Læsetid: 3 min.

Nyrup har slagtet efterlønnen

SiD'ere over hele landet raser mod finansloven.Den har i praksis lagt efterlønsordningen fuldstændig i ruiner, mener de
27. november 1998

Efterlønnens endeligt. Sådan vurderer SiD's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen konsekvenserne af finanslovsforliget.

Og ude i landets mange SiD-afdelinger raser medlemmerne over Nyrups "listige" afvikling af SiD's hjerteblod.

Og Erik Skov Christensen forstår medlemmernes vrede:

"For mig at se ligger efterlønnen i ruiner. Det, der er tilbage, er en tilbagetrækningsordning, Det er ikke det, vi forstår ved en efterløn. Det er en sort dag for vores medlemmer. Vi føler os svigtede af Socialdemokratiet. For os er det hjerteblod, det her," siger SID-formanden.

Umulig ordning

Regeringens bestræbelser på at fastholde folk længst muligt på arbejdsmarkedet betyder, at går man på efterløn som 60-årig, så får man kun 91 procent af dagpengemaksimum. Ydermere indføres der modregning for kapitalpension, der kommer til udbetaling.

"For mange 60-62 årige er det nu næsten blevet umuligt at gå på efterløn. Ikke blot nedsættes satserne, der er også indført nye modregningsregler. Mange, der før kunne regne med omkring 135.000 kr. om året, får nu kun omkring 100.000 kr," siger Poul Erik Skov Christensen.

Og lader folk være med at gå på efterløn, til de fylder 65, præmieres de med en ekstra bonus på 100.000 kr.

"Det helt besynderlige er, at de grupper, der ikke er nedslidte og som kan fortsætte med at arbejde, får en ekstra gevinst. Hvorimod de nedslidte får langt dårligere forhold. Der er tale om en dramatisk omfordeling.

Det er så negativt socialt, som det kan være," siger SiD-formanden.

- Frygter du, at ordningen på længere sigt er død?

"Ja. At man nu skal betale et særligt efterlønskontingent, betyder et farvel til den solidariske ordning. Og jeg frygter, at mange unge vil vælge ikke at betale til noget, som de frygter, kan blive politisk beskåret igen."

En stakket frist

Blandt de lokale SiD-formænd rundt omkring i landet er der ingen tvivl om, at efterlønnens dage er talte.

"Nyrup har taget efterlønnen med list. I løbet af en kort årrække vil den simpelthen dø," lyder det fra formanden for SiD Fabrik i Esbjerg, John Martin Schmidt, der ikke giver meget for Nyrups efterlønsgarantier.

"Efterlønsordningen har været SiD's hjerteblod, siden vi fik den i 1979. Jeg er skuffet over Nyrup, der så sent som på SiD's kongres fastslog, at efterlønnen var kommet for at blive. Nu har de borgerlige fået det, som de altid gerne har villet det. Efterlønnen bliver i praksis afskaffet," siger John Martin Schmidt, der forudser, at mange unge medlemmer vil fravælge efterlønnen på grund af det ekstra kontigent.

Bagslag i sigte

"Jeg har aldrig set noget lignende. Man går ind og straffer de folk, der har allermest brug for at kunne gå på efterløn - de ufaglærte, der tidligt bliver slidt ned, mens de folk, der kan blive på arbejdsmarkedet i flere år, forgyldes. Asocialt," fastslår SiD-formand i Nykøbing Falster, Per Marquardsen.

Samme kritik rejser formanden for SiD i Frederikshavn, Cai Møller, der samtidig er formand for den socialdemokratiske gruppe i byen.

"For én gangs skyld er jeg mere enig med SiD end med Socialdemokratiet," siger Cai Møller hørligt skuffet over Socialdemokratiets forlig med de borgerlige.

"Jeg er ikke i tvivl om, at det her får politiske konsekvenser for Socialdemokratiet. Det er signalforvirring, når Nyrup gang på gang fastslår efterlønsgarantien og samtidig laver sådan et indgreb. Det bliver sværere og sværere for vælgerne at se forskel på Socialdemokratiets og Venstres politik.

Også SiD's forbundsformand frygter, at forliget kan give politisk bagslag.

"Det er ikke rimeligt, det der er sket. Jeg tror utilfredsheden vil holde sig længe. Det bliver heftigt ved næste valg," forudser Poul Erik Skov Christensen.

Også i Odense og Aalborg udtrykkes der stærk utilfredhed med regeringens finansforlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu