og ældrepleje. Velfærdsstaten er ikke et eksklusivt statsligt projekt, og de udfordringer, vi nu står over for, vil i høj grad skulle imødegås i byerne, skriver lektor i historie Mikkel Thelle i dette debatindlæg
  2. Kan den danske velfærdsstat overleve i en globaliseret verden? Nordiske forskere advarer i en ny rapport om, at grænseoverskridende kapitalisme og arbejdsmigration udfordrer den danske samfundsmodel
  3. De omkostninger, der er forbundet med indvandrere og flygtninge, truer ikke finansieringen af velfærdsstaten, vurderer eksperter. Men det kan svække befolkningens opbakning til velfærdsmodellen, hvis uligheden stiger, og opfattelsen af, at en bestemt gruppe ikke bidrager, spreder sig
  4. Søndag fejrer vi i København, at det er 100 år siden, at kvinder fik kommunal valgret. Men trods 100 års medborgerskab er kvinder stadig underrepræsenteret på alle magtens tinder - det er på tide at skubbe den demokratiske udvikling videre!
  5. Hvorfor skal en borger på overførselsindkomst stå skoleret over for den ene jobkonsulent efter den anden, når vi ved, at der kommer flere i arbejde, hvis vi sikrer en høj økonomisk vækst?
  6. Mennesket har en frygt for fortabelse, der findes uafhængigt af et stærkt velfærdssamfund. Tabet af tradition og længslen efter mening kan ikke udfyldes af venstrefløjens materialistiske velfærdsdyrkelse. Det skriver Sørine Gotfredsen i kronikserien om, hvad de blå er vrede over
  7. 81-årige Ellen Rohde sagde stop for livsforlængende behandling mod kræft, og brugte i stedet sine sidste måneder på at tage afsked med livet. Vi fulgte hende i ventetiden hen imod døden
  8. Tiden efter velfærdsstaten er karakteriseret ved, at vækst i stigende grad er blevet selvstændiggjort som indiskutabelt mål for statens virke på alle leder og kanter