Fotobloggen Billeder af stort format

Omgivelsernes uendelige variation

Der er en del gruppeudstillinger på årets fotofestival. Det er en god og afvekslende måde at lave fotografiudstillinger på – vel at mærke hvis kurator holder tingene i snor.

Det er i høj grad tilfældet med udstillingen LAND, som kan ses på Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel i den smukke lille museumsbygning på Kastelsvej på Østerbro. Udstillingen er en del af Copenhagen Photo Festival.

De udstillende fotografer er Bror Bernild, Danmark, Sander Broström, Sverige, Christina Capetillo, Danmark, John Gossage, USA, Guido Guidi, Italien, Gerry Johansson, Sverige, Jeanette Land Schou, Danmark, Jem Southam, England, John S. Webb, Sverige, samt danske Finn Larsen, som har kurateret udstillingen i samarbejde med galleriejer Banja Rathnov.

Det handler om landskabsfotografi, men måske vigtigere: om fotografer, som interesserer sig for landskabet som en form for omgivelse. En del af udstillingens bidrag har særlig interesse for de spor mennesket sætter i landskabet – hos andre træder naturen frem på en mere ualtereret facon. Alle bidragene tager udgangspunkt i en realistisk tilgang.

Udstillingens sammensætning er på et højt niveau, og der mange højdepunkter, som kan fremhæves. Nogle få er:

Bror Bernilds billeder, taget mens han arbejdede for landbrugsrådet i 60’erne, fungerer som udstillingens bindeled mellem ’det gamle’ og ’det nye’. Her skildres det tidlige industrielle landbrug med en fornemmelse for komposition, som minder lidt om Robert Adams arbejde i den amerikanske midtvest.

John S. Webb har to serier med. Den ene viser menneskeskabte installationer i landskabet og i byen, taget på vandreture i Sverige og rundt om i verden. Men det er den anden serie, A Garden, som især bryder med veletablerede skabeloner for moderne landskabsfotografi: en serie næsten ens halvtotaler af æbletræer. På afstand ser de ikke ud af meget, men giver man sig tid til at se nærmere efter, kommer de fineste detaljer til syne og pludselig træder forskellene mellem billederne klart frem.

Det er vel lidt et scoop at vi får Guido Guidis værker fra 80’erne at se i København. Guidi var en pioner i italiensk fotografi og søgte fra starten væk fra ideen om det smukke, velkomponerede landskab for i stedet at vende sanserne og kameraet mod områder af en helt anden karakter – ruiner, halvfærdige bygninger, tomme pladser og gader – i en slags fortsættelse af den realistiske tradition fra italiensk film. Det er disse hans tidlige farvefotos vi nu kan se.

Til sidst skal vi lige have med at det er lykkedes Rathnov & Co at få amerikanske John Gossage med på udstillingen. Gossage er en af landskabsfotografiets helt store navne og i en lang glasmontre kan man se billederne fra bogudgivelsen The Things That Animals Care About lagt ud side for side. Smukt. Gossage har mange greb ind i landskabet – i dette værk peger han linsen mod myretuer, krat, vandpytter, småsten og stier, grenstumper, græs og vandkanter ... altsammen i en lille – men stor – undersøgelse af omgivelsernes uendelige variation, som de kan tage sig ud fra et overraskende perspektiv.

Der kunne siges meget mere, f.eks. om det vildt lækre, billige udstillingskatalog, de til udstillingen tilknyttede arrangementer, men vi stopper her. Myldr ud i Museumsbygningen og se selv.

LAND, Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel, Kastelsvej 18, København. Fra 28. maj – 28. juni, tirs–lør klokken 12– 16, 3. juni – 15. juni, hver dag klokken 13-17.

Foto: Bror Bernild

Foto: Finn Larsen

Foto: Jen Southam

Foto: Christina Capetillo

Foto: Guido Guidi

Foto: Guido Guidi

Foto: Jeanette Land Schou

Foto: John S. Webb

Foto: Gerry Johansson

John Gossage: The Things That Animals Care About. Foto: Jens Christoffersen

John Gossage: The Things That Animals Care About. Foto: Jens Christoffersen

Foto: Bror Bernild

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Jens Frederiksen
ulrik mortensen og Jens Frederiksen anbefalede denne artikel

Kommentarer