"Advarsel..." står der på havelågen. "Nådada!" tænker man, for det er Pia Kjærsgaard, der bor bag lågen.
Skiltet fortsætter: "...Fald ikke over hunden."
Formanden for Dansk Folkeparti er endnu ikke kommet fra sit arbejde på Christiansborg. Informations udsendte, der har i opdrag at optegne Pias verdensbillede, passiarer med hendes ægtefælle Henrik Thorup.
Thorup - en venligt myndig mand med gråkrøllet hår - forklarer om skiltet: "Det var en hund, to hunde før den, vi har nu. Den lå altid i havegangen og sov, så folk skvattede over den." Den nuværende hund hedder Emma og er en sort labrador, der springer rundt og søger tungekontakt. "Vi kalder den Emma Glad, fordi den er så glad," siger Thorup.
Mens midsommerens eftermiddagslys skråner ind over planketerrassen foran den prunkløse Gentofte-villa, suser trafikken på den nærliggende Lyngby-motorvej. Om sig selv fortæller Henrik Thorup, at han tidligere har været beskæftiget i kaffebranchen, i Balticas markedsføring og i PostDanmark:
"For halvandet år siden startede jeg et konsulentfirma, et énmands, for folk, der søger job. Jeg laver deres ansøgning for dem. Lidt snyd, vil nogle sige, men der er jo flere og flere virksomheder, der bruger konsulentfirmaer til at vurdere ansøgninger. Så det er kun naturligt, at ansøgeren også bruger en konsulent."
Stilfærdig kandidat
Ved folketingsvalget i marts var Henrik Thorup i stilfærdighed Dansk Folkepartis kandidat i Amagerkredsen. "Da vi opstillede kandidaterne året inden, kendte vi ikke så mange, vi kunne stole på, så vi tog revl og krat, men det var en bundplacering på en partiopstilling, så jeg var sikker på aldrig at komme ind."
Læs også: Profeten Pia
Thorup venter på ankomsten af en fotograf fra Stiftstidenderne. "Det er noget med, at de skal tage et billede med mig i forgrunden og Pia omme bag ved," ler han.
Information spørger ham om den ømtålelige balancegang mellem at være sig selv og at stå frem i medierne som en kendt politikers ægtefælle. "Her på det seneste er jeg trådt mere frem. Efter, at folketingsgruppen - ikke Pia, som det fejlagtigt har heddet sig - har udpeget mig som statsrevisor," forklarer han.
Smækkys på brillen
Så kommer Pia Kjærsgaard hjem. Hun er iført sommergul nederdel og jakke. Hun og Henrik Thorup er åbenlyst meget glade for hinanden. Hun giver ham et smækkys. "Uh, lige på brillen," ler han bebrejdende.
Information er inviteret til at køre med familien ned til godset Gjeddesdal ved Solrød, hvor Pia Kjærsgaard skal holde Skt. Hans-talen ved Dansk Folkepartis bål.
Pia Kjærsgaard netter sig, fotografen fra Stiftstidenderne kommer og tager sine billeder, og så er der afgang. Henrik Thorup kører, Emma Glad sidder på forsædet, og Information spørger på bagsædet Pia Kjærsgaard, om 'Det Ny Højre' er en dækkende betegnelse for hendes parti. "Naej... Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk. Nul-skat og alt det dér. Jeg kommer til at tænke på Anders Fogh."
Hvordan vil du så beskrive dig selv?
"En mellemting mellem en socialdemokrat i 1930'erne og en god konservativ."
Hjælpe de svage
Bortset fra det med udlændinge og EU, hvad står Dansk Folkeparti så for?
"Socialpolitikken. Vi skal kunne hjælpe de svage. Jeg har arbejdet som hjemmehjælper. Det vil jeg til enhver tid trække frem. Navnet 'Dansk Folkeparti' er valgt primært for at vise, at vi varetager danskernes interesse. Jeg synes, vi beskæftiger os med alt muligt andet her i landet. Vi bruger mere tid på, hvordan udlændinge har det i Danmark, end hvordan danskerne har det."
De fleste politikere har noget, der driver dem, noget, der får dem til at tikke. Hvad får dig til at tikke?
"Netop det sociale. Det var den sociale indignation, der fik mig ind i Fremskridtspartiet i 1978. Da var der ikke snak om udlændinge. Staten blandede sig i mere og mere. Skatterne steg og steg. Flere og flere fik det dårligt. Det var svært at få dét til at hænge sammen. Sådan er det stadigvæk. Flere og flere falder igennem. Posemænd og posedamer. Det kendte jeg ikke i min barndom på Østerbro.
Når man cykler, som jeg gør, ser man mange førtidspensionister mellem 20 og 30 år, der bare sidder på bænkene. De ligner nogle, der aldrig kommer ind i et fornuftigt liv. Eller purunge piger, der tigger til narko. I dag hænger det lidt sammen med udlændinge. Da jeg meldte mig ind i '78, gjorde det ikke."
Hvem snakker?
Jamen, er det ikke dig, der snakker om udlændinge hele tiden i stedet for at tale om danskere, der har det dårligt?
"Nu er danskerne - og politikerne - begyndt at tale om udlændinge. Det gjorde jeg allerede i 1987. Og nu hedder det sig, at jeg rider med på en populistisk bølge. Okay, det har været en stor del af debatten. Dansk Folkeparti har været et vigtigt parti. Men det ville være velgørende, hvis man på samme vis kunne koncentrere sig om de dårligst stillede. Ekstra Bladets næste kampagne burde hedde 'Den sociale underklasse'. Det er jo jer, pressen, der er den fjerde statsmagt."
Tror du ikke, du selv kan sætte dagsordenen?
"Man kan forsøge, men hvis ikke du og de andre bringer det videre... Jeg vil gerne deltage i at sætte den sociale udstødelse på dagsordenen. Jeg har overvejet i en sommerferie at tage tre uger som hjemmehjælper. Det ville jeg gerne, hvis fik lov, men det får jeg jo nok ikke."
Ville du ikke hellere udbrede et positivt budskab i stedet for det, du udbringer nu?
"Hvad mener du med 'positivt'? Man må prøve at vende budskabet, så det er mest muligt positivt: At bevare danskhed."
Kodeordet 'danskhed'
Er 'danskhed' i jeres sprogbrug ikke bare et kodeord for uvilje mod fremmede?
"Man kan ikke være for det hele. Man kan ikke være for et multi-etnisk samfund og samtidig ville bevare nationalstaten. Ikke i fred og fordragelighed."
Hvorfor ikke?
"Så skal det være på en anden måde end i dag. Man kan ikke lukke Danmark, og det mener jeg heller ikke, man skal gøre. Men vi oplever en indvandrerinvasion."
Gør vi?
"Visse bydele har helt ændret karakter. For eksempel Nørrebro. Man skal vurdere, hvordan udviklingen vil blive. Befolkningsfremskrivere siger, at med dagens udvikling ender vi som et multi-etnisk samfund. Og det koster. Vi har i forvejen verdens højeste skatter."
Er det noget negativt, Nørrebro har udviklet sig til?
Pia Kjærsgaard ler sarkastisk. "Hvis du spørger mig, så ja. Nu har jeg jo for nyligt haft en ubehagelig oplevelse, en cocktail af autonome og andengenerationsindvandrere."
Det var ikke overfaldet på dig, jeg sigtede til, men hovedpræget, Nørrebro har fået?
"Jeg har stor respekt for de folk - de arbejdere - der hele livet har boet der. Der må have været spændende at bo. Nu er det markant ændret: dels indvandrere, dels noget mondænt."
Weides ødelæggelser
Var det ikke Egon Weidekamp og hans socialdemokratiske bysaneringer, der gav det oprindelige Nørrebro dødsstødet?
"Det har det givetvis været." - Og nu er noget andet opstået? "Jamen, jeg synes, det gør noget. Ikke fordi jeg ønsker at komme tilbage til Morten Korch. Men jeg synes, det er lidt trist at bevæge sig i en bydel, der er så lidt dansk. Der er ikke en dansk butik tilbage. Først var det grønthandlerne..."
Hvad er der i vejen med dem?
"Det har de selvfølgelig lov til. Bare de betaler deres skatter og afgifter. Men når Told & Skat laver razziaer, er der problemer."
Er der ikke også det med danskerne?
"Jeg tror nok, danskerne er mere nervøse for at snyde."
Her må samtalen forstumme, for Henrik Thorup har drejet bilen op foran Gjeddesdal, og Pia stiger ud til hils og hej. En dansk forsamling Forrevne skyer driver over aftenhimlen. Pia Kjærsgaard ifører sig en mega-striksweater. Omme på herregårdsplænen sider en halvandet hundrede mennesker ved klapborde og medbragte skovturskurve.
Alle aldersgrupper er repræsenteret. Forsamlingen ser, nuvel, meget dansk ud. Det kunne være en charterrejse, der var strandet i en kold og forblæst egn. Den 78-årige godsejer, Steen Nymann, er iført kasket og lyseblå jakke. Han er tidligere folketingsmedlem for Fremskridspartiet og nu kandidat og byrådsmedlem i Greve for Dansk Folkeparti.
I sit excentriske velkomstcauseri formidler Nymann blandt meget andet den overrumplende oplysning, at det blomstrende Gjeddesdal Gods er flygtninges fortjeneste. De var adelsfolk, der ikke ville sværge den svenske krone troskab, efter at Skåne, Halland og Blekinge i 1659 blev indlemmet i Sverige. De slog sig derfor ned på Gjeddesdal, hvor de oprindelige indbyggere forinden var fordrevet under svenskernes hærgen på Sjælland. Den pointe vender ingen tilbage til i aftenens senere forløb.
Forsamlingen synger Der er et yndigt land, og bålet tændes.
Tale i flammeskær
På behørig afstand af flammerne holder Pia Kjærsgaard sin tale. Hun følger sit manuskript, men gør det ubesværet: "Selvom Sankt Hans-festen har sin oprindelse mange hundrede år før kristendommens indførelse i Danmark, er værdierne alligevel på en eller anden måde de samme: Det er den evige kamp mellem det, der er af det gode - og det, der er af det onde."
Pia Kjærsgaard slår et sving over Drachmanns Midsommervise: "Vi er parat til at tage sværdet i hånd. Der er grænser." Hun omtaler Adolf Hitler som "den væmmeligste tyran af alle." Det er afsættet til et angreb på besættelsestidens danske samarbejdspolitikere: "de sølle pjok, vi havde ved roret herhjemme - politikere, som begejstret så et nyt, fredeligt, forenet Europa under tysk førerskab tegne sig." Og så er hun på sporet af EU og dets "håndlangere - trendsættere, kalder man dem vistnok nu til dags."
Via "undermineringen af den danske nation" er der ikke langt til angreb på regeringens pinsepakke, den omsiggribende vold og Thorkild Simonsens integrationslov. Mod slutningen kommer hun meget tæt på kernen i Dansk Folkepartis appel: "Vi kæmper den almindelige danskers sag. Vi taler på vegne af de mange mange, som føler sig utrygge og usikre."
Bagefter bemærker Informations udsendte over for Dansk Folkepartis pressechef Søren Espersen, at talen fermt kom rundt i alle partiets temaer. Han nikker smilende med noget, der ligner faderstolthed.
Den Danske Forening
Omkring det luende bål bevæger sig også repræsentanter for Den Danske Forening. Én af dem, den 30-årige Peter Neerup Buhl, uddeler til Dansk Folkepartis spidser sin ny bog Kampen mod grænserne - Fremmedkursens talsmænd ca. 1965-1990.
Bogen er udgivet af Den Danske Forening. Den indeholder heftige angreb på blandt andre CD's Arne Melchior, den konservative Per Stig Møller, ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen og Informations Georg Metz. De er ifølge bogen "gået imod Danmarks beståen som selvstændig nationalstat".
Information taler med Peter Neerup Buhl, der siger: "Dansk Folkeparti er nok det parti, der mest ligner Den Danske Forenings synspunkter, fordi man argumenterer nationalt og ikke ud fra økonomien. Men vi i foreningen taler principielt, mens et parti som Dansk Folkeparti af og til må gå på kompromis. Vi har da også kritiseret dem."
For hvad?
"For at sige, at indvandrere skal integreres i det danske samfund. Det skal de ikke, for så kommer de ikke ud igen. Dygtige og flittige fremmede vil udkonkurrere danskere. For der er kun en vis procent i et land, der kan tilhøre eliten."
Et godt indtryk
I bilen på vej tilbage til København nævner Information over for Pia Kjærsgaard samtalen med Buhl og spørger: - Hvad er forholdet mellem Dansk Folkeparti og Den Danske Forening? "Der er ikke noget. Men jeg så i Fyens Stiftstidende et fremragende interview med Neerup Buhl om nationalitetsfølelsen. Det gav mig et godt indtryk, det han sagde." Samtalen falder på valget til Europa-Parlamentet juni næste år.
Hvis de andre partier stiller deres 'spidser' op, vil du så også stille op?
"Jeg ved det ikke. Helt ærligt. Jeg aner ikke, hvad vi gør. Vi kan vente til jul med at tage stilling."
Hvilken gruppe vil I tilmelde jer i Europa-Parlamentet?
"Det er jeg ikke parat til at svare på. Jeg har brug for her i juli lige et drosle lidt ned. Kommunalvalg, folketingsvalg, EU-afstemning. Det har saftsuseme været hårdt. Jeg trænger til lidt blæst gennem hovedet."
Dumme sager
Partilederen virker pludselig meget træt i bagsædets mørke og siger: "Vi har haft nogle dumme sager her på det sidste, og det ærgrer mig."
Hun sigter til den ballade, der har været om partiets tildeling af en formandsløn til hende. I en stort opslået artikel angav Politiken tallet til at være 44.444 kr. om måneden. Det rigtige tal, 16.600, dukkede op i beskedent dementi nederst på bladets side to.
Samme artikel omtalte også intern surhed i partiet over Henrik Thorups udnævnelse til statsrevisor. Nærmest hen for sig selv siger Pia Kjærsgaard: "Vi var godt nok fire, der brød ud af Fremskridtspartiet, men vi var seks, der stiftede Dansk Folkeparti. De to til var Peter (Skaarup, der nu er folketingsmedlem, red.) og Henrik. Hvorfor kan man så ikke...?"
Pia Kjærsgaard liver op, da Information spørger: - Forestiller du dig et idéelt Danmark, vi bør kunne vende tilbage til? For eksempel som landet så ud i 1965?
"Det kan man godt sige. Mine børn er født i 1967 og -70. Vi er den generation, der lige nåede, at jeg havde mulighed for at gå hjemme sammen med børnene. Og kors, hvor har jeg været glad for det."
Hvordan skal vi vende tilbage?
"Kan vi ikke klare det ved at sætte omkostningsniveauet ned? Skrue lidt ned for blusset, både i det offentlige og måske også i det private. Behøver man villa, Volvo og vovse, før man sætter børn i verden?"
Hvordan ser du dig selv og Dansk Folkeparti om 19 år, når du fylder 70?
"Uha... Det... Hvis vi gør vores arbejde godt, er vi på størrelse med Socialdemokratiet. Hvis ikke, er vi der ikke mere."
Hun tilføjer med ungpigestemme: "Til den tid vil jeg sidde værdigt grånende som folketingsformand og råbe lige som hende ovre i England: 'Orrden! Orrden!'"
Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup ler hjerteligt.
