Analyse
Læsetid: 3 min.

Løkkes aggressive samarbejde

Venstre ser ud til at have fundet melodien i sin strategi ved at forene to klassiske oppositionsroller. På Christiansborg tales der om, at Lars Løkke Rasmussen går efter en ren V-regering efter næste valg
Venstre ser ud til at have fundet melodien i sin strategi ved at forene to klassiske oppositionsroller. På Christiansborg tales der om, at Lars Løkke Rasmussen går efter en ren V-regering efter næste valg
Indland
11. august 2012

Siden SRSF-regeringen kom til magten i efteråret 2011, har Venstre – som ethvert oppositionsparti – kæmpet med spørgsmålet om, hvordan rollen på reservebænken skal håndteres. Indtil videre er partiet – i visse situationer tilsyneladende på grund af mere held end forstand – lykkedes med at forene to klassiske strategier og har ført, hvad man kan kalde en aggressiv samarbejdende oppositionspolitik.

Forenklet sagt er der i politik to måder at håndtere rollen som opposition på:

Den aggressive: Enhver lejlighed benyttes til at udstille regeringens svage sider. Det kan f.eks. være ved at skamride en diskussion om løftebrud – også hårdere end den måske indholdsmæssigt kan bære. Formålet er at nedbryde modstanderen så meget som muligt inden et folketingsvalg. Risikoen er, at vælgerne på et tidspunkt kan finde den useriøs.

Den samarbejdende: Ved hele tiden at søge samarbejde og lave politiske aftaler, får man som opposition udhulet den siddende regerings førstefødselsret til magten. Man får samtidig vist, at man sætter holdbare, politiske aftaler over strategi og fnidder. Formålet er at fremstå seriøs og samarbejdsvillig. Risikoen er at fremstå uden egen politik og uden kant til den siddende regering.

Konstruktiv, konsekvent

Lars Løkke Rasmussen har forenet de to yderligheder, i det han kalder en ’konstruktiv og konsekvent’ oppositionspolitik. Venstre har på den ene side gjort alt for at udstille statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som en elendig, utroværdig og løftebrydende vikar. Samtidig har partiet dog lagt stemmer til store politiske aftaler på områder som energi, skat, førtidspension og fleksjob. Og regeringen går også efter at lave reformerne af kontanthjælp og SU med Venstre, idet den næppe kan gennemføre sin hårde kurs om at presse unge i uddannelse med Enhedslisten.

På gårsdagens pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Rungsted, formulerede Lars Løkke Rasmussen det således:

»Vi synes, vi har to hovedopgaver frem til næste valg. Den ene er at begrænse skadesvirkningerne af den regering, der sidder i øjeblikket. Den anden – mere konstruktive opgave – er selvfølgelig at hjælpe regeringen med at få truffet en stribe gode beslutninger.«

I det sidste halvår har der været et vellykket og et mindre vellykket eksempel på Venstres strategi. I forbindelse med den første styrkeprøve, energiaftalen, lykkedes det Venstre at få skabt et billede af at have kæmpet meget i land på økonomi og oliefyr, selv om regeringen ikke gav sig på det afgørende for klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) – nemlig de grønne målsætninger.

Økonomisk troværdighed

Forløbet om skattereformen var mildt sagt mindre heldigt for Venstre, der ved et lykketræf alligevel endte med at komme ud af det uden reelle skrammer. Med bulder og brag og krav om skattelettelser for 13 milliarder satte Lars Løkke Rasmussen Venstres økonomiske troværdighed på spil. Venstre agtede ikke at indgå en aftale med regeringen og betonede igen og igen, hvordan enderne ikke kunne mødes. Da regeringen så var tæt på en aftale med Enhedslisten, og presset på Venstre steg, krøb Lars Løkke Rasmussen ned fra træet og landede pr. stedfortrædere, da han selv var i Rio, en aftale på få timer. Dermed viste han reelt, hvor mange tomme tønder, der havde været i Venstres indledning til forhandlingerne. Men Venstre endte uden væsentlige skrammer, da efterspillet i offentligheden om skattereformen kom til at handle om regeringens skænderi med Enhedslisten.

På Christiansborg vurderer flere, at Venstre går efter en ren V-regering efter næste valg. Det er altid svært at spå om den slags, og alt afhænger naturligvis af den endelige mandatfordeling. Men skulle Venstre pønse på at danne regering alene, er det bestemt ikke uden risici. Uenighederne med Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der alle har brug for at markere sig, står i kø. Hvis Lars Løkke Rasmussen derfor overvejer muligheden, gør han klogt i at lave meget klare aftaler med de tre partier, han håber på som parlamentarisk grundlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her