Læsetid: 10 min.

Altid mærket af 18. maj

I et inferno af tåregås og stenkast blev der for første gang i fredstid skudt ind i en folkemængde den 18. maj 1993. To af de 11 skudofre glemmer aldrig den aften for 10 år siden. De sidder tilbage med følelsen af vrede og mistillid, men også forståelse og glæden over at have overlevet
17. maj 2003

Danmark har sjældent set had udfolde sig, som det gjorde den aften i maj på Nørrebro. I morgen søndag er det 10 år siden, voldelige demonstranter stødte sammen med et magtesløst og trængt politi i et inferno af stenkast, tåregas og brændende biler på Nørrebro.

Den maj-nat i 1993 åbnede politiet for første gang i fredstid ild mod en folkemængde.

Det var dagen, hvor én af de mest omdiskuterede sager i dansk retshistorie tog sin begyndelse. Fordi ingen, hverken politiledelse eller politikere havde lyst til at se den mulige sandhed i øjnene, at betjentene i frustration, angst og raseri havde sigtet og skudt direkte ind i folkemængden. Endsige tage ansvaret for det.

Alexander Borgström og Søren Rye Lind er to af 11 unge, som blev ramt af skud den nat. I dag er de fri af det retslige efterspil, der fulgte. Af pressens belejring og daglige påmindelser om sammenstødene i radio og tv.

En fuldstændig undersøgelse af, hvad der præcist skete den nat, er opgivet og henlagt. Et egentlig ansvar er aldrig blevet placeret. Folk taler ikke længere om urolighederne hver dag, ikke engang på Nørrebro. Men Alexander Borgström og Søren Rye Lind glemmer aldrig den 18. maj.

Den tirsdag i maj 1993 var en fin forårsdag. Og fredelig, som den startede på Blågårds Plads med taler, musik og storskærm. De fleste i kvarteret havde stemt nej. Men Nørrebro vidste også godt, hvor det bar hen med resultatet af denne afstemning.

Befolkningen havde stemt knebent ’nej’ til Maastricht-traktaten året før. Nu så det ud til at blive et lige så knebent ’ja’ til den såkaldte Edinburgh-aftale, der undtog Danmark fra fire væsentlige punkter i Maastricht-traktaten.

De fire punkter betød ingenting på Nørrebro. Hér var man imod EU, undtagelser eller ej. Og man var især imod den måde, som politikerne i Nørrebro-borgernes øjne forsøgte at omgå befolkningens vilje på.

Alexander Borgström, 31-årig tømrer, drak et par øl og hørte musik sammen med nogle venner på Blågårds Plads. Hen under aften, lige før mørkets frembrud, tog han hjem til sin lejlighed i nærheden for at få lidt at spise og se resultatet af afstemningen i fjernsynet. Klokken nærmede sig midnat, da han forlod sin lejlighed igen.

»Da jeg gik ud igen, kunne man mærke på hele bybilledet, at noget var galt. Lugten af tåregas hang i luften. Og lydene var anderledes, sådan helt dødt og mennesketomt. Alle var på vej op mod Skt. Hans Torv,« siger Alexander Borgström.

Uvidende om, hvad der var i gang i aftenmørket på Nørrebros centrale torv, gik Alexander Borgström gennem bydelens baggårde. Nysgerrig efter at se, hvad der var i gang i hans kvarter.

Autonome, spontane demonstranter og vrede borgere havde på det tidspunkt allerede barrikaderet bydelen med væltede skurvogne på Dronning Louises Bro. Flere steder brændte tilfældigt antændte bål, butiksruder var smadret, og folk var vrede og frustrerede.

Fremme ved Skt. Hans Torv stoppede Alexander Borgström målløs op. Han havde deltaget i demonstrationer før. Men denne demonstration var anderledes. Nærmest surrealistisk. For rundt omkring de kæmpende grupper af stenkastende unge og kampklædte betjente løb der halvstore børn, ældre par forsøgte at komme igennem menneskemængden, og en stor gruppe stod bare og så på. Som tilskuere til en filmscene, der foregår i en anden virkelighed.

»Jeg stod nærmest og grinede af det, fordi det så så mærkeligt ud. Folk stod og snakkede og kommenterede situationen, og 10-15 meter derfra var der vild tumult. Stenene fløj rundt, mange, der slet ikke var adresse på. Det hele var indhyllet i en råben og skrigen, og høje smæld, når stenene røg i skjoldene,« siger Alexander Borgström.

Og balancen mellem de to kæmpende grupper var anderledes, end den plejede. Politiet var trængt. Uden kontrol.

»Politiet må have overvurderet sig selv. Det kunne demonstranterne mærke. Denne gang gav deres stenkast resultat,« siger Alexander Borgström.

Blandt demonstranterne i den gruppe, som Alexander Borgström iagttog, var Søren Rye Lind. En 17-årig 10. klasses-elev, som også havde været på Blågårds Plads om eftermiddagen. Stemningen på torvet var aggressiv, husker Søren Rye Lind. De unge autonome og flere almindelige Nørrebro-borgere var rasende over afstemningsresultatet. Og blev blot endnu mere provokeret af civilklædte urobetjente, der, som Søren Rye Lind oplevede det, opfordrede til slåskamp.

»Jeg forstår ikke, at politiet ikke bare trak sig. De kunne have trukket sig tilbage hundrede gange. De fik så mange brosten i hovedet,« siger Søren Rye Lind.

Han følte sig også provokeret og vred. Og så var han bange for, hvad der ville ske, hvis betjentene fik overtaget. Bange for om de ville fange ham og banke ham med kniplerne.

»Jeg blev revet med af stemningen, af fællesskabet og vreden over det, der var sket. Men politiet var også med til at piske det hele op. Jeg kunne slet ikke fatte, at urobetjentene opførte sig så åndssvagt. Hvad vi gjorde, opfattede jeg den nat som selvforsvar. Måske ville jeg reagere anderledes i dag, men jeg var heller ikke så gammel dengang,« siger Søren Rye Lind.

Så han smed med de brosten, der lå i bunker på Skt. Hans Torv, som i 1993 var under ombygning.

Brostenene, der haglede ned over betjentene, sårede over 20 betjente, flere alvorligt.

Og mange af stenene kom tilbage i hovedet på demonstranterne. Én af de brosten ramte Søren Rye Lind i maven. Luften blev slået ud af ham, han knækkede sammen og lå på jorden i et stykke tid og hev efter vejret. Nogen slæbte ham ind på fortovet. Han havde netop rejst sig igen, da han hørte nogle smæld. Som knaldperler, der tabes på et hårdt gulv. Der er nogen, der skyder fyrværkeri efter politiet,’ nåede Søren at tænke.

Alexander Borgström stivnede. Som ét levende væsen vendte gruppen af demonstranter sig pludseligt mod ham. Panisk begyndte de hætteklædte unge at løbe mod gruppen af tilskuere. På flugt fra deres modstandere.

Alexander Borgström reagerede instinktivt og vendte sig for selv at løbe væk. I en brøkdel af et sekund drejede han hovedet for at se, hvad det var, gruppen af demonstranter ville væk fra. I det sekund nåede han at registrere en politibetjent, yderst til venstre bag demonstranterne. Betjenten stod med sin pistol i hånden.

Slaget kom pludseligt, uventet og med en vanvittig kraft. Som et slag med en jernstang fra en granvoksen mand.
’For fanden, nu har jeg fået en brosten i hovedet,’ tænkte Alexander. Og så væltede blod, tænder og benstumper ud af munden på ham. Smerten kom først senere.

Alexander Borgström vaklede over til Joe’s Kaffebar, der lå på hjørnet af Guldbergsgade og Skt. Hans Torv. Flygtende demonstranter havde allerede låst døren efter sig og ville ikke lukke ham ind. Først da han flyttede sin hånd og viste menneskene bag døren sit ansigt, lukkede de ham ind.

På toilettet på Joe’s Kaffebar væltede blodet stadig ud af Alexander Borgströms mund. Det samlede sig i mundhulen lige så hurtigt, som han kunne spytte det ud. Vægge og gulv på toilettet var oversmurt med hans og en anden såret demonstrants blod. Han begyndte at blive nervøs. Et slag af en brosten burde ikke kunne fremkalde så meget blod, tænkte han.

Udenfor på gaden kiggede Søren Rye Lind ned ad sin arm. Blod silede fra et hul i skulderen ned over armen og ud over hånden. Hans arm og skulder var følelsesløs. Tanken om de skarpe smæld løb gennem hovedet på ham.

»Hvad fanden laver de? De skyder jo på folk,« tænkte Søren Rye Lind.

Chokeret stak han af ned af Guldbergsgade. Ind til en vens forældre. Han fik såret i skulderen vasket, og der blev ringet efter en ambulance. Men ambulancerne havde ikke tilladelse til at køre ind på det indre Nørrebro. Området var erklæret i undtagelsestilstand.

Stadig med blodet løbende ud af skudsåret i skulderen, løb Søren Rye Lind ned på gaden igen. En mand med en ladcykel tilbød at køre ham på hospitalet og sådan blev det. Med Søren på ladet styrede manden gennem afspærringer og rækker af politibusser, før de nåede til Rigshospitalet.

Også Alexander Borgström var nået frem til Rigshospitalet. Han blødte stadig kraftigt fra munden. Han forklarede de sygeplejersker og læger, som var på deres livs prøve den aften, at han havde fået en brosten i hovedet.

Tilskadekomne politifolk, demonstranter og tilskuere blev ved at strømme ind på hospitalet. Alexander blev bedt om at vente og fik noget bedøvende. Han fyldte papbakke på papbakke med blod fra munden. Efter en halv times følelsesløshed var smerten begyndt at indfinde sig.

Endelig blev det Alexander Borgströms tur til røntgenfotografering. Herefter gik alting meget stærkt. En læge kom hen og lagde en hånd på hans bryst: »Alexander Borgström, du har ikke fået en sten i hovedet. Der sidder et projektil i nakken på dig. Du er simpelthen blevet skudt i hovedet.«

Alexander Borgström, der havde stået som tilskuer til gadekampene, var blevet ramt i venstre kind. Projektilet sad nu i to dele i nakken, kun en millimeter fra halspulsåren. Hans tænder og hele kæben i venstre undermund blev pulveriseret, da projektilet gik ind.

Tidligt om morgenen den 19. maj blev Alexander Borgström opereret. Et stykke platin blev sat ind til erstatning for den knuste kæbe og hans mund blev fikseret med ståltråd. 10 år efter har Alexander Borgström stadig ingen tænder i venstre undermund. Men lægerne sagde, at Alexander skulle være glad for overhovedet at overleve.

Søren Rye Lind og Alexander Borgström blev anholdt på hospitalet. Søren siddende i sin hospitalsskjorte og underbukser. Alexander allerede før, han blev kørt ind på operationsstuen.

Med en slynge om armen og et sår, der endnu krævede lægetilsyn, blev 17-årige Søren Rye Lind overført til en isolationscelle i Vestre Fængsel. Her sad han i tre dage, før han blev løsladt. Alexander Borgström lå tre dage på hospitalet, overvåget af en betjent og uden tilladelse til at få besøg af familie og venner.

På fjerdedagen blev Alexander Borgström fremstillet i retten. Politiet havde mistanke om, at den 31-årige tømrer var én af hjernerne bag optøjerne på Skt. Hans Torv. Han var ældre end de fleste andre demonstranter. Og når han var blevet skudt i hovedet, måtte han have været langt fremme i geledderne.

Men der var ingen beviser mod Alexander, og han blev løsladt på stedet.

For Søren Rye Lind derimod var det retslige efterspil kun lige begyndt. I to år gik hans sag hele vejen gennem retssystemet, før Højesteret i 1996 endelig stadfæstede hans dom. Søren Rye Lind fik otte måneders ubetinget fængsel for vold mod tjenestemand og forstyrrelse af den offentlige orden. Han afsonede de fem i Jyderup Statsfængsel.

10 år er gået siden maj 1993. Søren Rye Lind er blevet 27 år. Han har netop fået en søn og bor på Østerbro. I mange år var han hjemløs og boede på Christiania. 18. maj er ikke længere noget, han tænker over hele tiden. Men vreden mod politiet er der stadig.

»Jeg har haft mareridt om det. Chokket over at blive skudt, og at man blev smidt i fængsel bagefter. Og politiet skulle da ikke have lov til at skyde på folk. Det er et mirakel, at der ikke var nogen, der døde. Jeg bryder mig ikke om politiet i dag. I lang tid efter fik jeg høj puls og blev bange, bare jeg så en patruljevogn,« siger Søren Rye Lind.

Han bærer især nag til de urobetjente, som han mener var med til at piske hele stemningen på Skt. Hans Torv op. Og til det system, som i hans øjne forsøgte at tilsløre det virkelige hændelsesforløb i de efterfølgende undersøgelser.

»Det hele var så bundkorrupt. At politiet skulle undersøge sig selv. Der var slet ingen konsekvenser af, at de havde skudt folk ned,« siger Søren Rye Lind.

Alexander Borgström er blevet 41 år. Han arbejder som tømrer og bor på Nørrebro med sin kæreste og sin syv-årige søn. At sige, at han ikke længere tænker over 18. maj, ville være usandt. Men det er efterhånden kommet på afstand:

»Det ligger meget dybt i én. Det er som en kuffert, man altid har med sig. Og i mange år var alting farvet af den episode. Men som udgangspunkt har jeg tænkt, at den episode ikke skal få mig ned. Jeg vil ikke ende som en bitter stodder,« siger Alexander Borgström.

I modsætning til Søren Rye Lind har Alexander Borgström tænkt på at opsøge den betjent, som ramte ham:

»Man har spurgt mig, om jeg ikke bare hader ham nu. Men den tanke er aldrig kommet. Det eneste, jeg kunne svare, var, at jeg tror, jeg ville have gjort det samme i hans situation. Jeg er sikker på, at hvis han kunne vælge, så ville han også helst være fri for at have haft den oplevelse,« siger Alexander Borgström.

Vreden og angsten for politiet slap han dog ikke for i årene efter 18. maj. Da han og hans venner blev stoppet af et talstærkt politiet for nogle år siden, måtte Alexander Borgström sætte sig ned på fortovet. Bleg og med koldsved, ude af stand til at kontrollere sin angst. Også selv om betjentene bare ville tjekke hans cykel.

»Jeg blev lidt paranoid, når det gjaldt politiet. Og jeg føler da vrede. Men det er ikke mod de menige politifolk, der var med den aften. Det er mod politiledelsen. Hvorfor kørte de disse unge betjente helt op, når der stod 100 sultne demonstranter og ventede på dem? Og hvorfor skulle de hele tiden dække over hinanden og komme med åbenlyse løgne? Det var en stor uretfærdighed, en skamplet. Og det glemmer jeg simpelthen aldrig,« siger Alexander Borgström.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu