Økonomien
Nedsæt arbejdstiden. Sådan lyder det enkle budskab fra Frank Aaen, økonom og tidligere MF for Enhedslisten. Hvis arbejdstiden blev sat ned, ville det nemlig, ifølge Frank Aaen, kunne afhjælpe arbejdsløshed, stress, nedslidning og høje udgifter til dagpenge, førtidspension og efterløn.
Det lyder imidlertid som forældet tankegods for Peder Pedersen, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet.
»Men hvis jeg tager en tur i tidsmaskinen, kan jeg da godt huske, at der engang blev talt om at sætte arbejdstiden ned - jeg kan til gengæld også huske argumenterne imod,« siger han.
Han finder det bizart, at Frank Aaen taler for nedsat arbejdstid på et tidspunkt, hvor det, på grund af ældrebyrden, gælder om at fastholde så mange som muligt, så længe som muligt på arbejdsmarkedet.
Frank Aaen er imidlertid ikke enig i, at ældrebyrden er den største bekymring i forhold til arbejdsmarkedet, sådan som et flertal af politikerne argumenterer for. I en pjece fra efteråret 2003 »Forsørgerbyrden 2003 - et politisk valg« skriver han således:
»Gang på gang slås det fast som en kendsgerning, at forsøgerbyrden stiger. Der kommer flere ældre, der skal plejes, og vi bliver færre i den arbejdsdygtige alder. Derfor skal vi arbejde mere og længere, og der skal skæres i velfærden. Sådan er det bare, og det må vi indrette os efter (...) Men Danmark største problem er ikke, at der bliver flere ældre, men at der er over 800.000 i alderen 15 til 64, der ikke er i arbejde eller får uddannelsesstøtte, og at vi har et arbejdsmarked, der hvert år skubber over 50.000 på varig forsørgelse.«
Frank Aaen mener derfor ikke, at løsningen er, at de, der allerede er i arbejde, skal arbejde mere. Han mener i stedet, at arbejdstiden skal nedsættes, så arbejdet kan deles mere ligeligt mellem arbejdsløse og ansatte - en tankegang, der ifølge Peder Pedersen længe har været ude af økonomernes forestillingsverden.
Men det rokker ikke ved Frank Aaen. Han siger:
»Der er i øjeblikket omkring 900.000 arbejdsløse og udstødte, og derfor er det oplagt, at vi bør dele det arbejde, der er, mere ligeligt imellem os - ikke mindst fordi arbejdsløse koster de offentlige kasser betydelige udgifter til arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, efterløn, førtidspension, sygedagpenge og så videre.«
I pjecen opstiller Frank Aaen således et tænkt eksempel, hvor fire ansatte frivilligt deler deres arbejde med en arbejdsløs. Det sker ved, at de fire ansatte nøjes med at arbejde i fire dage frem for i fem, for så hver især at afgive den ene dag til en arbejdsløs. Og vupti er der en stilling mere.
Men manøvren kræver en lønnedgang for den ansatte eller en udbetaling af lønkompensation fra arbejdsgiveren. Og ingen af de to løsninger tror Peder Pedersen på.
»De fleste familier vil synes, at det er en skidt ide at gå ned i løn, og lønkompensation fra arbejdsgiveren kommer ikke til at ske,« siger han.
Peder Pedersen ser for sig, at der vil ske det, der skete i slutningen af 80erne. Dengang arbejdsugen blev sat ned fra 40 timer til 37 timer.
»Det betød blot, at de ansatte måtte løse deres arbejde på kortere tid - med stress til følge,« siger Peder Pedersen.
Frank Aaen nævner selv det samme eksempel.
»Det er skræmmebilledet på, hvordan det ikke må gå,« siger han.
For Frank Aaens hensigt med arbejdstidsnedsættelsen er netop, at ældre og ansatte med nedslidende arbejde skal kunne blive i længere tid på arbejdsmarkedet, fordi de får en mindre presset hverdag.
Frank Aaen forestiller sig derfor, at staten kunne skyde de sparede dagpenge ind i lønnen som delvis lønkompensation og som sikring for at arbejdsgiveren ansætter flere.
Men det holder ikke i længden, mener Jørgen Rosted, udviklingsdirektør i Erhvervs- og Boligstyrelsen.
»Det er for lukrativt, hvis ansatte pludselig kan gå hjemme på deres kollegaers dagpenge - og det er heller ikke retfærdigt,« siger Jørgen Rosted.
Omvendt mener Jørgen Rosted, at hvis enkelte ansatte er villige til at gå ned i løn, og arbejdsgiverne kan få det til at fungere med flere ansatte med færre arbejdsdage, så er det fint.
»Så længe det sker på frivillig basis og ikke gennem lovgivning eller overenskomstforhandling,« siger han og uddyber:
»For jo mere fleksibelt, jo bedre både for den enkelte og for samfundet.«
Det er Peder Pedersen enig i. Han siger:
»Det duer ikke, hvis alle skal ned i tid. For hvis lægerne for eksempel skal ned fra 37 timer til 30 timer, vil manglen på læger blive endnu værre, end den er i dag, og hospitalerne vil blive nødt til at skrue ned for produktionen.«
Med andre ord kræver en generel nedsættelse af arbejdstiden en meget høj og jævnt fordelt arbejdsløshed for ikke at ende i noget værre rod. Men at nedsætte arbejdstiden for enkelte faggrupper duer heller ikke, mener Peder Pedersen:
»For det ville være uretfærdigt.«
Alligevel efterspørger Frank Aaen nogle ordninger, der kan give ansatte et incitament til at gå ned i tid.
»For eksempel kunne man genindføre sabbat-orloven, som gav mulighed for at arbejde fire dage om ugen og være på orlov en dag om ugen,« siger han.
Trods skepsis mod en generel nedsættelse af arbejdstiden hilser Jørgen Rosted debatten om arbejdstid velkommen.
»For der er ingen tvivl om, at der er en tendens til, at jo mere man arbejder, og jo mere 'comitted' man er til sin arbejdsplads, jo mere skal man også stige i graderne. Mens man sætter sig uden for ræset, hvis man arbejder færre timer. Så en holdningsbearbejdning er klart påkrævet, hvis flere skal få lyst til at gå ned i tid, og her er en debat god,« siger han og understreger, at det primært gælder for de højtuddannede, fordi kun få lavtlønnede frivilligt vil ønske en lønnedgang.
Frank Aaen er enig med Jørgen Rosted i, at det kræver en mentalitetsændring at få ansatte og deres arbejdsgivere til at dele arbejdet ud på flere.
»Vi må lave en arbejdskultur, hvor det ikke er morakkeren, der får det spændende arbejde. Det kunne for eksempel begynde i det små med en beslutning på en arbejdsplads om, at her har vi en arbejdskultur, hvor vi afspadserer overarbejde,« siger Frank Aaen.
