Vi orker ikke svagheden i os selv, så vi holder fast i fortællingen om, at vi er stærke, også når vi ikke er det. At vi er hårde kvinder. Kvinder som Birthe og Pia, der deler tudekiks ud og håner ofre for den hyggesexisme, som de selv har måttet æde, til de vænnede sig til smagen. Man vil jo gerne være med i hulen, ikke?