Læsetid: 3 min.

Øresunds-abe flytter rundt

21. juni 2000

Uklart, hvem der har truffet beslutning om fem ton-grænse for sprængstof i resundstunnelen Når den faste forbindelse over Øresund åbner om bare ni dage, bliver det tilladt for lastbiler at køre så meget som fem ton sprængstof ned gennem sænketunnelen mellem Kastrup og Peberholm. Men hvem der egentlig har truffet beslutningen om denne fem tons-grænse fortoner sig langt ud over Øresunds solbeskinnede, blå bølger. Hos Tårnby politi siger politiinspektør B. Norsund således til Information, at man "ikke sådan kan sige", at beslutningen er truffet her. "Lad os sige det på den måde: Vi har hugget den gordiske knude over", som politiinpektøren formulerer det. Kontorchef Elsebeth Therkelsen fra Færdselsstyrelsen lyder umiddelbart lidt mere fast i kødet: Beslutningen er ikke truffet i Færdselsstyrelsen. "Det er Øresundskonsortiet i samarbejde med Tårnby politi", lyder meldingen. Men projektchef Claus Dynesen fra Øresundskonsortiet afviser pure faderskabet til grænsen. "Beslutningen er truffet af Færdselsstyrelsen og Tårnby politi", siger projektchefen. "Vi er blevet bedt om at bekræfte det, og det har vi så gjort", fortsætter Dynesen. Politikommisær Kent Bergstrøm fra Københavns Politi har derimod en fjerde udlægning: "Det er Færdselsstyrelsen, der har truffet den her beslutning - ikke Tårnby politi. Færdselsstyrelsen har anbefalet en sådan grænse, og det har Tårnby politi så bare rettet sig efter. Og det har vi så taget til efterretning," siger Kent Bergstrøm, der tidligere har været formand for en ekspertgruppe om farligt gods. Når det er så svært at finde ophavsmændene (eller - kvinderne!) til grænsen, kan forklaringen være, at en grænse på fem ton ikke vil yde de kommende brugere af Øresundstunnelen nogen reel beskyttelse. Maksimumsgrænsen på fem ton sprængstof er identisk med den gældende grænse i Storebæltstunnelen, og det er selvfølgeligt bekvemt for transportørerne, at de kan slippe for omladninger, rangeringer og den slags. Men fem ton som maksimal last på Øresund er nøjagtigt fem gange så meget som en ekspertgruppe med repræsentanter for Beredskabsstyrelsen og det svenske Räddningsverket i december 1999 har anbefalet. Kort fortalt betyder det, at hvis uheldet er ude, og der sker en sprængning i en ladning med fem ton eksplosiver, så vil et tunnelkollaps være en realitet. Derfor har anbefalingen fra ekspertgruppen for et halvt år siden da også været en maksimumsgrænse på kun 1 ton. Men en så lav grænse ville i følge broselskabets tekniske direktør Peter Lundhus i praksis umuliggøre transport af eksplosiver via den faste forbindelse. Aben forputter sig De sidste måneder og uger har beredskabsmyndighederne derfor spændt fulgt med i, hvordan de danske myndigheder ville stille sig til spørgsmålet om en maksimumsgrænse for sprængstoffer. For en uges tid skrev trafikminister Jacob Buksti til Folketingets Trafikudvalg, at fem tons-grænsen for vejdelen nu var "endelig fastlagt". Ministeren henviste samtidig til en brevveksling mellem Tårnby politi, Øresundskonsortiet og Færdselsstyrelsen. Nærlæser man brevene, bliver det straks lidt uklart, hvem der egentlig har truffet beslutningen om grænsen. Formelt set kunne det se ud til, at det er Tårnby politi, der har truffet beslutningen. Men Tårnby følger bare en tidligere anbefaling fra Færdselsstyrelsen og formulerer i et brev til styrelsen, at maksimumsgrænsen kun vil blive indført, "såfremt Færdselsstyrelsen er enig". Men styrelsen undlader at give deres mening herom til kende i svaret til Tårnby politi: "Færdselsstyrelsen har ingen yderligere bemærkninger hertil", som det skrives. Øresundskonsortiet holder da også tungen lige i munden: "Øresundskonsortiet vil i givet fald tage beslutningen til efterretning", som Claus Dynesen skriver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu