Politiske budskaber vurderes i disse tider først og fremmest ud fra deres underholdningsværdi: infotainment, kalder Kjeld Olesen det efter engelsk/amerikansk sprogbrug. Ordet er en kombination af information og entertainment: underholdning.
(Forhenværende socialdemokratisk udenrigsminister og nuværende styrmand Olesen udsender på mandag debatbogen Det robotiserede menneske - pejlinger i et politisk opbrud og blev i den anledning interviewet her i bladet i onsdags).
Folkelige aktiviteter vil i stort omfang blive indskrænket til modtagelse af materiel underhold og til deltagelse i kulturel underholdning og kaldes af Hans-Peter Martin og Harald Schumann for tittytainment, efter tits: bryster eller babser.
(De to tyske journalister Martin og Schumann udsendte i foråret bogen Globaliseringsfælden, der gav anledning til en del omtale her i bladet).
Folkeoplysningen i Danmark, præget som den har været af navnlig Grundtvigs forestillinger, klemmes i disse år mere og mere af på den ene side et politisk demokrati, der bevæger sig i retning af infotainment, og på den anden side af et folkeligt demokrati, der derfor udvikler sig til tittytainment.
Navnlig de frie folkehøjskoler mærkes af demokratiets overgang til underholdningsbranchen.
De to andre frie skoleformer, friskolerne og efter- og ungdomsskolerne, er i den forstand en del af det offentlige system, at de tilbyder en form for opfyldelse af den lovfæstede undervisningspligt. På linje og i konkurrence med det offentlige uddannelsessystems egne yngste og ældste folkeskoleklasser har fri- og efterskolerne så at sige deres berettigelse bestemt af faglige og saglige grunde.
Folkehøjskolerne er kun integreret i det eksisterende system i kraft af deres oprindelige opgave som udklækningsanstalter for demokratiets egne folkelige eliter.
Når økonomiske, sociale og økologiske beslutninger af effektivitetsgrunde overdrages til eksperter, topledere og bureaukrater bliver de demokratiske funktioner indskrænket til passivisering og uskadelige løjer og langkål .
"Med en blanding af bedøvende underholdning og tilstrækkelig næring skulle man nok kunne holde verdens frustrerede befolkning i ro og godt humør," som Martin og Schumann sammenfatter 'demokratiet's nye opgaver.
Afgørende økonomiske, sociale og økologiske beslutninger overlades til topledere i store og stadig mere globaliserede privatvirksomheder i halv-officielt netværks-samarbejde med top-
ledere i statslige og overstatslige bureaukratier og organisationer samt toneangivende videnskabs-mænd, eksperter og managere inden for natur- og social-videnskab, teknik og medieindustri.
Giver det under disse omstændigheder mening at opretholde en frivillig voksenuddannelse med henblik på et aktivt folkeligt demokrati?
At dømme efter mange højskolers programmer erstattes oplæring til folkestyre da også i stigende grad af opøvelse i badut-spring og becifringer - og selvrealisering på fuld tid. Men - sålænge det pågældende elevhold er samlet - dog i skolefællesskabets ånd.
Det rejser tre spørgsmål:
* Er markedet for grundt-vigiansk tittytaintment stort nok til at holde alle hundrede højskoler med alle deres lærere beskæftigede?
* Er skatteyderne via bevilgende myndigheder i Folketinget, EU og kommunerne indstillet på at yde tilstrækkeligt underhold til denne ret dyre kostskoleform, når den efterhånden opfattes som ren underholdning?
* Eller ændrer både markeds- og støttebetingelserne sig nu så radikalt, at højskolerne må slå fra sig - eller dø?
Alle tre spørgsmål rejses af om ikke gode så særdeles solide grunde i højskoleverdenen. Hvis forening, Foreningen for Folkehøjskoler, i dag og i morgen holder generalforsamling på Egå Ungdoms-Højskole.
Fra 1995 er højskolernes samlede elevtal faldet med op mod en femtedel. For alene de lange kurser, der er højskolernes fundament, er faldet større, måske op mod en fjerdedel.
Forklaringen er nok mindre ungdomsårgange i højskolealderen, men den skærpede konkurrence fra det omgivende og direkte kompetencegivende uddannelsessystem er nok så afgørende.
Frygten for at blive udstødt over i tredjedelssamfundets rækker af såkaldte "overførselsindkomstmodtagere" (alene navnet!) kombineret med lysten til indflydelse via en karriere i de reelt beslutningstagende institutioner fortoner nødvendigheden af et høj-skoleophold.
Færre og færre efterstræber i partier, foreninger, herunder idrætsforeninger, og andre fællesforetagender (for eksempel kooperativer og andelsselskaber) en tilværelse som led i den folkelige elite. For folket skal ikke længere styre, det skal støttes og underholdes, og eliten skal derfor ikke mere være folkelig. Derimod gerne populær.
Hvad skal man så bruge folkehøjskoler til?
Det spørgsmål stiller også embedsmændene i Finansministeriet med deres forsøg på at kvantificere og ved målinger sammenlige de forskellige uddannelsers bidrag til forøgelse af det danske erhvervslivs effektivitet og produktivitet til opnåelse af stadig mere økonomisk vækst:
"Set ud fra en afslappet betragtning er det latterligt overfladisk. Set ud fra en demokratisk/ideologisk synsvinkel får man kuldegysninger, fordi synet på uddannelse, dannelse, demokrati, udvikling og folkelighed er så indskrænket," hedder det op til generalforsamlingen i højskoleforeningens formandsberetning ved Krogerup Højskoles forstander Søren Bald.
Han taler direkte om "umyndiggørelsen af Undervisningsministeriet" og konstaterer, at "vi står med et meget betydeligt skole-problem, hvis vi på én og samme gang taxameterstyres af den aktuelle elevtilgang samtidig med, at vi påtvinges standardiserede arbejds-, ansættelses- og lønvilkår."
Grundtvig spræller endnu - under kvælningsdøden.
Om han - eller rettere hans arvtagere - slår fra sig, vil blandt andet dagene i Egå vise. Umiddelbart kræver Søren Bald en hurtig og radikal ændring af højskoleloven: "Den uheldssvangre og dybt problematiske skøns-paragraf, der gør friheden til at oprette skoler til et skønsspørgsmål, der kan styres af rent politiske konstellationer, må væk."
Men i næste omgang melder en stillingtagen sig til Undervisningsministeriets oplæg til et såkaldt "nyt parallelt kompetence-system for voksenuddannelser", der sigter mod også at få 'systematiseret' alle dem, som det officielle uddannelsessystem oprindelig tabte på vejen. Alle uden traditionel eksamen skal også have lov at kalde sig noget. Fra gvu'er (grundlæggende voksenuddannelse) over vvu'er (videregående voksenuddannelse) og diplom'er til master.
Søren Bald skriver: "Som oplægget fremtræder, antyder det to uheldige tendenser. Den første er, at nu skal der satses på at uddele duelighedstegn hele livet. Den anden er, at alt skal måles i spørgsmålet: 'Hvilke kurser har du gennemført?' snarere end spørgsmålet: 'Hvad kan du?'"
Vi overgiver os ikke til det kvantitative menneske- og uddannelsessyn, der repræ-senteres i det System-Danmark, der præges af store institutioner med velerhvervede forestillinger om godt og skidt," forsikrer højskoleforeningens formand i sin skriftlige beretning.
Men så må han og hans forenings medlemmer vel - trods al indbyrdes uenighed i højskoleverdenen - stå for et menneske- og samfundssyn (og vel også et natursyn), der er i direkte modsætning til det, der i øjeblikket præger højskolernes sponsorer: staten og kommunerne?
Ganske interessant. Det kan der komme meget ud af.
Grundtvigs endelig kvælning.
Eller et nyt samfund.
