Læsetid: 4 min.

'Godt, jeg blev overvåget...'

Tidligere trotskist og chefideolog er ikke forarget over, at PET-agent udspionerede ham på tur til Paris
7. marts 1998

Gustav Bunzel, tidligere medlem af flere marxistiske grupper og markant person i 70-ernes spraglede venstrefløjsmiljø i Århus, finder det helt i sin orden, at Politiets Efterretningstjeneste (PET), spionerede i miljøet, og også i dag overvåger lovlige politiske aktiviteter.
Den tidligere PET-agent Anders Nørgaards afsløringer de seneste dage har åbenbaret for Bunzel, at han selv blev udspioneret af Nørgaard, da de to sammen med en tredje mand i 1981 besøgte nogle anarkister og nogle caféer i Paris.

Alligevel siger Bunzel til Information, at han ikke kan deltage i den brede forargelse.

- Men føler du dig ikke forulempet ved, at Anders Nørgaard spillede falsk over for dig?

"Næh. Det er der så mange, der gør i politik."
Efter Bunzels opfattelse er det både naturligt og ønskeligt, at statsmagten har et organ, der holder øje med, at politiske aktiviteter holder sig indenfor lovens rammer.

"En kriminel sammensværgelse skal ikke kunne unddrage sig overvågning ved at påberåbe sig, at den er politisk," siger han.

Registrering ikke i orden
Heller ikke PET's båndoptagelse af et offentligt møde i 1996 med århusianske fagforeningsfolk og tyrkiske eksilkurdere kan forarge Bunzel.

For, lyder hans begrundelse, det ville være oplagt, at den tyrkiske efterretningstjeneste under alle omstændigheder overvåger sådan et møde.

Og, fortsætter hans tankegang, den danske efterretningstjeneste må holde øje med, hvilke tyrkiske agenter, der er i Danmark, og hvad de foretager sig. Det kan for eksempel give et sted at starte efterforskningen, hvis en eksilkurder her i landet bliver udsat for et attentat.

Bunzel skelner dog mellem overvågning og registrering. Det sidstnævnte er han meget betænkelig ved.

"For hvad kan de bruge det til? Det er klart, at hvis det for eksempel er til berufsverbot, så er det noget helt andet. Så er det undertrykkelse af lovlige politiske ytringer."

Trotyldrengene
Afsløringen af en mængde trotyl nedgravet i en århusiansk villahave var anledningen til, at Bunzel første gang oplevede en agent i en dansk politisk organisation.

Det var i 1969. Den gang sad den unge Bunzel i landsledelsen i SUF, Socialistisk Ungdoms Forbund.

En på det tidspunkt trotskistisk domineret organisation med tilknytning til VS. Uden Gustav Bunzels eller den øvrige landsledelses viden, havde halvdelen af ledelsen af SUF's Århus-afdeling fremskredne planer om at gå til væbnet aktion mod kapitalismen og al dens uvæsen.

'Trotyldrengene', som de efterfølgende blev kaldt, nåede at skaffe sig sprængstof fra et militært depot. Ifølge Bunzels oplysninger var formålet at sprænge Jyllands-Postens bygning i luften.

Planen blev forpurret, fordi en højrefløjsmand havde infiltreret SUF i Århus og stak trotyldrengene til politiet.

Affæren blev senere beskrevet i romanform af Tage Skou-Hansen i Den hårde frugt.

Bogen er henlagt til en senere tid, men rummer blandt andet den korrekte detalje, at trotyldrengene manglede en detonator til deres sprængstof.

Nødvendig kontrol
Bunzel ser meget positivt på stikkeren fra 1969. Uden ham var der formentlig sket en brutalisering af det politiske liv i Danmark. Og efter Bunzels opfattelse "bør politikken være det sociale område, hvor man anstrenger sig yderst for at udøve venlighed."

Uden det havde noget at gøre med trotyl-sagen, blev Bunzel samme år ekskluderet af SUF. Han er meget fornærmet over, at Jyllands-Posten har skrevet, at han var trotskist så sent som i 1981.

"Den danske venstrefløj havde ikke mange sammenhængende forestillinger at byde på i 1968, derfor kunne trotskisterne da fremstå som det mest avancerede tilbud. Men det varede ikke ret længe. At være trotskist 12 år senere, og især da 12 år ældre, ville derfor være tegn på politisk enfoldighed," har han skrevet i et dementi til avisen.

Benzinbomber
Igen i 1980 flirtede en del af den århusianske venstrefløj med vold og hærværk som politisk metode.

En aldrig optrevlet gruppe, der kaldte sig Danmarks Socialistiske Befrielseshær, DSB, påtog sig ansvaret for nogle benzinbombeangreb i byen. De gik blandt andet ud over virksomheden Terma, der producerer komponenter til militærfly, og et tæppefirma, hvor det britiske konsulat havde til huse.

Derfor forstår Gustav Bunzel godt, at PET satte den højreorienterede Anders Nørgaard til at infiltrere den erklæret revolutionære gruppe anarkister omkring bogcaféen Regnbuen i Mejlgade i Århus.
Gustav Bunzel har aldrig selv været anarkist.

"Anarkister kan være dejlige, men deres politik har aldrig været andet end selvudstilling," mener han.

Uenighederne til trods havde Bunzel en del kontakt til Regnbue-folkene, og 1. maj 1978 arrangerede de sammen en 'Frokost i det grønne', hvor de spiste, drak, og snakkede i Botanisk have, få hundrede meter fra en stor venstrefløjs-demonstration.

Der måtte anarkisterne nemlig ikke være med deres sorte faner.
Højdepunktet ved frokosten i det grønne var, da Jacob Haugaard tog sit tøj af og udførte en happening for Bøf-fronten.

En hel del anti
Gustav Bunzel var på det tidspunkt selv med i en gruppe, der havde kontakt til Det Internationale Kommunistiske Parti i Italien. Partiet var anti-stalinistisk, anti-leninistisk, anti-kapitalistisk, antianarkistisk - og noget mere anti-.

Anders Nørgaard kender han stort set kun fra den førnævnte biltur til Paris.

I byernes by tilbragte Nørgaard, Bunzel og en af de århusianske anarkister omkring en time ved et anarkistmøde og gik derefter ud og drak sig fulde "i en tung næsten mørkeblå vin fra Pyrenæerne."
Senere blev Gustav Bunzel chefideolog i Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer - SABAE. Det var også ham, der fik idéen til at opstille Jacob Haugaard til Folketinget i 1979 under parolen "Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge."

I dag betegner Gustav Bunzel fortsat sig selv som arbejdssky kapitallogiker. Han går ind for total møntunion på hele kloden og vil formentlig stemme på Svend Auken ved valget 11. marts.

I forhold til efterretningstjenesterne ønsker Bunzel ikke kun overvågning, men også åbenhed. Kun ved offentlighed omkring PET's retningslinier og afsluttede sager, kan det undgåes, at den nødvendige overvågning fører til forråelse og paranoia i det politiske miljø, mener han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Historikeren Bunzel husker en smule forkert:
Ved SABAEs og anarkisternes fest på Østergades Hotel i sensommeren 1978 holdt Jacob Haugaard en helt igennem poetisk-surrealistisk politisk tale: "Vi kræver de indrefrosne dyrtidsportioner udbetalt i rutebiler!

Mens jeg hørte Haugards ord, slog det mig: "Den mand skal opstilles til folketinget for SABAE..."

Jeg fortalte Bunzel om idéen, som han straks fandt glimrende. Derefter spurgte Bunzel Jacob, om han ville være kandidat.
Det ville han gerne.

Parolen: "Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge" er heller ikke Bunzels.
Den kom fra Antonio Mendes-Lopes, som fortalte, at det var et portugisisk ordsprog.

mvh

"-"Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge" så jeg første gang i 1968 i et interview med en israelsk soldat. Jeg lavede mig prompte en T-shirt med det herlige slogan som blev en slags vagsprog for min daværende rockgruppe Hutlihut., dog i versionen: "Hvis arbejde er sundt, så lad de syge arbejde", som var den ordlyd, jeg havde set.

Det kunne være sjovt, hvis nogen kunne dokumentere oprindelsen af denne talemåde.

Vores faner er røde og sorte. Men lad være med gøre Jacob Haugaard til del af den anarkistiske bevægelse og Danmark har aldrig haft en organiseret Anarkisme siden 20 årene.

Men de Anarkistiske ideer lever i bedste velgående og spøger man ind til menneskers drøm om et samfund så er den endnu engang mere syndikalistisk end den bygger på Marxismen og andre retninger på venstre fløjen hvor forestilling om ”Store mor” skal kunne løse mennesker problemer og problemet med staten er den ender med at være totalitær, selvom visioner kan være nok så smukke.

Men de Syndikalistiske værdier er over alt i verden og der mange kooperativer rundt om i verden
bare ikke lige i lille kosmospolitisk Danmark hvor venstre fløjen kan løse alle verdens problemer i ord.

www.sac.se

Heller ikke jeg kan hidse mig op over at disse miljøer blev udsat for politisk overvågning . Det er nu engang det man har efteretningstjenester for. De skal sørge for at der ikke sker et eller andet sindsygt. Blekingegade og trotylsagen her viser jo med al tydelighed, hvad enhver ved der huske perioden, at der var masser af tåber med holdninger der kunne fører til uhyrligheder. Blot har det somme tider har irriteret mig når disse tjenester i fortiden optrådte som amatører og uden tilstrækkelig fornemmelse for politik og det skete i mine øjne for tit.

Når man skriver "Godt man blev overvåget" så må man jo anse sig selv for at være farlig men er der noget farligt i værdier ? der bygger på et ligeværdigt samfund og dem der der bekæmper dette er de farlige.

Som når rige i Vedbæk udnytter unge Philippinske kvinder som billig arbejdskraft og ellers dyrker rets samfundet og støtter de partier der går ind for lov og orden.

Men deres lov og orden er deres ret til behandle andre som andenrangs mennesker og det underligt hvor alle de feministeske kvinder bliver af i denne debat og misbrug af Philippinerne.

Mvh www.sac.se

Denne næsten 10 år gamle artikel er jo ganske aktuel i 2007 i en tid, hvor terrorparagraffer -og lister er blevet et ganske effektivt politisk våben. Gad vide om Bunzel stadig er lige begejstret for efterretningstjenesterne i dag?

Til Claes: Jeg er meget enig i dit indlæg. Men jeg er også lidt interesseret i at høre, om der eksisterer en egentlig syndikalistisk bevægelse i DK? Vi har så vidt jeg erfarer ikke noget lignende SAC i DK, har vi? Jeg finder ellers meget af tankegangen meget interessant, selvom jeg nok ser mig selv som mere marxistisk orienteret. Det er i hvert fald meget befriende at der findes et seriøst bud på en art anarkisme. Og nu lægger jeg mig helt sikkert ud med en masse søde og dejlige og velmenende mennesker, jeg kender fra mit nabolag ;-)

Per, det er det vel ikke nødvendigvis i tilfældet, hvor der tales om syndikalisme? Jvf at der er tale om kooperativer og faglig organisering. Deraf det sort/røde flag, der jo symboliserer klassekampen. Et bud på den maksimalt libertære socialisme, kan man vel kalde det.

"hvor det røde jo symboliserer klassekampen", skulle det have været.

Claes, du korrigerer os bare, hvis vi er helt galt afmarcherede.

Til Simon Nørrebro.
Der er nogle i København der har forsøgt at starte en bevægelse der bygger på Syndikalistiske ideer, men jeg må melde hus forbi og ved ikke hvordan det går. Men jeg så de var gaden i forbindelse med rydningen af Ungdoms huset.

Jeg ved heller ikke om Arbejdermuseum endnu har den udstilling om den danske arbejderbevægelse kamp i tyverne og havnearbejdernes stærke , og der spillede den syndikalistiske fagbevægelse en ret stor rolle, men på grund af internt uenighed med Michael Lungsi og den socialdemokratiske fagbevægelse, mistede de indflydelse og deres rolle blev udspillet ” Ham der er en Buste af ved Nørrebro Station.

I Sverige gennemgik de samme krise men overlevede og det var svenske Syndikalister der spillede en stor rolle i opbygningen af den norske fagbevægelse. Men i syd Europa har syndikalisterne ideer en meget større udbredelse samt i latin Amerika.

Problemet med de Anarkistiske strømninger der været i Danmark er de dyrker deres egen Utopi og ser ikke en nødvendighed af egen indsats for forandre egen og andres tilværelse til et mere ligeværdigt samfund.

Men vejen til forandring går ikke igennem at have et kollektiv hvor man sider og ryger hash og spiller musik og ellers har alle de smukke tanker om hvordan samfundet skulle være eller ved politiske stor møder, hvor man mener alle skal ende med at være enig ellers bliver man udstødt. Som desværre har været den virkeligheden, som trives på store dele af den danske venstre fløj til venstre for Socialdemokraterne.

Hvor man til tider mere medvirker til fremme konflikter som ses ved ”Foreningen Oprør” hvor man kan støtte den socialistiske ide på andre måder frem for at søge konflikten. Hvor virkeligheden er i Syd og Mellem Amerika har socialismen aldrig haft bedre fodfæste, og så der ingen grund til søge konfrontation med højre fløjen, som i den grad ligger under for USA udenrigspolitik og HR og FRU Olsen ude i Nørre - Vilstrup ved intet om den politiske virkelighed ude i verden. Og der kan være svært at begrunde en politisk kamp med bortførelser og handel med Kokain, som fremmer bande kriminalitet og opgør i andre lande, og dermed bliver det vanskeligheder at løse fattigdoms problemer.

Man skal se positiv på USA indflydelse i latin Amerika er minimeret på grund af invasion i Irak og Afghanistan og de ganske enkelt ikke har økonomi til at pleje deres interesser med deres højreradikale politiske venner på kontinentet.

Jeg håber Simon du så udsendelsen i aften om Hugo Chavez Venezuelas præsident og hvordan han støtter fattige mennesker og venstre fløjen i nabo landene på grund af indtjeningen på olie, men ser vi Saudi – Arabien gøre det ?, og derfor det til tider kvalmende at høre mennesker forsvare Islam og det er ikke Islam man skal forsvare men mennesket og des rettighed til frihed og mad bolig uddannelse lægehjælp og rimelige økonomiske vilkår.

Denne kritik jeg har af den danske venstre fløj er troen på den offentlige sektor kan løse alle mennesker problemer og de stiller med hær af eksperter der blander sig i alt i mennesker tilværelse lige fra børneopdragelse hvor mange øl man skal drikke om ugen og hvor meget motion man skal dyrke Samt alle mulige sociale projekter der skal få mennesker tilbage på arbejdes marked og man taler ned til mennesker og behandler dem ikke som ligeværdige individer, og vi siger vi ikke et overvågnings samfund er vi konstant udsat for en vurdering. Lige fra video overvågning på arbejdspladser i butikker banker og unge mennesker der skal vise pas for at kom ind på diskoteker og når vi underlagt en sådan kontrol så påvirker det os ved, at konstant at blive udsat for en mistro og vores tillid til fremmed mindskes af denne årsag.

Hvis overvågning og registrering af mennesker beroede på objektivitet kunne man forsvare den men det gør den ikke, og jeg finder det ganske meningsløst, jeg skal fremvise pas fordi jeg sender små penge ud af landet til et godt formål.

Overvågning medvirker jo til at fremkalde paranoide, og det vil være mere hensigtsmæssigt at gå i en dialog med dem man har under mistanke for være i gang med ulovlige politiske handlinger, og det minder om kriminalitets bekæmpelse fra USA, hvor man får mennesker til sælge narko, og så tager man dem og sætter dem for dommeren.

Mennesker der dyrker et kontrol samfund modarbejder i virkeligheden det åbne demokratiske samfund hvor menneske kan føle sig fri til sige sin mening, og selv på venstre fløjen er det udbredt at give mennesker mundkurv på i forhold til hvad indstilling holdning, man skal have om bestemte emner. Specielt de venstre orienterede der aldrig offentlig kan give udtryk for deres holdninger, skal man være på vagt over for eller dem der påråber sig at være venstre orienteret og kommer fra en baggrund i borgerlige miljøer, og dem der kun har venner blandt erhvervs lives spidser.

Men jo mere en åben og fordoms samtale dialog man kan føre med andre mennesker jo bedre samfund er med til fremme men ved hemmelig efterretning tjenester, der overvåger mennesker er man med til fremme paranoide og det er sku ikke specielt positivt.

Men ellers er med på alle initiativer der fremmer den kooperative ide om det er en cafe en keramik værksted eller købe en vindmølle og få den sat op, og det er ganske ufarligt, og skulle jeg tabe lidt penge er det kun penge.

Men ellers støtter jeg et ungdoms hus selvom om jeg finder dem til tider lidt flyvske og går ind for Christiania men ikke handlen med hash på grund af kriminaliteten, og det negative miljø der trives om at have magten og kontrollen over handlen som kun fremmer vold og samfunds opløsning.

Men elllers til Simon jeg tror ikke jeg kan lære dig mere end du kan lære mig og derfor vil jeg ikke korrigerer dig, men helt klart er Syndikalisterne mere liberale end andre retninger inde for den socialistiske bevægelse.

Men det siger sig selv at få drive et kooperativ så forudsætter det man er fælles om et projekt og man starter i det små og det lader sig ikke bare gøre at omdanne store virksomheder til kooperativer .

http://www.sac.se/inter/latinamerika.html

Mvh

Til Per Vanmand.
Jeg ved ikke hvad ordret oxymoron? betyder og mange oplever der bliver talt hed over hovedet på dem når der bliver brugt for mange fremmed ord specielt er det kæmpe problem for nogle af de indvandre, jeg har gået med at forstå danske begreber og fremmedord.

Det er problem ved en avis som information at mange forstår den ikke som man ikke ved hvad fodbold er, hvis man aldrig har set en fodbold kamp eller spillet spillet.

Som man eller ikke forstår hvad menneskelig er før man møder den og har været ude i regn vejr hele dagen på Cykel ferie og møder et godt mennesker der tilbyder en varm seng at sove i.

Mvh.

Et oxymoron er det fænomen, at man sætter et adjektiv sammen med et substantiv, hvor substantivets indhold er uforeneligt med adjektivet, altså som fx "organiseret anarki". Man kunne også sige fx. varm is" eller "morsom Finn Nørbygård-sketch."

Anarki er vel ensbetydende med modstand mod enhver form for organisation.

Anarki og anarkisme står faktisk ikke i modsætning til organisation, men til ledelse. Ordet kommer jo også af "an-" (ikke-) "archos" (konge, hersker). Anarki betyder dermed blot at et samfund ikke har herskere, ikke at det ikke har organisation. Tanken (ihvertfald hos de anarkistiske tænkere, jeg har læst) er at en eventuel samfundsorganisation så at sige "vokser nedefra", snarere end befales ovenfra. Flade organisationsstrukturer, konsensusdemokrati o.lign. kan derfor ses som eksempler på organiseret anarki -- der er en tydelig organisation, men ingen decideret ledelse.

Et oxymoron havde det vel kun været, hvis Claes havde talt om et topstyret anarki eller - og det lyder helt gak - et anarkistisk fællesskab med vertikal struktur.

Nå men til Claes: ja, jeg ser ofte den rød/sorte fane til demonstrationer o.l., men det er min opfattelse, at de folk, der har dem med er en ikke særlig ideologisk, men ret broget skare af "venstreradikale". Hvilket kan spænde over alt fra anarkoprimitivister til folk der kalder sig kommunister. Jeg tror egentlig bare fanen for de mennesker symboliserer en antiautoritær form for socialisme og antikapitalistisk grundholdning. Jeg kender i hvert fald ingen, der bekender sig til syndikalismen i praktisk/organisatorisk henseende. Men jeg syns som sagt, at tanken er tiltalende, eftersom den bygger på et opgør med de eksisterende undertrykkende strukturer samtidig med at den vel at mærke afviser et alternativ, der i historiens lys selv kan ende som undertrykkeren, som eks det revolutionære parti, proletariatet o.l.

Og nej, jeg så ikke omtalte tv-program. Men jeg følger en del med i udviklingen i Venezuela og ligeledes i Bolivia, hvor vælgerne har tal deres tydelige sprog og kræver socialisme. Jeg må bare indrømme, at jeg ikke er ukritisk lykkelig ved tanken om nogle af de forestående ændringer af Venezuelas grundlov, der åbner op for at en præsident kan genvælges igen og igen. Netop fordi, at socialisme er den ypperste form for social retfærdighed, men at andre former for frihed kan blive ofret, når gamle magtfulde mænd får for meget magt. Men lad os nu ikke male fanden på væggen, der foregår jo rent faktisk nogle helt fantastiske demokratiske landevindinger i Venezuela for tiden, bl.a. demokratiseringer af arbejdspladser og af landbrugskooperativer osv. Man må bare sætte sin lid til at de politiske bevægelser vil slå i bordet overfor Chavez, HVIS han engang skulle få kulder af sin folkehelt status og ikke kan nøjes med at spille smart overfor den økonomiske udbyttende klasse og de multinationale selskaber og USofA. Men man skulle man da i hvert fald være et skarn hvis ikke man jublede over de historiske forbedringer millioner af mennesker fra de økonomiske underklasser og hidtil undertrykte oprindelige folk oplever disse år. Og så er revolutionen tilmed foregået helt fredeligt via stemmesedler.

Men det var jo lidt væk fra emnet :-) Tak for links.

Personligt har jeg aldrig kunnet forstå, at voksne mennesker i ren alvor kan være anarkist eller gå ind for et anarkistisk samfund.

Simon Kongshøj beskriver hvordan et sådant samfund ikke ville have nogen ledelse, men en flad organisationsstruktur der bygger på konsensusdemokrati.
Det lyder jo flot på papiret, men i realiteten kunne et sådant samfund selvfølgelig aldrig fungere.
Konsensusdemokrati drejer sig, så vidt jeg ved, om at man diskuterer sig frem til en løsning som alle er enige om. Men en sådan løsning vil jo i realiteten være umulig at nå, fordi mennesker nu engang er så forskellige som de er og kan udelukkende fungere i en lille kreds af fuldstændigt ligesindede.

Resultatet af et anarkistisk samfund ville altså blive en total stilstand, hvor ingen samlede beslutninger kan træffes.
Dermed er vi nede på et helt basalt og primitivt stade, hvor enhver i stedet gør som det passer ham, i hvert fald hvis vedkommende er stærk nok til det, der er jo ingen love og regler.
En sådan situation kan kun opretholdes i ganske kort tid, før folk vil begynde at bakke op om en, der er lidt stærkere og har lidt flere midler end de andre og som lover fred og orden.
Dermed ender vi med et diktatur i sidste ende.

Mine egne primære kritikpunkter i forhold til anarkismen er, at jeg for det første har svært ved at se hvordan et anarkistisk samfund kan sikre sociale rettigheder, og for det andet ikke kan se hvordan konsensusdemokrati kan fungere i stærkt heterogene (eller blot store) grupper.

For det første: En af de funktioner staten (som anarkister generelt er enige om at ville af med, da den udgør en form for ledelse) tjener i et nordeuropæisk mere eller mindre socialdemokratisk samfund som det danske er, at den sikrer et antal sociale rettigheder for alle borgere. Alle har -- ideelt set -- ret til uddannelse, hospitalshjælp, og til ikke at lide sult og hjemløshed. Anarkister (med undtagelse af såkaldte anarkokapitalister) er enige i at grundlæggende sociale rettigheder er en god ting -- den ene ting som røde og sorte socialister generelt er enige om er kampen for social retfærdighed. Men: Hvis man har et samfundsejet hospitals- og uddannelsessystem mv. skal det jo betales, på den ene eller den anden måde. Hvis man vil have fælles betaling, så har man de facto genindført skat, og dermed en form for stat. Vil man have brugerbetaling, så har man indført anarkismens antitese, fordi man så får endnu mere udpræget social ulighed. Hvis man vil klare sig med frivillige bidrag, så er de sociale rettigheder ikke længere rettigheder, men en form for almisser.

For det andet: Konsensusdemokrati fungerer glimrende i forholdsvist små grupper, der deler et værdigrundlag. Jeg er selv aktivist i et brugerstyret kulturhus, 1000Fryd, her i Aalborg, hvor beslutninger generelt tages efter konsensusdemokratisk metode; Ungdomshuset i København praktiserede noget lignende. Dette fungerer netop fordi brugerne af hhv. 1000Fryd og Ungdomshuset generelt deler et værdigrundlag. Når der er uenigheder er det som oftest om detaljer (for eksempel rygepolitik, før rygeforbudet trådte i kraft), og der kan man som regel sagtens diskutere sig frem til noget, man er enige om -- eller hvor man ihvertfald kun har givet sig nok, til at man stadig kan acceptere den endelige løsning. Studiegrupper ved AAU og RUC plejer også at træffe fælles beslutninger om deres projekter efter en konsensusmodel. Modellen virker imidlertid ikke i stærkt heterogene grupper: Konsensusmodellen ville ikke virke hvis der fx. var nogen, der foreslog at udelukke homoseksuelle fra Ungdomshuset. Det ville simpelthen være umuligt at diskutere sig frem til et kompromis. Så bliver man nødt til at træffe flertalsbeslutninger -- og så er man jo tilbage ved majoritetsdemokrati.

Jeg er ikke anarkist -- jeg tror at anarkismen, ihvertfald set med mine øjne her i år 2007, alt for nemt fører til sin egen totale antitese, nemlig diktaturet. Jeg reagerede sådan set blot mod en misforståelse af anarkismen -- den er ikke imod organisation, den er imod ledelse.

Mistanken om at det var "Danmarks Socialistiske Befrielseshær" der havde sat ild til tæppefirmaet skyldtes mest, at der var sprayet et logo i nærheden - længe før branden. Den lokale snak gik mere på, at firmaet var i økonomiske vanskeligheder, og havde brug for brandforsikringen og en god undskyldning. DSB blev i det hele taget ikke taget alvorligt, undtagen åbenbart hos PET.
PETs langvarige overvågning af vores lille anarkistiske bogcafé afslørede først og fremmest, hvor grundigt oplysninger fra en langvarig og daglig overvågning kan misforståes. Det minder faktisk en hel del om misforståelserne fra PETs lystløgner i den nylige terrorsag fra Odense. Så jeg forstår godt PETs behov for at hemmeligholde alt, ellers ville det blive åbenlyst, hvor latterligt forvrængede oplysninger, PET handler ud fra...