Fotobloggen Billeder af stort format

CPF 2012: Dokumentarfotografi i Øksnehallen

Unge fiskere i Nordjylland, algierske fattigdomsflygninge, tiden efter libyenkrigen, dansk teenageliv, amerikanske skønhedskonkurrencer, immigrantarbejdere i Jordan og Zambia, prostituerede på Vesterbro.

Det er nogle af de projekter som kan ses på den store gruppeudstilling med dansk dokumentarfotografi, Personal Projects, som åbner i Øksnehallen på Vesterbro i København på fredag som en del af årets Copenhagen Photo Festival. Det er virkelig gode navne der udstiller, flere som vil være bekendt af Fotobloggens læsere: Christian Als, Jonathan Bjerg Møller, Lærke Posselt, Miriam Dalsgaard, Mads Nissen, Maria Fonfara, Niels Christensen, David Høgsholt, Thomas Lekfeldt og Tobias Selnæs Markussen.

I får en lille smagsprøve nedenfor.

Foto: Christian Als. De unge mænd i Algeriet drømmer om at flygte over Middelhavet til et bedre liv - en romantisk og ofte urealistisk drøm set i lyset af de vanskeligheder, der møder dem. I Algeriet er disse «Harragas» (potentielle emigranter), som lever på gaden og venter på muligheden for at flygte, betragtet som mænd, der har opgivet deres land, og som en alt for tydelig og ubehagelig daglig påmindelse om landets problemer og manglen på håb for at kunne ændre levestandarden indefra. Jeg ønskede at møde nogle af disse harragas på gaderne i Algier. Her mødte jeg de unge mænd, der bor på kanten af samfundet med rustne håb, snitsår, stoffer og mangel på selvtillid.

Foto: Christian Als. Algeriet er et land fuld af olie og gas, men kun en meget lille del af oliepengene bliver brugt til at skabe arbejdspladser og hjælpe landets unge. Over 50% af unge mellem 18 og 30 år er arbejdsløse. Det skaber en stor afmagt hos ungdommen, og de kaldes den tabte generation. Langs den nordafrikanske kyst venter millioner af unge mænd på en chance for at komme til Europa. Måske som blind passager i en lastbil eller fragtcontainer, måske i lastrummet på et skib, der sejler nord fra en af de algeriske havne, eller måske på en vild rejse i en lille motorbåd, der tilbydes af kyniske menneskesmuglere. De har kun en drøm: at forlade Algeriet.

Foto: David Høgsholt. Mia er 32 år. Hun er narkoman og har overlevet stoffernes greb om sit liv igennem de seneste 12 år. I en verden af stoffer og alt for mange nedture har hun kæmpet for at leve et nogenlunde anstændigt liv.  Men de senere år er det blevet sværere og sværere.

Foto: David Høgsholt. Mia har før været i behandling og har flere gange været clean. Haft et par morgener med kaffe og praktiske tanker om et rigtigt job og et normalt liv. Men som stofferne forlader kroppen, kommer minder om svigt og afmagt væltende. Minderne om alle mændene som har betalt hende for sex, om vennerne som er døde af overdoser og om datteren, som hun ser alt for sjældent.

Foto: Jonathan Bjerg Møller. ’Ved det yderste hav’ er et dokumentaristisk kunstprojekt om et unikt stykke dansk kultur som næsten er forsvundet. I et vindblæst hjørne af det vestlige Nordjylland ligger det lille fiskerleje Thorupstrand. Fra denne landingsplads har man fisket siden vikingetiden. Men dette samfund er truet. For mange i byen har økonomien i de seneste år været presset til bristepunktet af høje lån og lave fiskepriser. Og det på trods af, at de små kystbåde fanger kvalitetsfisk og udøver en bæredygtig form for fiskeri, der er langt mere skånsom for miljøet end de store trawlere, der pløjer hele havbunden op.

Foto: Jonathan Bjerg Møller. Den 26. oktober 2005, besluttede folketinget at basere fiskeriet på privat ejendomsret til havets kvoter. Med et pennestrøg blev betingelserne for, hvordan man driver fiskeri ændret radikalt. På to år steg bådenes værdi 1000% og blev et mekka for spekulative investorer i de store havne. Mindre end et år senere var samtlige både i nabolejet, Lildstrand, solgt. Byen er i dag en spøgelsesby, som næsten udelukkende består af sommerhuse. Også i Thorupstrand var kvotesystemet tæt på at koste det lille fiskersamfund livet.

Foto: Lærke Posselt. ”Man skal smile. I Amerika er smilet en forudsætning for skønheden. Smilet er alt”, fortæller India Dickinson, 37, som er mor til Sophia-Rayne på to år. Sophia har deltaget i skønhedskonkurrencer næsten hver weekend siden hun var et år gammel.

Foto: Lærke Posselt. Deltagerne i børneskønhedskonkurrencerne er helt ned til en uge gamle og reglerne er, at børnene skal bære selvbruner, makeup, falske øjenvipper og kunstige negle, parykker og kjoler med så meget glitter som muligt. Nogle af børnene bruger også falske tandsæt og kontaktlinser med farve.

Foto: Mads Nissen. I foråret 2011 dækkede jeg krigen i Libyen for Berlingske. Jeg ville viderebringe de ekstreme følelser, jeg oplevede hos libyerne - smerten ved døden, selvopofrelsen ved fronten, angsten i hjemmet. Hadet. Håbet. Overalt var luften tyk af opbrud, og med mine billeder forsøgte jeg at lade læserne hjemme i Danmark sanse euforien.

Foto: Mads Nissen. Jeg genså ørkenlandet et år efter. Denne gang var de konstante nyhedsdeadlines og iphone-reportager sendt over satellittelefonen byttet ud med et nøjsomt Hasselblad fra forrige århundrede. For alting var anderledes nu. Gadaffi var død, krigen var ovre (sagde de), og i gaderne hørtes ikke længere skud eller gråd. Der var stille i Libyen. Afventende stille.

Foto: Maria Fonfara. Working Class Heroes er et portræt af nogle af de mennesker, Jordan er blevet afhængig af. Landets regering har registeret 300.000 gæstearbejdere, men der er langt flere. Uden dem ville flere af landets håndværksfag uddø. For imens de udenlandske arbejdere kommer sivende ind i landet, forsvinder jordanerne den anden vej — til rige olielande, hvor de kan tjene mere.

Foto: Maria Fonfara. Working Class Heroes er mænd, der er taget væk fra familie og hjemland for at vende tilbage med jordanske dinarer og håbet om en mere sikker fremtid.

Foto: Miriam Dalsgaard. I foråret 2012 rejste jeg til byen Herat, som ligger I det vestlige Afghanistan. Området er så fredeligt, at det var muligt, at færdes uden militærbeskyttelse og skudsikkervest. Det var en fantastisk oplevelse, at rejse så frit og møde det Afghanske folk. På hospitalet i Gozarah driver Dansk Afghanistan Komite en klinik, hvor kvinder lærer, at overleve fødsler og redde deres børn. Jeg var på klinikken i to dage og har portrætteret nogle af de mødre, som har fået adgang til hospital og uddannede jordemødre.

Foto: Niels Christensen. Køkkenfest. Skingert techno. Stagedive fra kogepladen. Blåt mærke på hoften. Sidder lidt. Der hoppes og råbesnakkes. En palme ryger ud af vinduet. Tager et par billeder. Får en nutellamad med smør, inden jeg går i seng. Der er ikke nogen entydig grænse imellem mit fotografiske arbejde og mit private liv. Jeg er en del af en stor gruppe venner i starten af tyverne. Nogle arbejder eller studerer, andre spiller musik eller noget tredje.

Foto: Niels Christensen. Et sted imellem dreng og mand. I en tid hvor man konstant kan kommunikere, ligegyldigt hvor man er. Jeg dyrker i opposition hertil at være i flow - eller i én tilstand, følelse og situation ad gangen. For det har værdi at drikke sig pisse fuld og holde badekarsfest. Eller lytte til musik og tale hele natten. At røre og mærke hinanden. Danse og elske. Uden at blive afbrudt.

Foto: Thomas Lekfeldt. Kinas appetit på Afrika er umættelig. Overalt på kontinentet yder kineserne billige lån, bygger veje, hospitaler og sportsarenaer, pumper olie, udvinder kobber og afsætter kinesiske varer. Kina er i dag Afrikas største handelspartner og udlåner flere penge til ulandene end Verdensbanken. Mens Vesten ser Afrika som en udfordring, ser Kina kontinentet som en mulighed. AfriKina dokumenterer visuelt interaktionen mellem mennesker fra to meget forskellige kulturer. Udstillingen skildrer både det strategiske spil mellem politikere og andre magthavere fra Kina og Zambia og de små hverdagsøjeblikke mellem ganske almindelige mennesker.

Foto: Thomas Lekfeldt. I Zambia, som i mange andre afrikanske lande, har kineserne pustet nyt liv i økonomien. I hovedstaden Lusaka er det umuligt at bevæge sig rundt uden at møde en bid af Kina.  Det er også i Zambia, at Kina har åbnet sin første økonomiske frihandelszone på det afrikanske kontinent. Men de kinesiske investeringer har også givet anledning til megen kritik for ikke at nå den fattigste del af befolkningen i Zambia, for manglen på gennemsigtighed i forhold til betingelserne for lån og investeringer - og for de dårlige arbejdsforhold i nogle af de kinesisk drevne virksomheder i landet.

Foto: Tobias Selnæs. Kærlighed i Bangladesh er en kompliceret og til tider farlig størrelse. I et muslimsk samfund, hvor traditioner og familien er i centrum, har den selvvalgte kærlighed svære vilkår. Arrangerede ægteskaber har været og er stadig normalen i et samfund, hvor mange forældre ikke ønsker, at deres børn selv vælger deres livspartner. Ægteskabet er nemlig ikke kun en forening af to mennesker. Det er sammensmeltningen af to familier, som skal matches.

Foto: Tobias Selnæs. Her spiller især religion, økonomi og social status en afgørende rolle. Det er svære omstændigheder for unge mennesker, som drømmer om ægte kærlighed og friheden til at bestemme over deres eget liv. I hovedstaden Dhakas parker mødes de forelskede par for at kunne være i fred for mistænksomme blikke. Her kan de udleve drømmene i skjul, selvom de fleste ved, at deres forhold kun er på lånt tid. Deres kærlighed og fremtid ligger i forældrene og traditionernes hænder.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Om Fotobloggen RSS

Fotobloggen er et forum for dansk og international kunst- og dokumentarfotografi. Udkommer ugentligt.