Fotobloggen Billeder af stort format

Indianske billeder

Få har været ignoreret så længe som de oprindelige amerikanere, udtalte USA’s præsident Barack Obama for nylig. På en netop afholdt konference i Det Hvide Hus, der skal føre til bedre forhold for indianerne, var den danske fotograf Mathias Christensens billeddokumentation fra en af USA’s fattigste kommuner, reservatet Crow Creek, på programmet

Crow Creek blev oprettet i 1863 som en slags koncentrationslejr midt på prærien for de sidste overlevende indianere, primært kvinder og børn. I løbet af de første par år omkom flere hundrede af sult og sygdom på grund af mangel på forsyninger fra regeringen. Foto: Mathias Christensen

Lynette Walking Eagle på 38 sidder med sin 19-årige datters ene barn på armen. Lynette er arbejdsløs alenemor og bor med sine tre teenagedøtre og deres tre børn. Døtrene er også uden mand, arbejde eller skolegang. Foto: Mathias Christensen

Colen Pomani trøster sin eksmand Glen Pomani, som sørger over sin ven der tog livet af sig selv for godt et år siden. Colen og Glen er begge arbejdsløse og mødes hver dag for at drikke smerten væk med sine venner i ”junglen”, hvor de kan sidde i ly for solen og politiet. Børnene undgår de helst at tale om. Foto: Mathias Christensen

Fort Thompson. Foto: Mathias Christensen

Marlin Big Eagles på sit værelse, går på gymnasiet i naboenbyen Chamberlain uden for reservatet. Knap 50% af reservatets cirka 2500 beboere er under 18 år. Foto: Mathias Christensen

Glen Pomani i hjemmet hos sin syge mor. Reservatet er i mangel på ca. 450 huse, hvis hver familie skal have sit eget hjem. I mange huse bor 2-3 familier under samme tag. Foto: Mathias Christensen

Trøst. Foto: Mathias Christensen

Foto: Mathias Christensen

Foto: Mathias Christensen

Barneværelse. Som de fleste andre reservater i USA kæmper Crow Creek Reservatet også med overgreb og vold internt i hjemmet. Et medlem af reservatets byråd vurderer at 75% procent af alle hjem har en eller flere alkoholikere boende. Foto: Mathias Christensen

Fort Thompson. Depression og frustration ligger som en dyne henover byen. Foto: Mathias Christensen

Fort Thompson. Depression og frustration ligger som en dyne henover byen. Foto: Mathias Christensen

Foto: Mathias Christensen

En familie spiser i reservatets Lode Star Casino, der kun lige løber rundt når udgifterne er betalt. Foto: Mathias Christensen

Glen Pomani en formiddag på parkeringspladsen til byens eneste supermarked. I baggrunden ses reservatets Lode Star Casino. Foto: Mathias Christensen

Et par kilometer uden for hovedbyen Fort Thompson, ligger ”North Shore”, reservatets eneste bar. Foto: Mathias Christensen

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"En familie spiser i reservatets Lode Star Casino, der kun lige løber rundt når udgifterne er betalt."

Sådan er det når alle traditioner bliver kastet over bord og nu sidder indianerne nu til dags mere eller mindre ufrivilligt og mæsker sig under de kapitalistiske spænder

Super billede med "de gamle dage" i baggrunden.

Jo vi har også et reservat her i byen, megen brug af alkohol og narkotika, men vi arbejder på det. Jeg sidder og læser en bog, Wounded Warriors, som netop omhandler det, og alt hvad der ledte op til det. Det er godt nok næsten ufatteligt, hvad de har måttet gå igennem, helt op indtil i halvtredsernes kostskoler for børn der blev taget bort fra hjemmet til genopdragelse. Det er sgu ikke så sært mange er endt hvor de er. Men der arbejdes meget på at genetablere deres egen kultur, og tingene ændrer sig trods alt lidt efter lidt.
Jeg prøver at lære om det.
Det er slemt nok, hvad der er blevet gjort ved grønland, men det her var hundrede gange værre.

Tak for de hjerteskærende billeder. En nødvendig påmindelse om den værste skamplet i USA's historie. Ubærligt at et folk med så stolte traditioner har mistet sin værdighed.

"Bury my heart at Wounded Knee" af Dee Brown,
er en klassiker. Det er grum læsning. Med indianernes egne ord berettes historien fra 1860-
1890. Meget langt fra Hollywoods version, som vel
næsten er den samme som den officielle.
Obama er 150 år for sent ude, og jeg tvivler på,
at indianerne får bedre forhold. Men man har da lov at håbe..............
Men tak for de dybt deprimerende billeder.

Dee Browns bog ”Begrav mit hjerte ved Wounded Knee” er rigtignok et godt sted, at begynde hvis man vil forstå hvad der overgik Amerikas oprindelige befolkning. Dee Browns forsøger, at beskrive erobringen af Amerika set med indianernes øjne og det lykkes godt, men han er ikke selv indianer. I dag findes der masser af bøger skrevet, af indianerne selv om deres skæbne, og om de nuværende levevilkår. En af de bedste er Vine Deloria som har udgivet en lang række bøger. Hans kendteste ”Custer Died for Your Sins”, findes muligvis på dansk, i hver fald på svensk. Den indianske antropolog Ward Churchill har redigeret 2. antologier hvor alle bidrag er skrevet af nord amerikanske indianer: ”Critical Issues in Native North Amerika” 1 & 2. IWGIA.

..............Der kan mare se, jeg troede egenlig, at han
var indianer ( måske p.g.a. navnet ),
Tak for de nye spor, jeg må forbi en boghandel,
el. et bibliotek.
IWGIA bør også roses, for deres vedholdende arbejde, for verdens oprindelige folkeslag.

Men vi har selv i Danmark mange Grondlander der har en svar tilvarelse med masive misbrugs problemer.

Som ikke har meget opmarksomhed og moske vi i Danmark skulle gore en storre indsats for dem og hjalpe dem med uddannelse og undrvisning og motion, so de bliver bedre integreret i det danske samfund.

Samt nor vi taler om overgreb imod den indianske befolkning, skal vi ikke glemme det var os/udvandre fra Europa der fortog de overgreb.

Og ikke at glemme vores egen behandling af den samiske befolkning, som er en skamplet over alle i den danske historie.

Mvh Claes Pedersen Metro Manila Philippinerne
www.123hjemmeside.dk/claes