Fotobloggen Billeder af stort format

Kobani

AFP-fotograf Bulent Kilic (@Kilicbil) opholder sig i øjeblikket ved den tyrkisk-syriske grænse. Her dækker han kampene i og omkring Kobani mellem Islamisk Stat og de forskellige grupper, der bekæmper dem: Syriske kurdere såvel som den internationale koalition, der leverer fly- og våbenstøtte.

Flygtningsituationen er presset. Alene i de seneste uger, kunne Information rapportere tirsdag, er 170.000 kurdere flygtet fra den belejrede by Kobani og over grænsen til Tyrkiet. En del af disse er blevet installeret i en flygtningelejr i den tyrkiske grænseby Suruç.

Billederne her på siden er taget den seneste uge.

1. Kobani.

2. Syriske kurdere spejder efter kampfly ved grænsebyen Mursitpinar.

3. Kobani.

4. Kurdiske krigere begraves i Suruç.

5. Flygtningelejr i Suruç, Tyrkiet.

6. Ud for Kobani.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

tja, hvad skal man også sige? Jeg prøver:

Der findes æstetik i alt, bare man kigger grundigt nok. Men også kun fordi man splitter virkeligheden og viser kun den del der er æstetisk.

Hvis man også kunne formidle den terror, smerte og lidelse der gemmer sig i disse billeder, smerten i de sønderrevne, stanken af de brændende kroppe og den lammende angst og erkendelse af døden, så ville billederne nok ikke opfattes som smukke.

Jens Christoffersen

Du peger på en væsentlig problematik der, når man skildrer krig på fotografier. Det ’vellykkede’ fotografi rummer altid et vist mål af velovervejet æstetik, men når motivet er krig og menneskelig lidelse, hvordan virker æstetikken så på os?

Formår det velkomponerede billede at føre beskueren til at sætte sig ind i den situation, som billedet beskriver, eller forholder det sig modsat: skabes der en form for filter, som gør at vi kan fastholde en distance?

Jeg kan anbefale bogen The Cruel Radiance af Susie Linfield.

Jeg, for mit vedkommende, har intet problem med at sætte mig ind i krigens gru via fotografiet. Sproget indeholder eksv. floskler så som 'krigens gru', som på samme måde som fotografiets 'æstetik' kan bedøve vores indlevelsesevne ...men for mig opstår problemet først hvis formidleren tydeligvis anvender disse virkemidler bevidst.

Morten Balling

Det er svært at se disse billeder uden at komme til at tænke på Coppola's Huey helikoptere napalm-bombe vietnamesere tilsat lidt Wagner i filmen Apocalypse Now. Da jeg så filmen første gang tænkte jeg "Voldsæstetik". Dengang var det ovenikøbet fiktion (som godt nok byggede på virkeligheden).

Siden har jeg beskæftiget mig en del med begrebet "æstetik", og har efterhånden indset at ordet oftest bruges til at beskrive noget som er "smukt" eller er "god smag". Problemet er at begge dele er ekstremt diffuse. Er man uenig i det, kan man prøve at finde en hæderlig definition af "smuk" eller "god smag". God arbejdslyst!

I stedet kan man snakke om neuroæstetik, som er en meget ny videnskab. Den prøver at beskrive hvorfor hjernen "foretrækker" nogle billeder frem for andre. Kort sagt vil hjernen gerne afkode det øjnene ser så hurtigt som muligt, da den dermed bruger så lidt energi som muligt på opgaven.

Smag er 100% bestemt af mode, og det er derfor umuligt at komme med en subjektiv definition af "god smag". Til gengæld kan man som fotograf benytte virkemidler, som er oppe i tiden. Det må man i høj grad sige at Bulent Kilic benytter sig af.

For mig at se, er etik nogenlunde ligeså subjektivt defineret som smag. Jeg har derfor svært ved at forholde mig til om det er "rigtigt" eller "forkert" at Kilic laver moderne billeder. Effekten af det er at billederne vil tiltrække flere mennesker, men virkemidlet sovser også motiverne ind, så krigens gru ligner noget fra en reklame.

Personligt tror jeg hellere jeg havde set billederne ubehandlede og neutrale, uden vignettering og colorgradet look. Så havde det været nemmere at forholde sig til motiverne:

Stakkels mennesker!