Henrik Føhns' blog

Må ministre blogge?

Direktører må. TV-værter må. Menige politikere må. Men hvis siddende ministre begynder at blogge, er det så magtmisbrug? Må en minister, der repræsenterer statsmagten, bypasse de vedtagne spilleregler om politikernes symbiose med medierne? Må en minister ignorere journalisterne og skabe sin egen offentlighed, hvor han kommunikerer direkte med borgerne og vrider sig uden om de etablerede mediers kritiske spørgsmål?

Det handler den seneste debat om den svenske udenrigsminister Carl Bildt om. Tidligere har det drejet sig om hans privatøkonomi i forbindelse med den nye post som udenrigsminister, men nu har hans blog "Alla dessa dagar " bragt sindene i kog hos en række journalister. Expressen betegner bloggen som "barnlig" og kritiserer Bildt, fordi han har skabt en ufiltreret, direkte kanal til offentligheden.

Men det er jo netop dét, blogging går ud på; den direkte gennemsigtige samtale med offentligheden. Bildt skriver et indlæg, og borgerne kan gå i dialog med ham. Faktisk understreger den ellers travle udenrigsminister, at han vil læse hvert eneste kommentar fra læserne. Da han bloggede om angrebene på sin blog , var der 310 kommentarer - og de faldt ikke ud til de etablerede mediers fordel.

Anledningen var den tidligere redaktør på Svenska Dagbladet, Bertil Torekull , der i et debatindlæg i Dagens Nyheder sammenlignede Bildts bloggeri med den venezuelanske præsident Hugo Chávez, som har for vane at bemægtige sig landets tv-kanal for at holde lange enetaler til folket. Ifølge Torekull bruger Bildt sin blog til på samme måde at svine modstandere til og fremføre egne synspunkter uimodsagt. Torekull har angiveligt ikke har opdaget den meget brugte kommentarfunktion på bloggen.

Carl Bildts blog havde 160.000 læsere i løbet af tre uger i februar, hvilket er at sammenligne med en svensk regionalavis. Bildts stil opfattes ofte som arrogant. Og hvis man oven i det lægger det store læsertal, så kaster Bildt - ifølge Torekull - "en skygge af foragt og hån" over dem, hvis opgave det er at holde øje med magthaverne. Underforstået Torekull og hans kollegaer. Han er især kritisk overfor det faktum, at Bildt har nægtet at udtale sig om sine private dispositioner og engagement i navngivne virksomheder både i Rigsdagen og Udenrigsnævnet, men i stedet har brugt bloggen som sin talerstol. Bildt har med andre ord brudt pagten mellem magthaverne og medierne. Han har lavet et bypass.

Bertil Torekull mener, at en udenrigsministers ord har en helt speciel vægt, og at statsminister Fredrik Reinfeldt skal gribe ind overfor Carl Bildts sammenblanding af "halvpompøse udkast, saglig information fra udenrigsministeriet og egne opgør med kritiske medier". Filmen knækker, når man ikke kan kende forskel på statsmanden og den ironiske privatpersons udtalelser på bloggen - "vi har ikke at gøre med hvilken som helst chatter", lyder hans argument.

Men Torekull påviser ikke, at deciderede statshemmeligheder er blevet luftet på "Alla dessa dagar". Tværtimod virker hans og kollegaernes kritik mest som mavesure journalisters irritation over ikke længere at have monopol på hvilke historier, der kommer til offentlighedens kendskab. Torekull vil bevare kontrollen over offentligheden, men han kommer til kort overfor Bildt, der længe har haft sin egen offentlighed.

Da Bildt forlod statsministerposten og politik og arbejdede først som EU's og siden FN's udsending på Balkan og som privat erhvervsmand, udgav han fra 1994 et ugebrev på e-mail. Dernæst oprettede han sin egen hjemmeside Bildt.net og derefter en engelsksproget blog , som holdt verden orienteret om hans holdninger, gøremål og fungerede som en virtuel klumme eller kronik.

Og med "Alla dessa dagar" har han siden slutningen af januar i år blogget på sit modersmål. Torekull kan have ret i, at statsmanden og privatpersonen mudrer sammen. Men det er også bloggens kvalitet, som skaffer Bildt mange læsere og kommentarer. Han bliver et menneske og ikke bare en fjern politiker. Det misser de svenske journalister, når de overser kommentarfunktionen på bloggen og sammenligner den med børns chatteri. De har ikke forstået bloggens natur som forum for samtale fremfor envejskommunikation. Og fremfor alt undervurderer de deres læseres evne til selv at skille skæg fra snot. De behøver ikke altid en mikrofonholdende journalist som mellemled. Og det er kommentatorerne på Bildts blog meget bevidste om.

For naturligvis skal Bildt blogge. Og så må Torekull vænne sig til de nye tider, hvor hans ytringsmonopol svinder ind. Både journalistens og politikerens rolle er under forandring i disse år. Begge er ofre for en større gennemsigtighed. Faktisk er det et sundhedstegn for demokratiet, når en minister går i direkte dialog med borgerne, fremfor at lege gemmeleg med spindoktorer og journalister.

Kommentarer

Enig - selvfølgelig må ministre blogge. Det kan ikke bare gavne dem selv, men også - og vigtigere - demokratiet og den måde, administrationen opfattes på.

Men det kræver selvfølgelig, at man lytter, som Bildt også synes at gøre. Det kunne Bertel Haarder måske lære noget af, selvom det da er prisværdigt, at han også har fundet overskud til at have sin egen blog - eller måske nærmere klumme. Man kan nemlig ikke kommentere på den... (selv om det ligner, at det måske er planen med tiden)

Tak skal du ha!
Jamen det er da indlysende, at nogle journalister vil sove bedre om natten, hvis deres "ofre" ikke kan tage til genmæle uden det journalistiske filter.
Journalisterne må da bare vænne sig til, at deres formidlingsmonopol er brudt, at vi kan tale direkte sammen - selv med en minister. Hvis han tør!

Er Carl Bildt arrogant og pompøs? Sikkert. Og tænk engang - selv almindelige mennesker kan forholde sig til det. Helt uden en journalists hjælp.
Jeg tror ikke at journalister er overflødige, men de skal nok overveje hvor uundværlige de er i enhver situation.

Det lugter lidt af arrogance og selvhøjtidelighed, at ville beskytte befolkningen mod direkte kontakt til magthaverne....

Ja - det skulle vi så også opleve. Og selvfølgelig i Sverige. Hvor ellers?