HAMAS HAR OGSÅ et mildest talt anstrengt forhold til mangt og meget, og ingen kan undre sig over, at den israelske tillid ligger på et meget lille sted. Men gennem mere end et år har organisationen faktisk respekteret en våbenhvile, som den tilbyder at overholde fremover. Hamas-ledelsen afviser ganske vist fortsat at anerkende Israel, men er dog kommet langt i retning af den ønskede moderation ved netop denne våbenhvile

Vejen ud af det aktuelle morads må derfor være at begynde helt på gulvplan, helt uden store armbevægelser og ambitioner om at løse det hele i en håndevending. Muligvis har Ahmed Yusef ret i, at en løsning vil tage 60 år eller mere, men for at selv denne tidsramme skal holde, må man begynde et sted. Fødevaresikkerhed for palæstinenserne og tryghed for israelerne er blot et par elementer, der kan flytte konflikten bort fra afgrunden og tættere på en form for hverdag. Skolegang, fast arbejde og trygge rammer om familien. Der kommer ingen løsning ud af Olmerts planer om at annektere dele af Vestbredden eller af Haniyehs afvisning af tidligere aftaler med Israel, men det kan hverken Abbas eller internationale indsatser rykke ret meget ved. Hvad der derimod kan ændre billedet er at give de to befolkninger en tro på et meningsfuldt liv side om side, og det får man ikke fra store politiske planer, som ingen længere tror på i den del af verden.

Ved på denne måde at svare igen, ikke ved at fremsætte trusler, hvad angår den bortførte soldat og dennes ve og vel, men ved at flytte fokus til en anden bortførelse i en anden del af landet, har de palæstinensiske grupper placeret den mægtige israelske hær præcis i den situation, man kunne have forudset. Ingen palæstinenser forventer at kunne besejre Israel militært, men ved at benytte guerilla-taktikkens fordele til det yderste, kan små militante grupper engagere overmagten på en særdeles uforudsigelig måde, hvilket ser ud til at være godt på vej. Mulighederne for at få den bortførte soldat ud i live synes derfor ikke de bedste ved at benytte den tunge militære fremgangsmåde. Det er heller ikke videre befordrende for kompromis-søgende palæstinensiske kræfter som præsident Mahmoud Abbas, der længe har søgt at overbevise sin befolkning om, at der er en israelsk fredspartner. Der er ikke mange ressourcer tilbage at tære på blandt palæstinenserne, men idet udsigterne til alternative løsninger er så ringe, som de er lige nu, vil det være naturligt at konkludere, at folk atter går i retning af radikaliseringen. Mellemøsten har en lang tradition for at erklære alle fredshåb for døde, hvilket flere gange har vist sig at være forhastet, men denne gang forekommer det vanskeligt at se, hvor man overhovedet skulle vende sig for at mobilisere nyt håb.