Den eneste måde, vi kan komme klimaforandringerne i forkøbet, er ved at bekæmpe ild med ild
En fortælling om en stat i flammer
I dette øjeblik brænder ukontrollerede skovbrande verden over og intet tyder på, at det vil ændre sig inden for den nærmeste fremtid.

Klimaet forandrer sig. Somrene bliver varmere og tørrere – og det skaber optimale forhold for skovbrande. Et af de områder i verden, der er hårdest ramt, er delstaten Californien på den amerikanske vestkyst hvor der lige nu raser de største skovbrande, som staten endnu har set.

Sidste år hærgede 9.000 skovbrande 5.500 kvadratkilometer land og nedbrændte over 10.000 bygninger i Californien. Det var på et enkelt år.

I efteråret rejste to danske fotografer dertil for at få svar på, hvad det er, der foregår, og hvad man egentlig gør ved situationen. Her er, hvad de fandt bag flammerne.
KAPITEL 1
Natten hvor helvede kom ned fra bjerget

Som et grådigt bæst fortærer ilden alt på sin vej, da den kommer stormende henover bjergryggen. Himlen lyser rødt, da Jonathan Cox tager sin telefon. »Den har ramt byen! Vi har brug for din hjælp, kom herover med det samme!« udbryder Paul Lowenthal i den anden ende. Han er brandkaptajn i byen Santa Rosa.

»Folk løb for livet. Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs,« fortæller Jonathan Cox, bataljonschef for CalFire, brandvæsnet i Californien. Jonathan var blandt de første, der ankom til branden i Santa Rosa. De første mange timer handlede det udelukkende om at få folk vækket og evakueret. Derefter kunne de påbegynde arbejdet med at få ilden under kontrol. Branden var startet tidligere på aftenen og spredte sig hastigt ned af bjergsiden ved Santa Rosa nord for San Francisco.

Den bevægede sig med en vindhastighed på over hundrede kilometer i timen, næsten orkanstyrke, og da solen igen stod op var 8.400 bygninger brændt ned, og mere end 40 mennesker havde mistet livet. Tre uger efter branden, kan brandmændene begynde at se en ende på deres arbejde, mens byens indbyggere forsøger at finde mening i det, der er sket.
Aske faldt ned fra himlen, og folk kørte som sindssyge. Det var ligesom at være med i en dommedagsfilm
– Trey Box, indbygger i Santa Rosa
SANTA ROSA. »Min kone troede, vi skulle dø i bilen. Jeg vidste, jeg var nødt til at gøre alt, hvad der stod i min magt for at få os ud,« fortæller Billy Andre, beboer i Coffey Park-området i Santa Rosa. Klokken to om natten flygtede de fra deres hus af frygt for at blive fanget i ilden, og næste morgen var deres hjem, igennem 15 år, væk.

Billy er præst i Santa Rosa, og denne søndag formiddag er en gruppe venner fra kirken taget med ham og hans kone Elissa ud til resterne af deres hus. Inden de går i gang med at gennemsøge asken med en si, beder de Gud om hjælp til at finde to sølvkopper fra deres bryllupsdag.

Pludselig står Elissa med et stykke deformt metal i hånden. Hendes øjne bliver blanke. Det er en af kopperne, som flammerne har smeltet til ukendelighed. »Vi skal lige have fem minutter for os selv,« siger Billy til vennerne. Han lægger en arm om Elissa, mens de sætter sig i murbrokkerne.
SANTA ROSA. Der er ikke mange ting, der har overlevet flammerne. Gamle kageforme, smeltet elektronik og ødelagt porcelæn er blandt de få ting, de finder. Og så dér, midt i det hele, en afbrændt tegning af Jesus. Det er det eneste papir, der har overlevet branden.

»Jeg har aldrig set det her billede før Det er ikke et, vi har haft i huset.«

Billy ryster på hovedet og fortsætter: »Jeg er virkelig blevet mere ydmyg af den her oplevelse. Som præst er jeg vant til at give og altid hjælpe folk. Nu er jeg i en situation, hvor det er mig, der har brug for hjælp,« siger han.
SANTA ROSA. »Hvis bare én person kan møde Jesus i dag, vil jeg glædeligt brænde mit hus ned.« Budskabet brager ud gennem højttalerne fra Francis Chan, en kendt præst fra San Francisco, som alle kirkerne i området har hyret til at holde gudstjeneste for ofrene for brandene i Santa Rosa.
SANTA ROSA. De seneste par år har Vernon Phy ikke haft noget fast hjem. Han plejede at bo i et telt langs åen, men så ryddede kommunen hans telt, og han mistede alt, hvad han ejede.

To uger inden branden i Santa Rosa, var Vernon flyttet ind i en varevogn, han netop havde sparet sammen til. Få timer efter branden brød ud, så han bilen forsvinde i flammerne.

»Branden var en meget uheldig situation for alle. Mit tab er intet i forhold til, hvad andre har mistet — de nye hjemløse. Dem, der har mistet deres hjem.«

På en lille bjergside bag Santa Rosa, omgivet af høje træer ligger Fountaingrove. En klynge af dyre villaer der tidligere husede byens mest velhavende indbyggere, men som nu ligger øde hen. Områdets golfbane er lukket af på grund af brandene, men vandingssystemet kæmper desperat for at holde plænen i live.
SANTA ROSA. I alt 25.000 mennesker blev evakueret i løbet af de første dage, mens brandene hærgede området. Kirker, kasinoer, folkeskoler og forsamlingshuse – alle steder, der havde plads til overnattende – blev taget i brug for at give de evakuerede husly i nogle dage, indtil situationen kom under kontrol.

Røde Kors’ kontor i Santa Rosa lå i evakueringszonen, hvilket tvang dem til at oprette et midlertidigt kontor, hvorfra koordinering af shelters og nødhjælp fandt sted.
SANTA ROSA. »Sker det her virkelig? Det tænkte vi alle sammen, mens vi stod og stirrede ud på de glødende røde bjerge,« fortæller Kelley Box, en beboer i Santa Rosa. To måneder forinden blev hun og Trey Box gift, og sammen flyttede de ind hos Treys familie.

»Vi begyndte at smide ting ind bagagerummet: billeder, videobånd og Kelleys brudekjole.«

I et desperat forsøg på at sikre huset, begyndte Trey og hans far at sprøjte det til med vand fra haveslangen. I mellemtiden udviklede gløderne sig til flammer, og de forlod huset, mens de stadig kunne nå det.

»Selv om det var midt om natten, var det virkelig lyst. Aske faldt ned fra himlen, og folk kørte som sindssyge. Det var ligesom at være med i en dommedagsfilm,« siger Trey.

Huset brændte ned til grunden, og familien blev tvunget til at dele sig midlertidigt op. Trey og Kelley er, ligesom tusindvis af andre, blevet indlogeret på et hotel af deres forsikringsselskab, indtil de finder et mere permanent sted, hvor hele familien Box kan bo.
SANTA ROSA. En stub fra et væltet træ står og ryger i skoven. »Egentlig kunne vi bare lade det brænde ud af sig selv,« fortæller brandmand Buck Minitech, »men for at berolige folk, slukker vi den alligevel.«

Det er tre uger siden, at den første brand vendte op og ned på livet i Santa Rosa. Brandmændene er begyndt at kunne se en ende på deres lange vagt. Nogle af de første brandmænd, der blev kaldt ud den første nat blev ikke afløst før tre dage senere.
SANTA ROSA. Når en katastrofe bliver stor nok, bliver Nationalgarden sat ind. I Santa Rosa har garden assisteret brandmænd og politi med at opretholde ro og orden. De er med til at oprette check-points ind til de brændte nabolag samt lede efter omkomne og farlige genstande i asken.
VIDEO: Billy Andre og hans familie måtte flygte fra deres hjem om natten, da Tubbs-branden ramte Santa Rosa. Mød dem imens de leder efter ejendele i det, der engang var deres hjem.
KAPITEL 2
Da skoven blev rød

Træerne dør i Californien, og det går hurtigt. I 2016 døde 62 millioner, altså tæt på 170.000 træer om dagen. Årelange tørker og stigende temperaturer – grundet klimaforandringer – har gjort træerne langt mindre modstandsdygtige og dermed mere sårbare over for angreb fra insekter og sygdomme.

»Antallet af døde og døende træer stiger, og med det kommer en øget risiko for lokalsamfundet, hvis der udbryder brand,« siger Randy Moore, Skovfoged fra U.S. Forest Service, Pacific Southwest Region.

»På vores undersøgelsesflyvninger i år har vi observeret, at Californiens træer endnu ikke er kommet sig ovenpå tørken. De er fortsat sårbare over for billeangreb og udgør en øget fare i forbindelse med en brand.«

Den helt store dræber er en lille bille på størrelse med et kogt riskorn: Barkbillen. På et lille laboratorium i byen Sonora, tæt på nationalskoven Stanislaus, forsker et lille hold i forholdet mellem tørken, barkbillen og dens dræbende effekt på træerne.
Kilde: California Tree Mortality Task Force, December 2017
Rædselsscenariet er større og varmere brande i en skala, som vi ikke vil vide, hvad vi skal stille op med
– Leif Mortenson, skov- og naturtekniker
SONORA. De seneste par år er skoven blevet mere rød. De fleste træer er stedsegrønne – de beholder deres grønne farve året rundt.

»Dødeligheden i det her område er egentlig ikke usædvanlig, men faktum er, at vi har mange lignende områder og hele bjergskråninger med døde træer, og det er der, hvor det begynder at blive en epidemi, der er svær at kontrollere,« forklarer Beverly M. Bulaon, skov-entomolog ved U.S. Forest Service.
SONORA. Patolog Martin MacKenzie sidder og studerer en barkbille i mikroskopet.

»Et utroligt antal folk ringer til os, fordi de tror, at hvis det regner, så vil de døde træer komme til live igen. Det er alarmerende så lidt folk ved om træerne i området,« fortæller Martin. Han beskæftiger sig mest med svampebestanden i skoven, men har også en naturlig fascination af de små biller. I en skuffe i baglokalet ligger hans personlige samling.
SONORA. Barkbillen er en naturlig del af økosystemet i Californien. Skovens træer er under et ekstremt pres på grund af stigende temperaturer og mindre regn, hvilket giver den lille bille en fordel.

Barkbillerne synkroniserer deres angreb på det samme træ. Angrebet består i at gnave sig ind under barken på træet og afskære træets forsyning af næringsstoffer og vand.

Normalt vil træet reagere ved udstøde billen ved hjælp af harpiks, men under de ekstremt varme og tørre forhold kan træerne ikke producere nok harpiks. Derfor er barkbillerne i stand til at dræbe et træ på to til fire uger i de varme måneder.

Når billerne synkroniserer deres angreb, foregår kommunikationen via lugt. Det er også sådan, de fortæller hinanden, når der ikke længere er plads i et bestemt træ. En af de metoder, som kemikere forsker i for at kunne begrænse omfanget af billerne, er at efterligne den lugt og dermed afholde biller fra at angribe bestemte træer.
SONORA. Leif Mortenson, skov- og naturtekniker ved U.S. Forest Service, undersøger et træ for et muligt barkbilleangreb.

»Det klimascenarie, vi forudser, involverer mere ekstreme somre og vintre, både i de tørre perioder og i de våde perioder. Sidste vinter havde vi mere regn og sne, end vi nogensinde har haft før. Det kommer efter nogle vanvittige år med tørke. Jeg ved ikke, hvordan vores træer skal kunne tilpasse sig det i fremtiden,« forklarer Leif Mortenson.

I år har de været heldige, at mange af brandene er opstået udenfor de områder med størst dødelighed blandt træer, men bekymringen går på, hvad der kan ske næste år.

»Rædselsscenariet er større og varmere brande i en skala, som vi ikke vil vide, hvad vi skal stille op med,« forklarer Leif Mortenson.
RIVERSIDE. Røgen er ved at fylde den lille hangar i byen Riverside, en times kørsel øst for Los Angeles. Her i U.S. Forest Services brandlaboratorium, eksperimenteres der med afbrænding af forskellig vegetation.

»Vi forsøger at forstå ilden og lære, hvordan ild opfører sig i specifikke situationer, så vi i sidste ende har en større mulighed for at kontrollere den. Enten fordi vi gerne vil slukke den, eller fordi vi gerne vil bruge den som et redskab. Men for at kunne forsøge at kontrollere ilden, må vi først forstå dens fundamentale natur", fortæller David Weise, der er forsker ved U.S. Forest Service.
RIVERSIDE. Det er ikke kun de døde træer, der er farlige, når en brand bryder ud. David Weise går ned mod en række store buske, der står ved siden af hangaren.

»Det meste af den forskning, vi bygger vores redskaber til at forudsige ildens spredningsmønstre med, er baseret på dødt materiale; tørre grannåle og dødt træ. Men det meste af min nyere forskning, har taget udgangspunkt i ildens spredning i levende materiale som den type busk, vi ser her,« fortæller David Weise og rækker ud efter den næsten rosmarinlignende busk ved hans side.

De ting, man har antaget omkring ildens mønster i dødt materiale, kan ikke overføres til, når der går ild i levende materiale – og da mennesker ofte bor ved siden af levende træer og buske, er det vigtigt at undersøge dette aspekt.
RIVERSIDE. »3….2…1…antænd!,« råber David Weise præcis som en kvindelig forsker antænder den bund af grannåle, der ligger i glasburet.

»I det her eksperiment undersøger vi, hvilke gasser, der udskilles hvornår i processen – og ved hvilke temperaturer, de gør det. Det gælder både før, under og efter antænding. Med den viden kan vi forsøge at forudsige, hvordan fremtidige ilde vil antænde,« forklarer David Weise.
KAPITEL 3
I ildens naturlige miljø

Ild har altid været en del af landskabet i Californien. I årtusinder boede Ahwahnechee-indianerne i Yosemite Nationalpark side om side med ilden. De brugte den til at brænde græsset på de tørre enge. Blandt andet for at skabe et mere åbent og brandsikkert landskab at bo i.

I dag forsøger man at genintroducere den gode ild i parken, efter de sidste hundrede år, hvor enhver brand er blevet nedkæmpet og slukket, så snart den opstod. Klimaforandringer har forværret risikoen for brande yderligere, og de sidste mange år har Californien oplevet forhøjede temperaturer og forværret tørke.

»Den eneste måde, vi kan komme klimaforandringerne i forkøbet, er ved at bekæmpe ild med ild. Det haster mere nu end nogensinde før,« siger Kelly Martin, brandchef i Yosemite.

Fire timers kørsel fra Yosemite Nationalpark tilbage mod San Francisco ligger bjerget Copernicus Peak. Oppe over snoede veje og skarpe sving står et levn fra en svunden tid – en udkigspost. Tilbage i 1920'erne var der hundredvis af dem spredt ud over Californien, men i takt med, at satellitter kunne overtage det manuelle arbejde, blev det besluttet at lukke udkigsposterne ned.

Ligesom de i Yosemite National Park har genindført de gamle traditioner, er udkigsposten på Copernicus Peak i dag blevet istandsat og bemandes af frivillige, der i løbet af sommerens brandsæson overvåger landskabet 12 timer i døgnet.
Den eneste måde, vi kan komme klimaforandringerne i forkøbet, er ved at bekæmpe ild med ild. Det haster mere nu end nogensinde før
– Kelly Martin, brandchef i Yosemite
MT COPERNICUS. Jerry Borden er en af de i alt 15 frivillige, der bemander udkigsposten. Han er pensioneret elektroingeniør og har arbejdet med satellitter det meste af sit liv.

»Min datter fortalte mig om det her job. Jeg ringede dem op, og dagen efter var jeg ved at blive oplært,« griner Jerry, mens han kigger ud over bjerglandskabet, der fortsætter, så langt øjet rækker.

»Jeg har boet i området i 30-40 år. Før i tiden var det sjældent, vi oplevede brande i det omfang, vi ser i dag. Jeg er ligeglad med, hvad vores præsident, Donald Trump, siger om klimaforandringer – skovbrandene bliver uden tvivl mere alvorlige,« siger Jerry Borden.
MT COPERNICUS. Osborne Fire Finder er et instrument, der bliver brugt til at måle afstanden til en skovbrand. Når Jerry Borden spotter en brand, kalder han den lokale brandstation over radioen og giver dem koordinaterne. Han fortæller dem, hvordan røgen ser ud, og hvordan den udvikler sig, og ud fra hans informationer kan brandvæsnet tage en beslutning om, hvordan de skal sætte ind mod branden. I løbet af sin tid som frivillig er Jerrys rekord fem rapporterede brande på en enkelt vagt.
YOSEMITE NATIONAL PARK. Det er ikke alle skovbrande, der er farlige. Nogle af dem er også nødvendige.

»Det er nødvendigt at skelne mellem god og dårlig ild. Ilden er en vigtig og naturlig aktør, der er nødvendig for at nedbryde skovens døde træer,« siger Kelly Martin, brandchef i Yosemite Nationalpark.

I et forsøg på at komme klimaforandringerne i forkøbet, udfører de i Yosemite planlagte brande, når vejrforholdene tillader det. Brandmænd går ind og antænder de døde træer, som hober sig op i skovbunden, og sørger for, at branden holdes under kontrol, indtil den er udbrændt. På den måde er skoven bedre rustet mod lynnedslag – eller mennesker, der glemmer at slukke deres bål eller cigaretskod.
YOSEMITE NATIONAL PARK. Kelly Martin, brandchef i Yosemite Nationalpark, har dedikeret de sidste 34 år af sin karriere på at studere og forstå ildens udvikling i landskabet.

»Vi bruger ild til at bekæmpe ild. Vi prøver at genintroducere den ’gode ild’ efter hundrede år, hvor man for alt i verden har prøvet at forhindre ilden i at udspille sin rolle,« fortæller hun.

»Det har udskudt det uundgåelige, og nu ser vi de her altødelæggende brande, som dræber folk og brænder huse til grunden.«
YOSEMITE NATIONAL PARK. »Vi bruger årligt 2,6 milliarder dollars på at bekæmpe ild. En stor del af de penge bliver brugt, når brandsæsonen er på sit højeste, hvor risikoen selvfølgelig er størst. Men jeg synes, vi er nødt til at genoverveje, om det virkelig er nødvendigt at nedkæmpe hver eneste brand med fuld udrykning og helikoptere,« siger Kelly Martin. Mange brande opstår i øde områder, hvor de ikke umiddelbart er en trussel for mennesker eller bygninger.
YOSEMITE NATIONAL PARK. »Ødelæggelserne fra skovbrande, som folk ser på TV, bliver det eneste referencepunkt. Det er yderst sjældent, medierne fortæller om brandenes nødvendighed,« forklarer Kelly Martin.

Årsagen til, at nyhederne kun rapporterer, når katastrofen rammer, er ifølge hende, at der er flere penge i nyheder om nedbrændte huse og folk, der har mistet livet.

»Det er virkelig uheldigt, at det er det syn, folk har på brande,« siger hun. Nogle er begyndt at indse vigtigheden af det forebyggende arbejde, men for mange er ilden og røgen stadig en uhyggelig tanke.

»Ilden har været her længe før os, og vi er nødt til at omfavne og acceptere dens rolle i landskabet som noget positivt. Der er stadig langt, før vi er i mål med det,« siger Kelly Martin.
VIDEO: I Yosemite Nationalpark prøver man at komme klimaforandringerne i forkøbet ved at bekæmpe ild med ild. Hør brandchef Kelly Martin fortælle, hvordan de udfører planlagte brande.
KAPITEL 4
Når røgen har lagt sig

»Jeg synes stadig, det er smukt, selv om det hele er brændt ned,« siger Jason Murra, indbygger i Groveland, en lille by på grænsen til Yosemite Nationalpark med blot 600 indbyggere. Han har boet i byen siden 1990’erne med få afstikkere for at finde arbejde i andre byer.

I sommeren 2013 startede branden Rim i Stanislaus Nationalskov. Den spredte sig til Yosemite Nationalpark og udviklede sig til den fjerdestørste brand i Californiens historie med et areal på over tusind kvadratkilometer. Det tog ni uger at bekæmpe Rim.

I december 2017 brød branden Thomas ud ved Los Angeles. Dengang var det den største nogensinde. Men i juli i år brød en ny storbrand ud. Den er nu den største.
Vores menighed handler meget om død og ødelæggelse
– Kevin Cox, medstifter af Hope City
GROVELAND. Jason Murra plejede at bo i en gammel hytte på en ranch i Groveland. Men da branden Rim spredte sig til Yosemite, endte den med at brænde ranchen og hytten ned til grunden. Det har dog ikke skræmt Jason væk fra Groveland.

»Hvis du vælger at bo her, er du nødt til at være med til at sikre byen. Hvis ikke du klipper dit græs, er der risiko for, at det kan starte en brand, der spreder sig til træerne,« siger Jason.

Jason har et firma, der hjælper beboerne med at vedligeholde deres grund og fælde de døde og brændte træer.

»Det var derfor, jeg begyndte at arbejde med træfældning; for at hjælpe med at få alle de døde træer ned. Vi er bange for, at hvis der kommer endnu en brand, at den så vil brænde kraftigt og hoppe fra træ til træ.«

Under branden for tre år siden brændte en gammel ferielejr, der havde ligget i skoven i mere end hundrede år. I dag er det kun fundamentet, der står tilbage, og det er endnu uvist, om ejerne har råd til at genopbygge stedet.
GROVELAND. Groveland opstod i slutningen af 1800-tallet, da der blev fundet guld i området. Senere var det træindustrien, der trak folk til byen, som i dag er et stop for mange turister, inden de besøger Yosemite Nationalpark. De fleste af husene i Groveland har metaltage. Det er for at mindske risikoen for, at huset bliver sat i flammer, hvis en brand nærmer sig med gløder, der flyver i luften.
GROVELAND. Spinkle, sorte træer tårner sig op mod himlen i et af områderne, der er påvirket af branden. I skovbunden er et hav af små, nye træer ved at gro. Beboerne i Groveland havde frygtet, at branden Rim havde været for varm og beskadiget jorden og frøene, men træerne har en evne til at genplante sig selv.

»Jeg tror, det er en del af naturen, at vi oplever ekstrem tørke og regn. Vi går igennem de her forskellige stadier. Vi har ingen arkiver for, hvad der skete for fem tusind år siden, så jeg tror ikke på, at man kan konkludere noget på to hundrede års erfaring. Jeg tror ikke på global opvarmning. Jeg tror, at solen gennemgår forandringer, og det vil ikke ødelægge Jorden – vi mennesker vil dø, længe før Jorden er væk,« siger Jason.
MIDDLETOWN. Fire timers kørsel fra Groveland ligger en anden lille by, Middletown. »Vores menighed handler meget om død og ødelæggelse,« siger Kevin Cox. Han står i et af de tomme nybyggede huse i Middletown.

For to år siden brændte The Valley Fire mange af byens huse ned, og Kevin Cox tog fra sit hjem i delstaten Indiana til Middletown i Californien for at hjælpe med genopbyggelsesarbejdet. Kevin har været med til at starte den kristne organisation Hope City, der via fundraising og frivillighed har specialiseret sig i at hjælpe i katastrofesituationer.
MIDDLETOWN. Terry Sandson har boet i Middletown størstedelen af sit liv. For tre år siden overtog han sine svigerforældres hus sammen med sin kone. For to år siden brændte det ned.

Terry har fået hjælp af frivillige til at genopbygge et nyt hus på den samme grund, hvor svigerforældrenes hus stod. Hope City hjælper dem, der har mistet deres hjem, men ikke har forsikringspenge til at dække genopbyggelsen.

Indtil nu har Hope City genhuset 8 familier, og de bygger i øjeblikket på yderligere 20 huse. I alt har de godkendt ansøgninger til 80 huse, som de skal genopbygge. Men med de nye brande i Santa Rosa området, har Kevin ingen idé om, hvor mange huse de i realiteten mangler at bygge. Før The Valley Fire var der tre andre brande i området, hvilket gjorde, at forsikringsselskaberne begyndte at skærpe reglerne og afvise sager.

»Nogle husejere havde vedligeholdt deres grund, men fordi naboen ikke gjorde og havde højt græs og døde træer, blev deres forsikringssag afvist. Vi har måttet genopbygge huse for et par familier, som har stået i netop den situation,« fortæller Kevin Cox.
MIDDLETOWN. Orwal L. Youngs forlod aldrig sit hjem, kunne ikke lide at blive forstyrret, og var generelt en meget stille mand. Ingen blev inviteret indenfor i hans hjem, der var proppet til randen med ting han havde samlet igennem tidens løb. Men så kom branden, og Orwals hus forsvandt i flammerne.

Dagen efter branden ville han tilbage og se, hvordan hans og naboernes hjem så ud, og det var der, at en fotograf fra den lokale avis tog billedet af ham.

I dag står billedet i hans køkken i det nye hjem, som Kevin Cox har hjulpet med at genopføre. I dag kommer Orwal ud af huset hver dag og er frivillig på det lokale seniorcenter.

»Vi knytter bånd til dem, hvis hjem vi hjælper med at genopbygge. For mig handler det om mere end bare at bygge dem et nyt hjem – det handler om at skabe et nyt liv for dem. Det er vildt hvilke ting, der kan komme ud af, at ens hus brænder ned. Ved næsten hver eneste familie, vi har hjulpet, virker det som om, at deres livskvalitet er blevet forøget,« fortæller Kevin Cox.
MIDDLETOWN. Kevin Cox voksede op i Santa Rosa og tilbragte sine somre i Middletown-området. Denne katastrofe er derfor anderledes for ham end de andre, han har rykket ud til gennem de sidste 20 år.

»Det her sted har påvirket mig personligt. Jeg bliver her, indtil vi er færdige. Vi har allerede været i gang med at bygge i to år, og med de nye brande kommer der til at gå 5-7 år, før vi er færdige,« fortæller Kevin.

»Det er et kald. Vi har aldrig krævet penge for vores arbejde. Vi tager os tid til at blive en del af de berørte familiers liv, ligesom de bliver en del af vores.«
KAPITEL 5
Det man ikke ser

Skovbrandene i Californien har vidtgående konsekvenser. Ikke kun de håndgribelige konsekvenser såsom huse og menneskeliv, der går tabt i flammerne – men også luftkvaliteten påvirkes. Ved at sammenligne bestemte hospitalsindlæggelser i områder påvirket af røg med indlæggelser i samme område uden påvirkning fra røg, kan Jia Coco Liu, miljø- og sundhedsforsker på John Hopkins universitet, konkludere, at der under skovbrande sker en væsentlig forøgelse af folk, der oplever vejrtrækningsproblemer og kroniske lungesygdomme.

En undersøgelse fra Europa Kommissionen fastslog tilbage i 2012, at røg fra skovbrande årligt resulterer i omkring 340.000 for tidlige dødsfald på verdensplan.
VANDENBERG AIRFORCE BASE. Da klokken slår 01.47 starter uret. Der er kun et 65-sekunders vindue, hvor jorden står korrekt i forhold til afsendelsen af raketten. Alt skal falde i hak inden for det næste minut. Pludselig lyser himlen op, og kort efter kommer braget fra Delta II-raketten, mens den stiger op over horisonten.

Raketten bærer den nyeste satellit inden for miljøovervågning, og den skal hjælpe med at forudse ekstreme vejrsituationer, heriblandt skovbrande.

»Som brandkommandør baserer vi en stor del af vores beslutninger, hvad enten det er strategisk eller operationelt, på vejret,« siger Jana Luis, divisionschef for Predictive Services i CalFire Sacramentos hovedkvarter.

»At have direkte og præcise meldinger om vejret er enormt vigtigt for os.«

Brandkommandører anvender dagligt satellitdata i deres arbejde med forudsigelse af fremtidige eller nuværende brande.
Der kan være en tendens til, at røgen fra disse brande formentlig skader flere mennesker i det lange løb end selve branden
– Sean Raffuse, analytiker ved Crocker Nuclear Laboratory
DAVIS. På et lille kontor i Davis sidder Sean Raffuse, analytiker ved Crocker Nuclear Laboratory, og forsker i relationen mellem luftkvalitet og skovbrande, blandt andet ved at overvåge satellitbilleder.

»På visse punkter er luften blevet renere, da der er blevet gjort et godt stykke arbejde med at regulere på området. Vi ser dog samtidig, at de her brande er steget i hyppighed og størrelse, og dermed er de blevet et endnu større problem, end de var før, set fra et luftkvalitetsperspektiv. Forskningen viser, at der kan være en tendens til, at røgen fra disse brande formentlig skader flere mennesker i det lange løb end selve branden,« fortæller Sean Raffuse.
DAVIS. I det lille laboratorie står der kasser over det hele. Prøverne bliver indsendt fra hele landet, hvor der er målestationer – både fra byer og mere øde steder som skovområder eller nationalparker. Prøverne er filterbaserede, så der sidder et filter på en målestation, der bliver udsat for gennemstrømning af luft i 24 timer. Derefter indsamles prøverne og bliver sendt fysisk til laboratoriet.

»Vores system er desværre ret langsommeligt. Så hvis vi rent faktisk vil vide, hvad en bestemt brand har betydet, så må vi vente indtil filtrene er tilbage og er blevet analyseret. Hvilket godt kan tage et par måneder,« forklarer Sean Raffuse.
DAVIS. Filtrene bliver i første omgang vejet for at få en basisaflæsning af mængden af partikler, der er blevet opsnappet. Herefter laves en kemisk analyse af partiklerne, og resultatet kan bruges til at fastslå, om de stammer fra en brand.
YOSEMITE NATIONAL PARK. I Yosemite National Park ligger en af Sierra Nevadas mest sofistikerede overvågningsstationer for luftkvalitet. Placeret i 1600 meters højde på toppen af Turtleback Dome, indsamler den målinger, der senere sendes til Crocker Nuclear Laboratory. Yosemite er udpeget af regeringen som et ekstra sensitivt område, hvilket giver Yosemite det højeste niveau af føderal luftkvalitetsbeskyttelse.
KAPITEL 6
De usandsynlige helte

I skoven mellem San José og Santa Cruz ligger en lille lejr gemt væk fra offentligheden. Det er egentlig et fængsel, men ligner ikke et traditionelt fængsel med porte, høje mure og vagter med geværer i tårne. Der er bare et lille trådhegn, der ikke er meget højere end en almindelig mand. »Det fungerer kun, fordi vores indsatte gerne vil være her,« forklarer Dave Mendonca, der er daglig leder af lejren.

De indsatte her hjælper med at slukke brande i området. California Department of Corrections and Rehabilitation (CDCR) har haft tusindvis af indsatte i de såkaldte brandlejre over hele delstaten siden 1946. Deres primære mission er at assistere brandvæsnet i nødsituationer som brande, oversvømmelser og andre naturlige eller menneskeskabte katastrofer. De leverer cirka 3 millioner timers brandbekæmpelse og cirka 7 millioner timers samfundstjeneste hvert år.
Jeg kalder dem helte hele tiden, men de er ikke perfekte. Der er en grund til, at de er her
– Dave Mendonca, leder af Camp Ben Lomond
BEN LOMOND. Under ekstreme forhold som de brande, der ramte byen Santa Rosa, kan hold fra lejrene blive sendt til området. Her arbejder de i turnusser på op til 24 timers vagter i kamp mod ilden. Deres hovedopgave er at lave et improviseret brandbælte omkring ilden ved at fjerne alt brandbart materiale.

»De kan tage et stykke land, som er så proppet med buske og vegetation, at du ikke engang kan gå igennem det, og få det til at ligne et fortov,« fortæller lejrens daglige leder Dave Mendonca.
BEN LOMOND. Solen er lige stået op over lejren, og langsomt kommer de indsatte ud fra deres barakker med madpakken under armen. De samler sig i fem rækker på basketballbanen. Inden de skal på arbejde, skal alle identificeres, tælles op og have tjekket deres madpakke, før de kører ud af lejren.

»Jeg kalder dem helte hele tiden, men de er ikke perfekte. Der er en grund til, at de er her,« fortæller Dave Mendonca (th).
BEN LOMOND. Lejrens ledelse har fået lavet vægmalerier i spisesalen af brandmænd i aktion for at højne moralen blandt de indsatte. Selv om det ikke er lejrens primære eksistensgrundlag, er der også en finansiel fordel ved programmet.

Det nyeste estimat er, at programmet har sparet delstatens indbyggere for omkring 124 millioner dollars i skat om året – det svarer til 781 millioner danske kroner. De indsatte får 12 kr for hver dag de er i lejren, og 6 kr for hver time de bekæmper ild.
BEN LOMOND. I den lille barak ved siden af parkeringspladsen, kan de indsattes familier komme på besøg. På væggen bagest i lokalet hænger der billeder af fangerne, der bekæmper ild.

»Det er godt at vise familierne, at de kan være stolte af de indsatte,« forklarer Dave Mendonca.

Lejrprogrammets rehabiliterende værdi bliver målt ved hjælp af den såkaldte recidivstatistik, der viser, hvor mange der kommer i fængsel igen efter løsladelse. Blandt de indsatte, der har været en del af brandbekæmpelsesprogrammet, er denne sats næsten 10 procent lavere end den generelle for statens traditionelle fængsler.
BEN LOMOND. Når fangerne transporteres uden for lejren, foregår det oftest i ombyggede fangetransporter, der bedre kan falde ind sammen med de andre brandbiler. Der er dog stadig gitre for vinduerne.
VIDEO: Flere tusinde indsatte hjælper hvert år med at bekæmpe skovbrande. Mød James Russo, der drømmer om at blive brandmand, når han kommer ud af fængslet og Dave Mendonca, der er leder af fængslet.
KAPITEL 7
Den nye normal

Tilbage i Santa Rosa har røgen lagt sig. Regnen har fejet henover Coffey Park, og området står gråt og mudret tilbage, mens et hold af maskiner kvaser de nedbrændte biler for til sidst at stable dem sammen og køre dem væk. Livet går videre, og de berørte prøver at tilpasse sig de nye omstændigheder i deres midlertidige huse. Men der er lang vej endnu, og al erfaring fra tidligere brande tyder på, at genopbyggelsesarbejdet kommer til at strække sig over flere år.
Klimaforandringer er uden tvivl skyld i situationen. Spørgsmålet er, hvordan vi reagerer og tilpasser os
– Jonathan Cox, bataljonschef ved Californiens brandvæsen
SANTA ROSA. Valerie Box og hendes mand Gene Box står i deres nye hus. I branden mistede de deres familiehus, hvor tre generationer af familien boede under samme tag.

»At se huset nedbrændt var lidt som at se en død slægtning. Det er ikke rigtig dem længere, de er der ikke mere, det er bare en tom skal nu. Alt det, der virkelig betød noget, det, der gjorde huset specielt, var der ikke længere,« fortæller Valerie. Gene nikker:

»Det var den mest ødelæggende ting, jeg har set i mit liv. Og jeg har dårlig samvittighed nu, for når du ser de her katastrofer på tv, så føler du med de folk, du ser i det øjeblik, men så fortsætter du med dit liv igen. Man skal virkelig stå midt i det selv for nogensinde at kunne forstå det.«

De har endelig fået mulighed for at samle familien under samme tag igen efter branden.
SANTA ROSA. Der lyder prusten og stønnen blandt brandmændene, mens de kæmper om at tage flest armbøjninger med en enkelt arm.

»Kom så! Vis nu, hvad I duer til!«, råber Sean Nevarez. Han er en af de ledende brandmænd fra det private brandmandsfirma ’Diamond Fire’ i delstaten Oregon.

Sean Nevarez’ hold kørte fra Oregon nord for Californien, umiddelbart efter den første brand brød ud, og har været udstationeret i Santa Rosa lige siden. Nu skal de endelig hjem efter flere ugers kamp mod brandene.
SANTA ROSA. Det summer i hele huset, da Eli Contreras tænder den store blå kasse, der filtrerer luften i rummet. Elis hus var det sidste hus, der stod mellem branden og en kommunal skole på den anden side af vejen.

Brandmændene tog en beslutning om at redde skolen, og Elis baghave blev deres sidste bastion inden skolen. Det endte med at redde hans hus. Han begynder at vaske væggene ned – de er mørke af sod fra røgen.

»Jeg var slet ikke klar til at komme her tilbage. Det eneste jeg kunne, var at filme det med tårer i øjnene, det var meget surrealistisk,« fortæller han. I baghaven ligger havemøblerne smeltet til ukendelighed.
SANTA ROSA. 42 gange ringer brandklokken. Én gang for hver af dem, der gik bort i brandene for to uger siden, og en enkelt for dem, der stadig er savnet.

Omfavnet af pårørende bryder en kvinde sammen og skriger mod himlen. Folk kigger mod jorden, mens kvindens hulken flyder sammen med korets stille sang. Pat Kerrigan, en lokal radiovært, træder op til mikrofonen:

»Vi er alle overlevende i dag. Vi ved, at der er meget at gøre, vi ved, at der er meget sved og mange flere tårer, der skal løbe, før vi er ovenpå igen, men tag ikke fejl. Den proces er allerede begyndt. Vi er et samfund af helte!«
SANTA ROSA. »Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt situationen vil ændre sig, det er et spørgsmål om, hvordan den allerede har ændret sig,« siger Jonathan Cox, bataljonschef for CalFire. I løbet af det sidste årti er den traditionelle sæson for skovbrande blevet forlænget med mere end 70 dage.

Årsagen er klimaforandringerne, der har påvirket måden, hvorpå ilden brænder, samt størrelsen på brandene.

»Det, at vi har bebygget landskabet mere og samtidig forsøgt at undertrykke de skovbrande, der kom, har gjort, at vi i de seneste 20 år har oplevet over halvdelen af historiens mest dødelige og ødelæggende brande.«

Alle de områder i Californien, der er lettilgængelige, er for længst blevet bebygget. Men de områder, som folk nu er begyndt at bebygge, er ikke nemt tilgængelige og ligger ofte steder med øget risiko for skovbrande.

»Klimaforandringer er uden tvivl skyld i situationen. Spørgsmålet er, hvordan vi reagerer og tilpasser os. Hvis du vælger at bebygge en bjergside, er der nødt til at være regler og strategier for, hvad der sker, hvis en brand begynder.«
Den 27. juli i år brød branden Mendocino Complex ud i Californien nord for San Francisco. I skrivende stund har den brændt over 1.200 kvadratkilometer og overgår dermed sidste års brand Thomas som den største skovbrand i Californiens historie.

Mendocino Complex brænder stadig.
Tekst og foto: Anders Rye Skjoldjensen & Rune Aarestrup Pedersen
Redaktion: Mikkel Vuorela

18. august 2018
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Malan Helge
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
Anders Graae, Malan Helge, David Zennaro og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Frihed og frisind er blevet forsømt, siger løgnere om overgreb på deres medmennesker for at retfærdiggøre deres afhængighed og manglende vilje til bæredygtig omstilling.

"Ifølge FN/UN vil havstigninger, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget for millioner af mennesker og skabe omkring 200 millioner nye klimaflygtninge inden 2050. Allerede i dag findes der såkaldte klimaflygtninge fra Alaska til Stillehavsøerne.
Link: http://raeson.dk/2015/100-dage-til-cop21-hvor-er-det-sikkerhedspolitiske...

Hvis der ikke ønskes flere flygtninge, så må befolkningen lade være med, at producere flygtninge!

Danskerne er målt på den enkelte borger i forhold til det samlede indbyggertal og den samlede befolkning i Danmark, blandt de mest CO2 udledende i hele verden.

Folketingsvalget er en mulighed for at tage ansvar.

Flemming Berger, Jeppe Trolle og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

For hundrede år siden boede der 3 millioner mennesker i Californien.
I dag bor der 40 millioner.
Tænk selv.
Hvad mon er problemet ?
Mere end 10 gange så mange mennesker i et område med begrænsede vandressourcer.
Så må det gå galt.
Der bygges tættere. Ofte uheldige steder. Større huse. Mere der kan brænde.
Derfor vil alle tal koblet til brandskader i området vokse.
Mindst en faktor 13 i løbet af hundrede år. Det modsvarer jo blot befolkningsøgningen.
Klimaændringer ?
Tja - måske - men det er nok ikke CO-2 udledningen der er hovedproblemet.

Annemette Due, Frank Hansen og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Bare lige lidt valid information.

Der er heldigvis ingen grund til at lytte til amatører, når der er profesionelle, min bager er heldigvis og naturligvis ikke min mekaniker og vise versa.

“Human activities since the beginning of the Industrial Revolution (around 1750) have produced a 40% increase in the atmospheric concentration of carbon dioxide (CO2), from 280 ppm in 1750 to 406 ppm in early 2017.

This increase has occurred despite the uptake of more than half of the emissions by various natural "sinks" involved in the carbon cycle.

The vast majority of anthropogenic carbon dioxide emissions (i.e., emissions produced by human activities) come from combustion of fossil fuels, principally coal, oil, and natural gas.

Mere fakta kan findes her.
IPCC
Link: https://www.ipcc.ch/

Niels Østergård

Og her gik jeg og var bekymret over klimaforandringerne. Det store problem er pyromani, ser det ud til.

Philip B. Johnsen

Niels Østergård
Sådan kan man godt udtrykke det, hvis du med pyromani, mener ikke bæredygtig forbrugsdrevet økonomisk vækst på olie, kul og gas afbrænding.

Det handler om at bekæmpe den økonomiske ‘pyromani’, for kortsigtede økonomiske gevinster.

Niels Østergård

Philip,
Det var nu mere møntet på en anden debattør, der ikke mener at CO2 er et problem.
Åbenbart skal man lære at leve med den gennemgribende indflydelse DF har på alle politikområder.

Philip B. Johnsen

Niels Østergård

DF og Trump’s USA har meget tilfældes.

Den stærkes ret!
At den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.

Donald Trump siger han vil skrue tiden tilbage til dengang, hvor kul afbrænding og olie afbrænding var fremtiden, hvor hvide amerikanere var en klasse for sig i samfundet, der var sikret privilegier alene af den årsag.
USA er i ruiner, der er økonomisk vækst og arbejde nu, men sandhede er en anden under overfladen og alle ved det.

DF politik er af samme skuffe.
Grethe Preisler påpegede precist hvordan i en anden tråd “krav om ’flere nødvendige besparelser’ når omkostningerne ved miljøforbedringer skal ’finansieres krone for krone’ ved hjælp af rundbarbering af velfærdydelser efter grønthøstermetoden under de årligt tilbagevende forhandlinger om regeringens finanslovsforslag.”

DF får så udlændingestramninger og pisker løs på syndebukken.

Der burde tages klart afstand fra kortsigtede økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.