Henrik Marstals blog

X Factors fornemmelse for Joy Division

Joy Divisions ’Love Will Tear Us Apart’ (1980): Et usædvanligt betydningsfuldt nummer, en generationshymne, en slags sandhed på tre vers og ditto minutter. En af de mest smukke, sørgelige, knugende og nøgterne sange om umulig kærlighed som overhovedet må være skrevet. En af de sange hvis evne til gennem al tænkelig distance at røre den modtagelige lytter er sjældent stærk, og en sang som de fleste lyttere reagerer tilsvarende følelsesmæssigt på. Dertil kommer at nummeret for mange med sans for alternativ rock altid har været et et af ’deres’ numre, frembragt som det var af en gruppe der entydigt tilhørte en postpunk-scene, og som kun i begrænset grad nød opmærksomhed i den kommercielle popindustri. Det er med andre ord en undergrundsklassiker med en følelseskraft som har fået sangen til at være særligt betydningsfuld for utallige lyttere gennem årene, og som i sin samtid vel kun blev matchet af This Mortal Coils intense coverversion fra 1983 af Tim Buckleys ’Song To The Siren’.

Nummeret har næsten lige siden sin udgivelse på EP stået i et usædvanligt tragisk skær. En måned efter udgivelsen i april 1980 tog forsangeren Ian Curtis sit eget liv. For mange med kendskab til gruppens historie har nummeret derfor været som et testamente for Curtis – et testamente der fortalte om at kærligheden altid, før eller siden, fører til ulidelig smerte. Det makabre lå til gruppen: Det andet album, Closer, der lå færdigindspillet ved Curtis’ død og udkom et par måneder efter, havde på coveret en marmorstatue, hvor manden med leen knæler ved en afdød persons båre. Det makabre lå også i at Joy Division havde taget sit navn efter de såkaldte Freudenabteilung-barakker i tyskernes KZ-lejre, som til kommandanternes gentagne fornøjelse husede unge, smukke jødinder helt ned til 14 års-alderen. Selvmordet har derfor fået en nærmest konceptuel indplacering i bandets historie. Men ’Love Will Tear Us Apart’ er også gjort af rockmytologisk stof, hvad det oprindelige pladecovers iskolde-smukke statueafbildning i sort og hvidt samt den grafiske udformning mere end antyder. Og Ian Curtis’ enke valgte i øvrigt desuden at sætte ordene på hans gravsten.

Ikke mange bands har som Joy Division i så udpræget grad haft sorg og menneskelig tragedie som omdrejningspunkt for dets specielle historie, for dets stålsatte musik samt for dets tekster om tvivl, afmagt og fremmedgørelse. Mærkeligt nedslående var det derfor at opleve ’Love Will Tear Us Apart’ blive fremført i sidste uge i fredagens udgave af X Factor på DR1. Sangerne var de to tvillinger Rikke og Trine, og de fremførte sangen iført munkekutter, måske for at høste lidt street cred på det gotiske udtryk, som Joy Division ofte, men helt fejlagtigt, er blevet tillagt af en sensationsorienteret eftertid. Hvad jeg så, rejste med det samme det ikke helt enkle spørgsmål: Kan man overhovedet tillade sig at tage et nummer med denne historie, med denne tematik og med denne grad af sørgmodighed og transformere det til et stykke underholdning, som et helt tv-studie hujer og klapper begejstret med på?

Efterfølgende har jeg været i kontakt med adskillige som har sagt klart fra over for den omstændighed at X Factor-konceptet fandt det for godt at indoptage netop dette nummer og suge næring fra det. Enkelte har dog fremført det synspunkt at nummeret som alle andre numre fint lader sig forstå som pop, og at alle konservative gatekeepere, som ikke ønsker at se deres yndlingsundergrundsnummer molestreret, bare kunne have ladet være med at tænde for fjernsynet. De mest kritiske røster har derimod givet udtryk for at de har følt sig dybt intimideret, ja, chokeret, over den respektløshed fra DR1’s side som dette valg af nummer var udtryk for. Ja, de har følt sig forrådt af en bevidstløs popmaskines kværnen ud fra en populistisk, men stærkt nedslående DR-filosofi om at i underholdningskulturens licensfinansierede rige er intet – gentager: intet – helligt og alt dermed til rådighed. En enkelt mente endda det ville have været passende, hvis de to piger efterfølgende var gået bodsgang og havde givet alle tilstedeværende i tv-studiet en personlig undskyldning.

Og så er der kommentarerne midt imellem. Jeg citerer her hvad en professionel aktør i musiklivet skrev til mig i en efterfølgende meningsudveksling: ”Det er en popsang, som er ufattelig smuk, så selvfølgelig vil nogen gerne synge den sang, og det skal alle have lov til … det er ikke det min klage går på. Den går på at jeg skal opleve et nummer, som betyder SÅ meget for mig, på denne totalt udvandede facon, hvor de der synger den INTET forhold har til sangen, bandet eller historien, som altså betyder en masse for mig.” Aktøren slutter af med at sige: ”Jeg er sgu ikke gatekeeper, ærkekonservativ eller noget som helst … jeg holder bare fast i, at stor kunst ikke skal males over med billig vandfarve fra Fætter BR.”

Det var på mange måder slemt at opleve dette nummer i sådanne omgivelser. En wah-wah-guitarsolo undervejs fik mig da godt nok til at væmmes, og det var frustrerende at høre værten Lise Rønne afmelde nummeret som Joy Divisions ”store hit” fra 1980. Nej, nej, nej. Nummeret har aldrig været et ”stort hit” i den kommercielle betydning som der blev ment her, og i modsætning til New Order – reinkarnationen af Joy Division bestående af de overlevende medlemmer – jagtede bandet med Ian Curtis ved roret næppe hits af denne type. Og lytter man til gruppens to album Unknown Pleasures (1979) og Closer (1980) er ordet hit nu nok ikke ligefrem det der ville falde nogen mest ind.

Også af en anden årsag var det slemt at lytte til nummeret: For med seks deltagere tilbage i udsendelsen virkede beslutningen om at lade Rikke og Trine synge netop dette nummer netop nu som et temmeligt beregnende forsøg på at aktivere seernes følelser – og det i en grad, at de så ikke ville finde på at stemme tvillingerne ned i den såkaldte farezone, som de to havde været i ugen i forvejen. Nummeret var altså i dobbelt forstand taget som gidsel. Ansvarlig for det var X Factor-dommeren Pernille Rosendahl, idet de to piger har været under hendes vinger siden rækken af liveshows begyndte. Hendes tidligere band Swan Lee lavede engang en coverversion af New Orders ’Blue Monday’, så selvfølgelig kender hun også ’Love Will Tear Us Apart’ og kender til den vægt som nummeret har. Men valget kan faktisk godt karakteriseres som katastrofalt: Manglen på sans for hvor nært et forhold mange har til nummeret har i hvert fald været total. Og den omstændighed at Pernille Rosendahl åbenbart godt kunne forestille sig nummeret afspillet i et X Factor-program som et strategisk valg, siger unægtelig noget om at hendes forhold til nummeret er en del mere pragmatisk end følelsesmæssigt orienteret. Skulle nogen gå bodsgang og give seerne – også dem foran tv-skærmene – en personlig undskyldning er det nok snarere hende end de to tvillinger. Åh, Pernille, Pernille, hvad tænkte du dog på? Havde du fuldkommen glemt at der er noget der hedder pli?

De efterfølgende kommentarer fra hendes to meddommere var da også derefter: Thomas Blachmann gav udtryk for at det var decideret respektløst at tage hvad han kaldte en generationshymne som denne og profanere den. Og Cutfather sagde mellem linjerne det samme, da han kiggede direkte på Pernille Rosendahl og tørt konstaterede at der her åbenbart var sat alle sejl ind på at undgå farezonen for de to tvillinger. Det lykkedes da også i programmet, men et statustab for Pernille Rosendahl var det unægtelig. Meddommerne gennemskuede hendes motiver, og adskillige seere måtte tage sig til hovedet over hendes manglende situationsfornemmelse.

Alligevel er jeg splittet, og det af flere grunde. Hver gang jeg hører ’Love Will Tear Us Apart’ bliver jeg bevæget, bevæget, bevæget, bevæget, bevæget. Og det gjorde jeg også denne gang. Nummeret rummede meget af det nærvær som originalversionen har, og det klædte det at være blevet sat ned i tempo. Rikke og Trine sang nummeret påfaldende neutralt, med et bemærkelsesværdigt fravær af følelse, som netop gav plads til at lytteren selv kunne lægge et følelsesmæssigt indhold i det. Den joydivisionske nøgternhed var altså i den forstand intakt. Og så var nummeret vellykket fordi man fornemmede en alvor og en tyngde bag det som ikke ret mange andre sange fremført i X Factor overhovedet er i stand til at skabe. Så jeg vover alligevel at tro at rigtig mange rent faktisk fik en følelsesmæssig stærk oplevelse af at opleve nummeret på skærmen. Og der er sikkert rigtig mange der efterfølgende har lært originalen at kende ved at streame eller downloade det. Og mon ikke de mest provokerede seere har sørget for at de selv, deres ægtefæller og ikke mindst deres børn efterfølgende har fået lejlighed til i løbet af weekenden at lægge øre til den ægte vare?

I den forstand har det alligevel ikke været udelukkende helt skidt at nummeret kunne høres i X Factor i fredags. For gode numre kan nok profaneres og vulgariseres, men de kan aldrig ødelægges. Og de giver altid én lyst til at høre originalversionen. Det gælder også for ’Love Will Tear Us Apart’. I hvert fald er nummeret nu været genstand for stor, øjeblikkelig opmærksomhed fra familien Danmark, inklusive de tusindvis af børn og unge der her oplevede det for første gang, men måske ikke sidste. Det kan på ingen tænkelig måde være dårligt, næsten – og jeg mener næsten – uanset hvad midlerne til det har været.

Men hey, Pernille, jeg vil nu alligevel anbefale dig at sætte dig ned en dag med teksten til ’Love Will Tear Us Apart’, mens du lytter koncentreret til nummeret – til Ian Curtis’ stemme, de hektiske trommer, den melodiske bas, den drømmende synth, den rastløse energi, den sørgmodige atmosfære. Du kan jo tage Lise Rønne og hendes underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme med. For der er også et følelsesindhold for jer tre at hente i denne sang der begynder med ordene: ”When routine bites hard/ But emotions won’t grow/And we’re changing our ways/ Taking different roads/ Love, love will tear us apart again/ Love, love will tear us apart again.”

 

-------------------------------------

Den offcicielle video til originalen kan ses her:

http://www.youtube.com/watch?v=qHYOXyy1ToI

 

Versionen i X Factor kan ses her:

http://www.youtube.com/watch?v=2XPA5NC87tY

 

Teksten til sangen kan læses her:

http://www.lyricsfreak.com/j/joy+division/love+will+tear+us+apart_20075884.html

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorthe Møller

Når "finkulturen" bliver folkelig
Eller når post-punken lander på kakkelbordet kunne man vel også kalde denne diskussion.

Henrik Marstal udtrykker en angst for at det han mener er ”rigtig” musik, med et kan blive formidlet ud til det større fællesskab. Og så er det jo ikke mere for kun de indviede, men for menigmand, og hvordan kan hr. og fru Danmark overhovedet lytte til dette nummer når de nu ikke kender HELE sandheden og lidelsen og tragedierne osv!!

Jeg synes det var befriende at der endelig var et nummer, der ikke ligger op af den stereotype x-faktor genre, når verden nu er så befolket med geniale musiknumre, må de da gerne benyttes. Hvis mine unger får øjnene op for Beatles eller Joy Division fordi det hører det i X-faktor, så er det da grundlæggende bare dejligt.

Et hurtigt view på Youtube viser at Love will Tear Us Apart er blevet fortolket af bl.a. Nouvelle Vague, New Order, Thom Yorke, Björk, Arcade Fire, U2, Swans, Jose Gonzales, Cure, så nummeret har altså levet sit liv siden dets tilblivelse.

Søren Kristensen

Stor kunst der ikke kan holde til en gang vandfarve fra Fætter BR er ikke stor nok.

Med venlig hilsen Mona Lisa.

Vibeke Nielsen

Nu er det jeg godt kunne tænke mig, at der kom en rockhistoriker på banen.

For så vidt jeg erindrer var Love will tear us apart faktisk et hit - det eneste hit som Joy Division havde. Jeg mener at huske, at det som singleudgivelse lå på top tyve i Storbrittanien, udgivet posthumt efter Curtis død. Factory havde god forretningssans og intet skæpper i kassen som døden. Jeg mener også at erindre, at det var det første nummer med Joy Division, der blev udgivet som single, altså udgivet til at blive et hit. Jeg mener at huske, at der dengang i 80'erne var diskussioner om udgivelsen af netop det nummer som single, på det tidspunkt, ikke var ren kommerciel spekulation. Det er, så vidt jeg ved, det første Joy Division nummer, der er blevet lavet en officiel musikvideo, dvs. reklamevideo til.

Så nummeret er måske ikke skrevet til kommerciel succes, prime time sendetid på landsdækkende kanaler osv., men det blev udgivet til det, allerede lige efter at kisten var sænket i jorden.

En rockhistoriker, der kan finde kilderne til det her, ville være nyttig nu. For min hukommelse kan spille mig et pus.

Vibeke Nielsen

Yep, de har kilder til hitlisteplaceringer og produktionstidspunkter. Men de har ikke kilder til alle diskussionerne.

Victor Krusell

Hit eller ej, intet nummer bør være helligt. Men man bør omgås numre som dette med en vis respekt, og forsøge at leve op til den nerve der er i det. Jeg lagde for første gang mærke til teksten i x-factors version, det er aldrig sket før, og jeg tror det er et udtryk for at originalen er så fyldt med følelser at stemningen i nummeret egentlig siger det hele. X-factor versionen var til gengæld så flad og kedelig at intet talte for sig selv og alt var overfladisk. Pernille Rosendahl har mistet en stjerne i min bog.

Annika Tiin Nielsen

Hvor er det dog en pinlig diskussion, Henrik Marstal er ude i: At man skal behandle den åh så rigtige rockmusik fra 1979 med en særlig respekt. Hvorfor ikke forholde sig til de tusinder af mennesker, der HVER fredag føler, at musik, der betyder eller ikke betyder noget for dem, voldtages og fladmases til ukendelighed i X-factor? Det er fuldstændigt underordnet, om det er "Love will tear us apart" (som i mine ører faktisk er det absolut dårligste nummer, Joy Division lavede) eller om det er et Rihanna-nummer: Begge stykker musik bliver under alle omstændigheder misbrugt. Og det gælder også selvom forskellen på Rihannas evt. nummer og dens kopi i X-factor måske er mindre iørefaldende, end når et Joy Division-nummer maltrakteres. Der er intet helligt i underholdningsbrancen, Henrik! Eller rettere: Der er ikke noget, der er mere helligt end andet. Pernille har da i øvrigt netop valgt sangen for at udstråle autenticitet, ikke for at gøre det modsatte. At det så ikke lykkes hende er en anden sag.

Philip Hallenberg

Ja, lad os forbyde cover versioner af vores yndlingsnumre... medmindre de er bedre end originalen selvfølgelig.

Men dejligt at se at du også ser X Factor Henrik :-) Hvordan holder du det ud?

Det eneste jeg tænker er at det nu bør være synlig for alle at PR absolut INTET har på hjertet udover PR. Hendes snak om kærlighed og kunst er simpelthen tomme floskler der er til at få kvalme over.

Vibeke Nielsen

@Rasmus Knus

Nej, det er IKKE Blue Monday, jeg tænker på. Jeg kender udmærker New Order, men jeg kender altså også Factory - og de var gode til at gøre indie til business, også inden New Order.

Debatterne om Joy Division, der pludselig lavede både PR videoer og spøjst nok lige skulle have en single på markedet, da Ian Curtis døde, kan man formodentlig finde i gamle britiske musikblade og i radioprogrammer fra den periode. Altså alene det, at de kom på top tyve provokerede mange.

Og så en single... I 70'erne og begyndelsen af 80'erme udgav seriøse bands ikke singler, medmindre der var tale om støttesingler. Singlen signalerer pop og hitlistestræb, albummet signalerer kunstværk. Det var man meget bevidst om dengang.

Men se engang musikvideoen til Love will tear us apart. Jeg kan sagtens få øje på, efter min mening corny, dødekult forvandlet til simpel og salgbar symbolik i den. Jeg tænker på indledningen og slutningen med en dør, hvorpå Ian C er indridset, døren går op og rummet er tomt.

Anne Marie Pedersen

Jeg kunne ikke tale da Joy Division
udgav nummeret. Men jeg synes det var et vild nummer. Jeg var helt vild med det, og synes det var den absolut bedste sang, som nogle af deltagerne har sunget i år.

Og så er jeg helt vild med den særlige tvillinge-symbolik. De to piger er jo netop sammen indtil kærlighed skiller dem ad. De har været sammen helt fra fostre, men skal en dag finde en anden kærlighed og det vil rive dem fra hinanden og komme imellem dem.

Ja, ja. X-factor er ikke stor kunst. Men der er et eller andet dragende ved det. Det er som med de unge mødre og Amalie fra Paradise; der er noget oprigtigt over det. Noget der er for banalt til at være påtaget. Ingen falst politiker-retorik eller spin.

@ Vibeke

An Ideal For Living ep (1978) (udgivet af bandet)

Transmission EP (1979)
Unknown Pleasures (1979)

Atmosphere ep (1980)
Closer (1980) - posthum
Love Will Tear Us Apart ep (1980) - posthum

Still (1981) - posthum

og så et hav af opsamlinger, leftovers og live udgivelser op gennem 00'erne.

mvh, Henning

PS: desuden circulerede et piratudgivet kassettebånd omkring 1979-80, kaldet 'Warszaw'
Det var en blanding af den første Ep, lidt fra deres Peel session, og nogle studieoptagelser de selv fik lavet lige inden kontrakten med factory.

Heinrich R. Jørgensen

Mens de øvrige klansmedlemmer så X-Faktor, var den kokkererende husbond tvangsindlagt til at høre lydsiden af showet. Det eneste der tegnede til at kunne blive sublimt, var annonceringen af Black Hole Sun, i en udgave der lå meget tæt op ad originalen. Endelig noget der var værd at. Musikerne var eminente, men sangeren desværre ikke. Ikke desto mindre meget opløftende at nogen turde binde an med et både meget vanskeligt og formodentlig et meget lidt populært og genkendeligt nummer hos størstedele at seer-segment.

Den småsalige lykkerus varede ikke længere. Det der fulgte, svarer i profanitet til hvis nogen i fuld alvor havde fundet en "ægte" Trio van Gogh og i fuld alvor have programsat dem til at levere det musikalske indslag til en torsdagskoncert.

Vibeke Nielsen

@h M

????

Altså Factory udgav et hav af 12 tommers, og den der Love will tear us apart "ep" var en single. I UK udgivet på 7 tommer.

---

Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er jeg mest enig med Annika Tiin Nielsen i denne debat. Hvorfor er det X-faktor mere synd for Joy Division end alle mulige andre sangere og komponister, såsom soulsangere, bluessangere, popsangere, osv? Som om de andre, der kopieres i X-faktor ikke tager deres kunst seriøst. Eller som om Joy Division var en slags ubesmittet helligdom.

Vibeke Nielsen

Nå, okay, jamen der kan man bare se. Hvad er din kilde til diskografien? Og hvad er en ep efter din mening? Efter min er der 4 numre på en ep...

Og for øvrigt, hvad er din pointe og mening om sagen, altså ikke ep-sagen, men X-faktor-sagen?

Dorthe Møller

Her er navne på dem man kan stemme om til semifinalen, og da jeg konstaterede at Stian Nordenstam, kan blive udsat for tvillingernes mishandling, var det lige før jeg roterer rundt og bliver enig med Marstal. Er der da slet intet der er helligt ;-)

Alene det at denne artikels forfatter bruger så meget tid på at fortælle om omstændighederne omkring Ian Curtis og ikke om selve nummeret signalerer én ting: uden det dødsfald var det nummer i dag ikke mere end enhver anden popsang fra en forgangen tid.
Jo det er da et flot nummer og i forhold til samtidens anden musik, var det da ganske givet også over gennemsnittet. Men lad os så også holde det ved det. Skralder du baggrundshistorien og hypen fra, så er der altså intet virituost eller mesterligt over netop det nummer.
Jeg elsker selv det nummer og Joy divisions musik generelt, men jeg vil på det stærkeste tage afstand fra denne gudedyrkelse som vi her er vidende til.

X-factor er familie underholdning i bedste sendetid. Det har intet med musik kunst eller musik produktion at gøre. Det er amatører som underholder befolkningen fra en scene som DR har stillet op for dem. De yngre generationer er helt vilde og det giver seerere - mere er der sådan set ikke at sige til det.

Har næsten ikke set mage til rockistisk højtideligholdelse med denne artikel.

Nå, men generationshymne er en betegnelse, jeg synes er forkert, for ganske vist føler den generation, der var unge på samtiden, at sangen tilhører dem og at alle bagefter må have et forlorent forhold til den. Sådan har jeg det også med min generations Nirvana. Jeg hader, når teenagere i dag går på skraldespandsrov efter mine teenageidoler. Men det viser egentlig bare, at Joy Division og Nirvana har tidløse kvaliteter, der er interessante for følgende generationer af unge.

Så må Bay City Rollers og New Kids On The Block gerne bære generationsprædikatet, for egentlig synes jeg, det burde være et skældsord på linje med døgnflue.

Da jeg læste i en webavis kunne læse, at tvillingerne ville synge den sang i X Factor, måtte jeg bare tænde for udsendelsen (hvilket jeg ellers har nægtet at gøre i denne sæson). Tvillingernes version lød som en coverversion af Kim Wilde, men alligevel gjorde det et vist indtryk. Lige som synet af dybe snitsår altid vil gøre. Uanset om snittet sidder i en kunstner eller i to karaokesangere.

Hvad sker der for øvrigt for den tonstunge Frk Smilla-kliché til en overskrift?

William Jansen

"Det makabre lå også i at Joy Division havde taget sit navn efter de såkaldte Freudenabteilung-barakker i tyskernes KZ-lejre, som til kommandanternes gentagne fornøjelse husede unge, smukke jødinder helt ned til 14 års-alderen."

Hvis KZ-lejrene ikke er for hellige til at blive brugt i underholdnings-øjemed, så er Joy Division heller ikke for hellige til at blive brugt til samme formål.

'nuff said!

Det er for børn.

Beatmusik-historien går samme vej som cowboys og indianere ... Var det rimeligt i Dan Turells barndomsår at forpoppe tilfældige godtfolk og bumser i 1800-tallets Wyoming for børneunderholdning ? Skrev Wells og Verne 'børnebøger'.... nej.
Den vej er vist uomgængelig.

Lars Peter Simonsen

X-factor er en gang televiseret markedsgøgl, jeg har set ca en halv time -tre kvarter af det. Det hører hjemme på en kommerciel tv-station, og det gør planlæggerne og producerne osse. Men det er jo The New Order, hvis du ikke er berømt, smuk, dygtig og/eller produktiv er du intet....
Det var en sorgens dag, da den liberalistiske dagsorden holdt sit indtog i DR. Og andre steder....

Dorthe Møller

Citerer lige en musiksagkyndig:

"Men jeg har også mødt mange andre som i tilgangen til musik har følt sig hæmmet af deres manglende formelle viden om musik. De lader til at opfatte sig selv som musikalske analfabeter uden kompetencer til at kunne forstå musikken rigtigt, hvorfor de er henvist til at nyde den på slump som de nu bedst kan, velvidende at de dybest set er ukvalificerede. Mange lader til at være opdraget sådan, hvilket betyder at de efter deres egen opfattelse ikke ved hvordan man bør lytte til musik. jeg ved ikke hvor denne vrangforestilling kommer fra, men jeg kan konstatere at den desværre er lige så udbredt som den er forkert."

"... gælder det for alle os der til dagligt arbejder med musik - som formidlere, undervisere, musikere og producenter - at vi har et stort og krævende arbejde foran os med at få nedbrudt vrangforestillingen om at musik i sidste ende tilhører de indvidede. For musik er for alle..."

Og de kloge hoveder har nok gættet at den citerede er selveste Henrik Marstal i "Jeg lytter, altså er jeg"

Joachim Birch Milan

Marstal:

" Det er respektløst at ødelægge sådan et nummer på denne måde! Dem der ser programmet kender jo ikke historien bag. Men det er jo også meget godt, for så lærer de jo måske historien, grundet almen musikalsk nysgerrighed. Det har jo faktisk været en lidt af en succeshistorie for nummeret... Men hey! Det er stadig respektløst! "

Er det din form?

Henrik Marstal

Kære alle - tak for kommentarerne, store som små. Det vil føre for vidt at gå ind i hver af dem, så jeg håber I tilgiver mig for blot at tage dem til efterretning.

Debatten om Joy Division i X Factor er også blevet taget op på andre fora, og senest har dj'en og radioværten Le Gammeltoft kommenteret debatten i sin blog på Politiken. Jeg har til orientering svaret hende her: http://politiken.dk/debat/ECE1226609/kvalitetsmusik-behandles-respektloe...

Var Love Will Tear Us Apart ikke et hit?
Så tror jeg da der er nogle hit lister der tager fejl.

- "Love Will Tear Us Apart" has remained popular and was listed by NME magazine as the best single of all time in 2002. The song was listed by Rolling Stone magazine at number 179 in its top 500 songs of all time.[2] In May 2007, NME placed it at number 19 in its list of the 50 Greatest Indie Anthems Ever, one place ahead of another Joy Division song, "Transmission". The song reached number 1 in the inaugural Triple J Hottest 100 music poll of 1989 and again in 1990. When being interviewed for New Order Story, Neil Tennant of the Pet Shop Boys stated that "Love Will Tear Us Apart" was his favourite pop song of all time. He also mentioned several New Order songs in the same dialogue.
[http://en.wikipedia.org/wiki/Love_Will_Tear_Us_Apart#Popularity]

Man kan blive vintertrist, men Henrik Marstal sørger sandelig for underholdningen! Tænk at se sådan en gang patetisk selvhøjtidelig jammer på tryk - min dag er reddet! Klynk!

Coverversioner er selve musikkens væsen. Bach transskriberede Vivaldi; Pastorius spillede Parker-soli.

Enten fungerer det eller også gør det ikke, men at lave indhegninger om helligt råmateriale er da helt til grin!

steen nilsson

Jeg har fulgt fænomenet X Factor via BT og EB's spisesedler ... som ikke gav lyst til at læse eller vide mere.

Men familiekomsammen og en fjernbetjening uden for min kontrol tvangsindlagde mig ironisk nok som debutant til netop ovennævnte afsnit.

Sarkasmen blev tyk da mit favoritband gennem mere end 30 år - Joy Division - blev fortolket af talentløshed inkarneret.

Her blev jeg bekræftet i alle mine fordomme om hvad X Factor indeholder og vil med endnu større ihærdighed, søge at undgå gensyn. Inden en Johnny Reimar klon giver sit bud på 'No Fun' eller en Grethe Sønck look-a-like fortolker 'How Soon Is Now ?'

Jeg vil dog ikke forbyde folk at coverversionere hvad som helst . Bare jeg ikke skal høre på det. Og så håber jeg selvfølgelig heller ikke at opvoksende generationer tror Rikke og Trine skrev 'Love Will Tear Us Apart'!

Det er de færreste musikere der er født med sit instrument i hånden. Det kræver træning, træning og mere træning at blive god til sit instrument uanset om det er guitar, klaver eller sang. Vil man gerne vinde næste X Factor, så prøv lige først at indspille en og lægge den på www.youtube.com, folk giver gerne feedback, og man slipper for at blive til grin for hele Danmark. Der er også flere professionelle som kan hjælpe med det vokaltekniske og optagelser. Se bl.a mere på: http://polterabendevent.dk/udlejning/x-factor

Grundlæggende så mener jeg alle har en ret til at synge og fortolke klassikere, men det gøres ikke på 5 min. Der skal øves og øves rigtig meget. Det er også svæere at vinde publikum på en klassiker, fordi man ikke kan undgå at blive målt op mod originalen. Jeg tror alle klassikere er stærke nok i sig selv, og går ikke i stykker af at blive udført dårligt!

Det er de færreste musikere der er født med sit instrument i hånden. Det kræver træning, træning og mere træning at blive god til sit instrument uanset om det er guitar, klaver eller sang. Vil man gerne vinde næste X Factor, så prøv lige først at indspille en og lægge den på www.youtube.com, folk giver gerne feedback, og man slipper for at blive til grin for hele Danmark. Der er også flere professionelle som kan hjælpe med det vokaltekniske og optagelser. Se bl.a mere på: http://polterabendevent.dk/udlejning/x-factor

Grundlæggende så mener jeg alle har en ret til at synge og fortolke klassikere, men det gøres ikke på 5 min. Der skal øves og øves rigtig meget. Det er også svæere at vinde publikum på en klassiker, fordi man ikke kan undgå at blive målt op mod originalen. Jeg tror alle klassikere er stærke nok i sig selv, og går ikke i stykker af at blive udført dårligt!