Læsetid: 6 min.

’Den egentlige sandhed får vi aldrig’

Revisionen af besættelsestidens historie bliver skæv, fordi frihedskæmpernes omkostninger ikke tages med, mener Lis Mellemgaard
29. marts 2001

Som det var

Det var i februar 1945. Da Holger Danske-gruppen kom til mødestedet i Skindergade, ventede tyskerne på dem. En stikker havde været i funktion. En snes blev anholdt, syv henrettet i Ryvangen den 19. marts, få uger før befrielsen.

Da den 21-årige Lis Mellemgaard fik besked om, at hendes kammerater var taget, faldt hun bevidstløs om. De sidste måneder på evig flugt havde været ekstremt belastende. Den ene nat sov hun hos en familie med fem børn i en to-værelses lejlighed med glødende kakkelovn, den næste på et iskoldt pulterkammer.

Den unge pige havde fået en streptokok-infektion, som angreb hjertet. Hun havde været med i modstandskampen, fra hun var 16 og i al stilfærdighed begyndte med at lægge Arne Sørensens Niels Jydes breve i konvolutter. Siden kom hun til at arbejde om natten på et illegalt trykkeri, og i krigens sidste periode bevægede hun sig ind på mere farlige områder – blandt andet beskæftigede hun sig med at skygge stikkere eller begå indbrud i mistænktes lejligheder for at skaffe beviser for, at de virkelig var stikkere.

Lis Mellemgaard har ikke selv deltaget i likvideringer. Men hun var en af de rapportører, der ukendt af hinanden samlede materiale, der så blev kombineret på ledelsesnivau med oplysninger fra andre og lagt sammen til et mønster, som måske gav en sandhed –– måske ikke.

Fejltagelserne

»Der skete fejltagelser, det gjorde der – og i krigens sidste lovløse år tiltrak modstandsbevægelsen desperadoer og folk, der var med for spændingens skyld. Det hele var kaotisk. Og man må huske på, at der ikke var nogen form for øvrighed. Vi kunne ikke holde stærkt mistænkte fast – få dem arresteret – der var kun én udvej. Der var usle mennesker, som stak andre for 200 kroner. De udgjorde en frygtelig risiko, og vi fik slet ikke fat i dem alle. Det var helt tilfældigt, om vi fik øje på dem – bortset fra de mest kendte, som alle talte om.«

Alt dette har den nu 77-årige pensionerede øjenlæge fra Hillerød fint og nuanceret skildret i bogen Pige i modstandskampen, som hun udgav 53 år efter befrielsen –– efter mange års tavshed. En tavshed, hun delte med de aller fleste modstandsfolk. Om kort tid udsender hun en bog mere – afledt af de talrige henvendelser hun modtog fra frihedskæmperes børn efter den første udgivelse.

Fra tavshed til tale –– børn af frihedskæmpere fortæller udkommer den 5. maj i år på forlaget Forum. Her er tale om en beskrivelse af modstandskampen fra et helt andet hold, opfattet af barneøjne, skrevet af mænd og kvinder, der indirekte kom til at betale en stor pris for Danmarks frihed.

Efter at børn af nazister i flere tilfælde har berettet om deres traumatiske opvækst, får 19 af modstandsfolkenes efterkommere nu omsider mulighed for at skildre en barndom i skyggen af fædre – og mødre – med dybe sjælelige sår.

Den forfærdelige pligt

De skriver om forældre, som valgte en traumatiserende tavshed, som blev vrede, når de blev spurgt om fortiden – eller i et enkelt tilfælde overvældede et lille barn med alt for rædselsfulde skildringer af deres lidelser. Og om en far, som måtte påtage sig den ’forfærdelige pligt’ at likvidere mistænkte stikkere og aldrig kom over at blive anklaget som morder efter en fejl-likvidering.

Det er netop den problematik, Peter Øvig Knudsens nye bog Efter Drabet sætter fokus på: De fatale fejl, der især i krigens sidste tid blev begået omkring stikker-likvideringer.

Lis Mellemgaard synes, det er en fremragende bog, mere tilbundsgående og bredt dækkende end flere af de historiske værker, som i de sidste år har sat kritisk lys på modstandsfolkenes indsats, og som efter hendes mening lider under, at historikerne skriver af efter hinanden og udelukkende bygger på skriftlige kilder og ikke på erindringer.

Den skæve historie

»Annette Warring har for eksempel skrevet en historisk bog om tyskerpiger. Hun beskriver, hvor meget der blev klippet af pigerne og hvor henne og om deres sociale forhold. Og så har hun 20 interviews med stikkerpiger. Men hun skriver ikke et ord om, hvor stor en fare de var for frihedskæmperne. Og hun skriver slet ikke noget om relationen til alle de mennesker, der faktisk blev stukket.«

»Det synes jeg er helt forkert. Og jeg har været i diskussion med hende og spurgt hende hvorfor. Hun svarede, at det kunne hun ikke gøre. Det var ikke historie. Der var ikke nogen dokumenter. Hun kunne ikke finde det i en bog.« –

– Og så bliver historien skæv?

»Ja, det gør den jo. Det er et typisk eksempel på, at historikerne dækker én side af tingene – og ikke den anden. Der siksakkes ikke – og der er ingen gråzoner. Desuden er de sidste to år af besættelsen helt uden historieskrivning. Og de foregående år var de faktuelle oplysninger revideret på forhånd, inden tingene blev trykt, fordi man var bange for at vække tyskernes vrede. Man kan sige, at det er lige så vanskeligt at skildre den tid, som hvis man skulle skrive om en kinesisk provins ud fra forklaringer, man får af folk, som taler et helt andet sprog end en selv.«

Fiktionen som sandhed

»Nye unge historikere har fået adgang til arkiverne, men der er stadig yderst vigtige ting, som er klausuleret mange år frem, og det gør det svært at give et rigtigt billede. Det er småpluk, de finder her og der, og det bygger de så en historisk skildring på, som ikke er dækkende,« siger Lis Mellemgaard.

»En nøjagtig historisk skildring af besættelsestiden og modstandskampen får vi aldrig. Det er simpelthen umuligt. De skriftlige kilder giver kun den ene side, de erindringsmæssige udsagn er for tilfældige og glimtvise. Egentlig er det forfattere med personlige erfaringer fra modstandskampen –– som Erik Aalbæk Jensen med Kridtstregen –– der giver det sandeste billede af tiden og af, hvor tilfældigt det hele var.«

»Som Informations redaktør efter befrielsen, Børge Outze, har sagt: ’Hvad skal det blive til engang, når alle deltagere og øjenvidner er borte, og historikerne kun vil tro på, hvad der så rent, rent tilfældigt blev tilovers af skriftligt materiale fra 1940-45?’«

De, der gik til

Lis Mellemgaard har været Peter Øvig behjælpelig med kontakter. Hun synes, det er en rigtig tanke, at også bagsiden af frihedskampen bliver belyst af mennesker, der deltog i de mest belastende ting dengang. Men hun mener ikke, at han i helt tilstrækkelig grad har interesseret sig for, hvad der i årene bagefter skete med dem, der deltog i likvideringer.

»Alle dem, som tog virkelig skade, som var for svage til at klare deres oplevelser, er jo ikke med. Jeg har set virkelig mange gå til af druk. Det er de stærke, de højtstående officerer, bankdirektørerne – de få, der havde et stort overskud efter krigen, han taler med.« –

– Hvorfor tav du og mange andre så længe?

»Vi skulle jo videre med vores liv. Mange havde alt for svært ved at tale om det. Og vi oplevede også en sårende holdning hos andre, følte os næsten set ned på eller i andre tilfælde udsat for jalousi. Vi skulle ikke tro, vi var noget. Alle havde en eller anden fætter, der havde været frihedskæmper – ham måtte vi da kende. Den slags kan man ikke argumentere mod. De fleste af os valgte at tie stille, senere også af en vis skuffelse over de historikere, som hævdede, at vores indsats var mere eller mindre betydningsløs.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu