Fotobloggen Billeder af stort format

Billeder fra et misbrugsliv

Henrik Svale Andersen var 37 år og hjemløs, da fotografen Martin Lehmann begyndte at tage billeder af ham for ti år siden efter de tilfældeligt havde mødt hinanden. Med tiden blev det klart for fotografen, at stoffer var en stor del af Henrik Svale Andersens liv. Men han opdagede også, at Svale, som bogen om ham kom til at hedde, havde en historie, der på mange måder minder om mere almindeliges menneskers historier. Blot med den forskel, at Svales op- og nedture var større og voldsommere. Teksten er skrevet af Martin Lehmenn

"Hos escortpigen Nadia spiste vi pizza. Kunderne ringede ofte til hende efter at have læst hendes annoncer i Ekstra Bladet. I pauserne mellem kunderne slappede I af og tog heroin og kokain. Dope og coke, som det hedder i jeres verden." Foto: Martin Lehmann

"Jeg så jeres forhold som et gensidigt tryghedsforhold, og det har du også senere fortalt mig, at det var. I havde brug for hinanden." Foto: Martin Lehmann

"Du var forelsket. Jeg kunne mærke det på dig med det samme. En sommeraften mødte du gadesygeplejersken Charlotte, der arbejdede med stofmisbrugere. Du havde set hende nogle gange før, når hun passede sit sygeplejejob på gaden. Men denne aften var mødet et andet, og pludselig erklærede hun sin kærlighed til dig. En uge efter jeres møde ringede du og inviterede mig op i en stor syv-værelses lejlighed på Østerbro." Foto: Martin Lehmann

"Du var flyttet ind hos Charlotte og hendes to børn - i den store lejlighed, hvor også den lille hund Bilbo hurtigt blev føjet til din nye familie." Foto: Martin Lehmann

"Din datter skulle konfirmeres. Du var meget stolt den dag. Stolt af at have så flot en datter og af at have en familie." Foto: Martin Lehmann

"Til sidst var det kun et spørgsmål om tid, før du måtte flytte fra Charlotte. Jeg havde kunnet mærke et stykke tid, at jeres forhold ikke gik godt." Foto: Martin Lehmann

"Du boede en kort periode hos mig og var hos Charlotte i weekenderne, men forholdet til hende ebbede efterhånden helt ud, og så blev herberget i Hillerødgade igen dit hjem." Foto: Martin Lehmann

"Du ringede til mig og var ked af det. Normalt hørte jeg ikke fra dig, når det gik dårligt, så jeg vidste, at den var gal. Kort efter blev du indlagt - med stafylokokker på hjerteklapperne." Foto: Martin Lehmann

Tænder trukket ud før operation. Foto: Martin Lehmann

Foto: Martin Lehmann

Tilbage på gaden. Foto: Martin Lehmann

Foto: Martin Lehmann

"Der var meget stille, da jeg besøgte dig med din datter på plejekollektivet Sundholm, hvor du havde fået plads. Nu var du fri for at bo på gaden. Du kalder stadig plejekollektivet for 'den sidste station' - alligevel snakker du om at komme et andet sted hen, få din egen lejlighed. Om at komme videre ..." Foto: Martin Lehmann

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg havde so ikke psyken til tage stoffer, som de sagde dem der begyndte po stofferne, nogle lever so som behandler idag enkelte lever forsat med deres stofmisbrug, andre dode af deres stof misbrug.

Personligt siger stoffer mig intet idag og fortrakker et enkelt liv med et spil skak eller bordtennis, selvom om ikke for so meget opmarksomhed af kvinderne ved at dyrke de positive interesser og man ikke er verdensmester.

Mvh Claes Pedersen Metro Manila Philippinerne

www.123hjemmeside.dk/claes

Inger Sundsvald

Ja, selv døden kan være smuk, hvis man tager de rette æstetiske briller på og indstiller linsen og lyset på rette måde. Alt kan romantiseres, og det er måske fejlen, når lidelse bliver gjort til kunst. Duften mangler dog.

Det har du ret i Inger - men jeg tænkte mest på kærligheden - han elsker den datter.

Jeg kom af en eller anden grund til at tænke på Dan Turell, da jeg så disse intense fotos.

Inger

Jeg tænker på, at jeg har nemt ved at forholde mig til billederne, (også med lugt) - det er jo i sådanne miljøer jeg har arbejdet.
Og det viser jo hans liv som det har formet sig, og den undergangsstemning der er i hans liv har han taget på sig - men han er stadig i stand til at elske sin datter.

Inger Sundsvald

Niels Mosbak

Det vidste jeg jo nok. - Du kan både lugte og føle ved at se et billede.

Men jeg må indrømme, at jeg er dødtræt af alle de billeder der kan gøre billedet af et 12-? uger gammelt aborteret foster til et kunstnerisk projekt.

Lidelsen, for alle parter, bliver gjort til noget der kan tjenes penge på. Intet er fritaget fra merkantile hensyn, og Dan Turell var ingen undtagelse. Han vidste hvad det drejede sig om.

Men når der er mennesker som dig tilbage i verden, der ligefrem kan lugte, føle og elske, så kan man jo kun beklage at der ikke er flere af din slags.

Verden ville jo have set noget anderledes ud, hvis gode gamle Broby-Johansens tanker om følelsernes nødvendighed for at undgå verdens brutalisering havde været bare en smule mere fremherskende.

Sådan skulle det ikke gå. Men det virkelig tragiske er, at mennesker åbenbart skal have prøvet tingene selv, for at kunne sætte sig ind i hvad andre mennesker føler, tænker eller lider. Her hjælper det ikke med æstetiske billeder. De er kun for de få, der har lugtesansen i behold.

Inger

Det er jo en form for danske "Jacob Holdt" billeder af en af de allernederste i samfundet, en som de fleste ikke møder, og hvis de møder ham, forsøger de at ignorere ham som et "forstyrrende" element, en misbruger. En udstødt.

Billedet hvor han kigger ud over Søerne, er monumental ensomhed midt i en millionby.

Men vi ser forbi dem når vi møder dem. Derfor tror jeg egentlig det er godt at de bliver visualiserede på denne måde.

Inger Sundsvald

Niels Mosbak

Det tror jeg også, men jeg tror også at visualiseringen stadigvæk er for de ”indviede”, der forstår at afkode æstetikken og se forfaldet, ensomheden og tragedien. Jeg har aldrig selv set billeder af Jacob Holdt uden samtidig at få en forklaring, heldigvis lidt mere end en billedtekst.

Til disse billeder er der også en slags forklarende billedtekst, men den får mig helt op på dupperne. I virkeligheden er det teksterne der ødelægger det hele, for de er da platte:

"Du ringede til mig og var ked af det. Normalt hørte jeg ikke fra dig, når det gik dårligt, så jeg vidste, at den var gal. Kort efter blev du indlagt - med stafylokokker på hjerteklapperne."

Teksterne er i klasse med de billeder af mishandlede dyr og tekster jeg får smidt i synet, hvis jeg ser nyheder eller går ind på tekst-tv - i realismens navn.

Jeg er utilfreds over alt det jeg uforvarende bliver forurenet med af ligegyldigheder. Her nogle billedtekster jeg godt kunne have været foruden, og i særdeleshed teksten under den ensomme skikkelse ved vandet.

Mikkel Bang Jørgensen

Jeg har kendt Svale for år tilbage. Portrætterne af ham er både ærlige og respektfulde. Jeg kan sagtens genkende den Svale jeg kendte.
Jeg havde altid den største respekt for ham fordi han var og er, et menneske med stor integritet. Man kan simpelthen ikke lade være med at holde af ham.
Jeg ønsker ham alt godt fremover - og håber at hans dæmoner slipper ham.

Det var da extremt mange ting der støder dig her Inger.
Faktisk så mange at det støder mig at det støder dig.
Det der støder dig er det visuelt flotte og teksterne, samt en generel retning hvor smerte, ensomhed og grusomhed bliver fremstillet visuelt flot.
Jeg tror du ser det gennem en forkert optik.
Fotografen prøver at få det frem han ser og oplever gennem billedmanipulation. At vidreformidle følelser.
At du så synes det er smukt kunne jo være trikket af en forvrængning forårsaget af for meget analyse.
Lad dem i stedet ramme dit sind som en flod af lys og lad dit sind udkrystalisere indtrykket uden filter. De har en historie.

Jeg ser smerten og ensomheden. Depresionen og håbet.

Meget meget flotte billeder der ætser sig ind i mit sind.

Om Fotobloggen RSS

Fotobloggen er et forum for dansk og international kunst- og dokumentarfotografi. Udkommer ugentligt.