Fotobloggen Billeder af stort format

Anmeldelse: Jacob Aue Sobol

Vi fortsætter lidt endnu med de aktuelle udstillinger i København, for Fotografisk Center – nyligt reetableret på Carlsberg – har en meget fin udstilling med Jacob Aue Sobol, en fotograf hvis arbejde tidligere har været omtalt her i avisen.

Vores billedredaktør Jakob Dall har skrevet disse ord om udstillingen:

Udstillingen Fortællinger viser Jacob Aue Sobol's internationale potentiale indenfor det subjektive fotografi. Det er eksistentielt fotografi med omdrejningspunkt i en poetisk fortælling om kroppen, samværet og nedbrydelsen – vist i 25 intense sort-hvide fotografier fra Jacob Aue Sobols rejser til Grønland, Japan, Thailand og Danmark.

Når man træder indenfor i Carlsbergs gamle tappehal E og ser hans ekstremt kontraststærke fotografier hænge mellem betonsøjlerne i de rå lokaler, lader man sig hurtigt opsluge i Sobols univers. Her hersker livet råt for usødet. Billedet af et gammelt kyssende ægtepar med deres nøgne, rynkede og leverplettede hud, vidner om et liv som er levet og en kærlighed uden alder. En pige med et blåt mærke på skinnebenet, bagsiden af en mørk forfalden fabriksbygning med rør og skakter. I Sobols univers glemmer man alt om landegrænser og ser en nøgen fortælling om livet, kroppens forfald og døden, uden at tænke et øjeblik på om billedet er fra Japan eller Grønland.

Kameraet er værktøjet i Jacobs personlige søgen ind til kernen af livet, og han lader sig ikke stoppe af intimsfærer og tabuer. Han udfordrer verden med sit grænsesøgende fotografi, udfordrer sig selv kompositorisk og søger hverken det oplagte eller det kontrollerede. Hans kompaktkamera med indbygget flash er ladet med sort-hvide film, som han hårdhændet presser til det yderste i fremkaldelsen. Og belønningen for anstrengelserne er åbenlys i de 25 sanselige billeder, hvor filmens kornstruktur underbygger det hårde, men samtidig poetiske udtryk.

Det er med rette at Jacob Aue Sobol er blevet optaget som såkaldt 'associate member' af det legendariske fotobureau Magnum. Hans store udfordring i udviklingen af det personlige fotografi, ligger i brugen af farvebilleder, som han i sit seneste projekt om Danmark arbejder på at bringe ind i sit arbejde. Disse billeder er dog ikke omfattet af udstillingen på Carlsberg.

Nedenfor viser vi et udsnit af de udstillede billeder, men anbefaler at man selv tager på Fotografisk Center og oplever Sobol på første hånd. Udstillingen kører frem til 9. oktober.

Foto: Jacob Aue Sobol

Foto: Jacob Aue Sobol

Foto: Jacob Aue Sobol

Foto: Jacob Aue Sobol

Foto: Jacob Aue Sobol

Foto: Jacob Aue Sobol

Foto: Jacob Aue Sobol

Foto: Jacob Aue Sobol

Foto: Jacob Aue Sobol

Foto: Jacob Aue Sobol

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu