Fotobloggen Billeder af stort format

Informations Fotopris: 1. pladsen

Informations Fotopris blev indstiftet i 2009. Det er en pris, som hylder og belønner fotojournaliststuderendes arbejde lavet under praktiktiden på et dansk dagblad eller billedbureau.

Dommerne i år var Peter Hove, Maria Fonfara og Mette Juul. De indsendte portfolier skulle indeholde både portræt og reportage, for at komme i betragtning.

Årets førsteplads går til: Lasse Bak Mejlvang fra MetroXpress

Dommerne beskrev denne fotograf som en soleklar og stensikker vinder. De fremhævede, at fotografens portfolio var selvsikkert redigeret fra start til slut. De sagde blandt andet: Det er fuldstændig stringent. Portfolien indeholder det bedste billede, vi har set blandt alle de indsendte ... fotografen viser en meget stor alsidighed ved i virkeligheden at vise meget lidt ... man fornemmer en stor selvsikkerhed.

Nedenfor viser vi et udsnit af tre reportage-serier af Lasse Mejlvang. Den første er en musikreportage af rockbandet D-A-D, den næste er fra finanskrisens New York, og den sidste fra Manila, hovedstaden i Filipinerne. Tre meget forskellige, men meget veludførte reportager.

Tillykke til Lasse, som udover æren, også modtager en præmie i form af et Canon EOS 5D Mark III kamera.

2. plads: Mathias Christensen
3. plads: Dennis Lehmann

D-A-D kan i år 2013 bryste sig af at have lavet rockmusik i 30 år. I den tid har de udgivet 11 albums, og er blandt de bedst sælgende danske bands gennem tiderne. De er kendt for deres spektakulære liveshows, og i 2012 spillede bandet hele 64 jobs. De besøgte det meste af Europa på deres vej rundt i tourbussen. Jesper, Jakob, Laust og Stig er blevet ældre, men det er stadig rockmusikken, som hjerterne banker for.  

Bassist Stig Pedersen har rundet de 47 år, men lever på mange måder stadig som en rockstjerne. I Danmark er han kendt som en flittig gæst i nattelivet, og er selv i tvivl, om han nogensinde vil kunne lægge livstilen bag sig. På vej til klubben Metrix i Bochum stopper han for at lade vandet ved det lokale supermarked. »Når jeg kommer hjem fra den her tour, skal jeg nok slappe af med en lille fest i min lejlighed. Bare sådan en, hvor det kun er de nærmeste, der kommer. Og så masser af rødvin.«

Bandet blev dannet i 1983 som Disneyland After Dark. I 1989 fik det en millionkontrakt i USA og måtte – på grund af et truende sagsanlæg fra Disney – ændre navnet til D-A-D. Succesen i USA udeblev umiddelbart, og bandet vendte tilbage til Europa. Her har det turneret lige siden som et af de mest aktive livebands i det nordlige Europa.

Touren bragte bandet til helt små klubber i Tyskland. Det åbnede muligheden for intime koncerter og for fansene at komme helt tæt på bandet. På Luxor i Køln var der kun 500 fans, der kunne sikre sig en billet. Mange af dem fulgte bandet videre rundt i Tyskland, for ikke at gå glip af showet.

Backstage er Stig ved at gøre sig klar til næste show. Bandet har spillet over 2000 koncerter siden starten i 1983.

I 90'erne stod den på vildt turnéliv med daglige branderter. Det har Jesper Binzer lagt bag sig i dag. I stedet tager han sig en gulerodsjuice efter endt koncert. Uden vodka. »Med alderen er der kommet andre værdier, der er vigtigere. Og så er det simpelthen for hårdt at drikke sig stiv hver dag, når man er på tour i over tre måneder.«

Cigarføringen var høj, da finansfesten toppede, men pludselig blev lyset tændt og musikken slukket. Fem år senere står Wall Street som selve billedet på, hvad der gik galt – og ledte til den værste finansielle og økonomiske krise i en menneskealder. Men livet går videre i den symbolske gade; i en daglig blanding af slipseklædte stock brokere, demonstranter i soveposer og turister fra alle verdenshjørner.

Occupy Wall Street er blevet inspiration for en global, antikapitalistisk bevægelse som reaktion på finanskrisen. Men der er ikke mange demonstranter tilbage på Wall Street – og dem der er, er for en stor dels vedkommende hjemløse.

De kontorer, der tidligere blev benyttet af aktiehandlere, bliver i disse år overtaget af advokatkontorer, eller forvandlet til private boliger.

Omkring 30 enker synger den amerikanske nationalsang ved en mindehøjtidelighed for faldne soldater foran Trinity Church for enden af Wall Street.

Der er knap så mange børsmæglere på Wall Street, som der har været. Aktiehandlen foregår i stigende grad elektronisk – men der er stadig prestige i at have adresse i den berømte gade.

Protestbevægelsen Occupy Wall Street har med store demonstrationer flere gange fået Wall Street spærret af. Det betød, at mange ikke kunne komme på arbejde. Det havde betydning for aktiehandlen, men ramte hårdest hos frisørsaloner, kaffebarer og andre små virksomheder, der ligger på gaden.

Hver dag ankommer lastbiler med utallige tons skrald til det, de lokale betegner som ’Smokey Mountain’. Vi befinder os i Manila, hovedstaden i Fillippinerne, En by der huser over 16 millioner mennesker. ’Smokey Moutain’,  er en losseplads, der med tiden også er blevet hjem for over 5.000 familier. De har selv bygget deres huse af brædder og skrald, og de lever nu af at sortere og videresælge, hvad end de kan finde i de utallige bunker af skrald på området. Trods de trange kår og hårde arbejdsbetingelser har de lokale formået at få en hverdag til at fungere på lossepladsen.

Hver dag fyldes vejen langs Smokey Mountain med flere hundrede skraldebiler. Affaldet stammer fra omkringliggende områder i Manila. Det siges, at der ankommer mere end 1.000 tons affald om dagen. De arbejdende skraldesamlere står klar for at finde det mest værdifulde skrald, allerede inden det bliver læsset af bilerne. Det er ikke unormalt, at samlerne også hopper op på, og ind i skraldebilerne.

Familien Rosal ankom til Smokey Mountain for fire år siden. Børnene og deres forældre, Roberto og Rowana, bor i et lille træsskur, der i alt huser 10 mennesker. Familien er oprindelig fra Manila og flyttede til Smokey Mountain, da det var for svært at finde arbejde. »Her er vi sikre på, at vi kan finde arbejde hver dag, for skraldet bliver jo ved med at komme. Det er dog stadig utrolig hårdt at skaffe mad til ti mennesker. Vores børn går i skole, det er vigtigt, at de får en uddannelse, og vi håber på at kunne flytte væk, når de bliver lidt ældre. Men indtil videre bliver vi her. Børnene må også hjælpe til med at skaffe penge hver dag efter skole.« forklarer faren, Roberto.

På trods af, at beboerne bor oven på en losseplads, har de formået at skabe et samfund og få en hverdag til at fungere. Indenfor Smokey Mountains område findes blandt andet flere restauranter, en skole, en børnehave, en basketballbane, en kirke og en spillehal med både poolborde og spillemaskiner.

Smokey Mountain er et farligt sted at færdes og bo. Hvert år dør mange af beboerne af forureningen. Den Filippinske regering er under skarp kritik for ikke at gøre nok for at forebygge problemet. Tilbage i 1991 byggede man, med støtte fra regeringen, Bagong Silang Residense, som skulle få beboerne ud af lossepladsen. Samtidig lukkede regeringen det, man nu kalder Old Smokey Mountain, et bjerg bestående af skrald og jord. Med tiden flyttede flere og flere af beboerne dog tilbage til det, der i dag går under navnet, Smokey Mountain. Dels på grund af, at de ikke kunne betale husleje i de nye beboelses området, dels fordi de alle arbejder med at samle skrald, og derfor er afhængige af at være tæt på deres arbejde, for at kunne tjene penge til føden.

De fleste familier, der bor i Smokey Mountain, stammer fra omkringliggende provinser i nærheden af Manila. De kommer fra områder uden arbejde og for dem, er skraldet en levevej, og en del af deres redning. En skraldearbejder tjener i snit 100 pesos om dagen, hvilket svarer til godt 14 danske kroner.

Grundet de farlige levevilkår på området har den Filippinske regering bebyrdet at der i den nærmeste fremtid vil blive taget fat i problematikken. Rygterne siger, at der snarest vil blive bygget nye beboelsesområder til de nuværende beboere. Men for mange af beboerne er dette måske slet ikke løsningen. Roels De Losre har arbejdet med gadebørn siden 1989 og har haft tæt tilknytning til Smokey Mountain lige siden. Han forklarer: »For mange af beboerne er det en psykisk ting. De lever efter de helt simple værdier. Hvis de en dag har tjent 200 pesos, jamen så kan de have god samvittighed, de kan få noget at spise, sove lidt og glemme bekymringerne for en stund. Hvis de også skal tænke på husleje, el og vandregningen, samt andre ting, så går det galt for dem. Vi skal huske på, at de lever meget dag til dag herude i Smokey Mountain.«

Informations Fotopris er sponsoreret af Canon Danmark – tak for det.

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Søren Jessen
    Søren Jessen
  • Brugerbillede for Asta Pernille Martins
    Asta Pernille Martins
  • Brugerbillede for Morten Pedersen
    Morten Pedersen
  • Brugerbillede for Jette Abildgaard
    Jette Abildgaard
  • Brugerbillede for Rasmus Knus
    Rasmus Knus
  • Brugerbillede for John Vedsegaard
    John Vedsegaard
  • Brugerbillede for Henrik Rude Hvid
    Henrik Rude Hvid
Søren Jessen, Asta Pernille Martins, Morten Pedersen, Jette Abildgaard, Rasmus Knus, John Vedsegaard og Henrik Rude Hvid anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Knud Larsen

Det er gode fotografier.

Serien med DAD bryder jeg mig ikke om. Men det skyldes sikkert at DAD er shit. Ligegyldigt musik, tekst og sang. DAD repræsenterer alt det i livet jeg ikke bryder mig om: Total ligegyldighed. På sin vis kan man så sige at de repræsenterer Europæisk Kultur på fornem vis og det gør så porfolien rigtig god sammenstillet med de sidste billeder, der jo er afstedkommet af netop DAD.

Så stærkt gået

Brugerbillede for Kamiar  Faroughi
Kamiar Faroughi

D-A-D billeder er ren og skaer personlig nostalgi fra fotografens side men uden saerlig fotografiske vaerdi. Billederne fra "wall street" faa mig til at fald i sovn og taenker paa tusind andrer "LIFE magazin style" billeder som igen uden text can de vaer hvor some helst i USA og almindlig. Faa af det "smoky Mountain" billeder er god men sagen(subjectet) igen trivielt og forbrugt (fattidom og de daarlig livsvilkaar i 3. verden). Fortjener ikke 1. pladsen. sorry but it`s true.

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Ja, hvorfor igen den med lossepladsen i Manila? Hvad ved man om disse mennesker i det hele taget? Andet end at de gerne vil arbejder der. Herhjemme er der ansat dyre vagtværn til at holde folk ude fra lossepladserne, så de ikke tager noget som er blevet smidt ud og skal genbruges ved at brændes. Det er lige til en fotoserie. Haps! der fik vi dig med en gammel transistorradio. Bøde og fængsel.

Og hvor er fotoserien om menneskene på den ½ bistandshjælp og den voldsomme indskrænkning i deres livsmuligheder? Den må vi så have tilgode. I det hele taget trænger fattigdommen i Danmark til en nærmere analyse. Den stive krigsliderlige regering med deres forældede partinavne på halvhøje hæle og sorte hede præstedrømme om APMøller og Steen Bocian fra Danske ATP Bank, kunne jo starte med at sætte et budget sammen for en halv bistandshjælp. Eller Cash-hjælp, eller hvordan man nu hele tiden finder på nye udtryk for fattigdommen her i den nordtyske landsdel Dänemark.

Men den slags er de sikkert for beregnende og for fine til. Sikke en fotoserie af havregrød og kolde loftværelser med selvmordere og billige stærke øl fra APs supermarkeder vi så ville få.

Om Fotobloggen RSS

Fotobloggen er et forum for dansk og international kunst- og dokumentarfotografi. Udkommer ugentligt.