Fotobloggen Billeder af stort format

Klip fra 65 års Information

I anledning af dagens fødselsdag har Fotobloggen været en tur i arkivet og fundet nogle mindeværdige forsider og andre kuriøsiteter fra 65 års avishistorie. Stor tak til Jørn Kring, som har bistået med råd og vejledning - samt en enkelt ankedote eller to - i forbindelse med udvælgelsen af disse sider

Den første udgave af Dagbladet Information, lørdag den 5. maj 1945. Information var udkommet illegalt under krigen, men var nu en rigtig avis. Arkivets indbundne eksemplar, som i øvrigt kun er på 2 sider, er godt mærket af tidens tand. Avisen udkom med 2-3 dages mellemrum de første uger, men fra 26. maj 1945 udkom den hver dag som 'rigtigt' dagblad, hvad den i øvrigt har gjort siden. Foto: Jens Christoffersen

13. april 1961, Juri Gagarin første mand i rummet (englænderne var dog i tvivl). Foto: Jens Christoffersen

23. november 1963, Kennedy-mordet. Information har aldrig været kendt for at fråse med de store overskrifter, men her fik typografien alligevel en ekstra tand. Foto: Jens Christoffersen

21. juli 1969. Nu vi taler om overskrifter, så fandt man det ikke nødvendigt at blæse månelandingen større op end som så, selvom det retfærdigvis må siges at Apollo 11 fylder en stor del af avisens forside. Forsider af denne type, ren tekst med højst et enkelt lille billede er der i øvrigt en del af i denne periode. Information var en intellektuel avis - ikke et billedblad! Foto: Jens Christoffersen

3. oktober 1972. Danmark træder ind i Det Europæiske Fællesskab. Den flotte grafik er i øvrigt lavet af Klaus Albrechtsen. Dagen før havde Information bragt to ledere i avisen - én som anbefalede et ja, og én som anbefalede et nej til EF. Foto: Jens Christoffersen

4. december 1973. Jordskredsvalget, som vendte op og ned på dansk politik i mange år frem. Fremskridtspartiet fik 13% af stemmerne og Erhard Jacobsens Centrumdemokrater 10%. Foto: Jens Christoffersen

Det var i mange år ret begrænset hvor mange helsidesannoncer man bragte i avisen. Her en herlig gammel Karoline-ko fra 70'erne. Foto: Jens Christoffersen

... ikke at man ellers var for fin til at bringe annoncer, slet ikke. Her har C. W. Opel købt plads på forsiden for at reklamere for cerutten Advokat. Foto: Jens Christoffersen

1. Maj 1975. Vietnamkrigen slutter. Her er det spisesedlen tegnet af Klaus Albrechtsen. Foto: Jens Christoffersen

... og opslaget, som blev lavet i forbindelse med Vietnamkrigens afslutning. Foto: Jens Christoffersen

Muren falder i Berlin den 9. november 1989. I den følgende weekendudgave foldes historien ud. Foto: Jens Christoffersen

Dagen efter 11. september 2001 og terrorangrebet på New York. Avisens layout er moderniseret betydeligt, bl.a. ved brug af store farvebilleder. Foto: Jens Christoffersen

29. juli 1986. I mange år havde lederen fast plads på forsiden af avisen. Men midt i sommerens agurketid, kan det undertiden være svært at mene noget, når der ingenting sker - også for en lederskribent på Information. Redaktionssekretæren tog konsekvensen og bestilte en tegning af en agurk i stedet. Forsiden blev i øvrigt præmieret. Foto: Jens Christoffersen

Den 30. november 2004 skete det så. Information skiftede format fra broadsheet til tabloid og en fuldkommen ændring af avisens layout. Beslutningen var svær, og det var i øvrigt heller ikke første gang Information udkom i tabloid. Man havde forsøgt at lancere formatet helt tilbage i juli-august 1947, men det gik mildest talt ikke så godt - det kostede mere end 7.000 abonnenter. Denne gang lykkes det dog, og avisen har haft en lille, men stabil fremgang i årevis. Det er der en vis stolthed over i Skt. Annæ-passagen. Foto: Jens Christoffersen

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu