Læsetid: 4 min.

Der er skeletter i skabet på Herlufsholm

24. maj 2004

»Det var tragedier for dem, det gik ud over. Men for de fleste var det en hverdag, man ikke bare overlevede, men levede med. Og det er vel det mest forfærdelige, at vi ikke så tingene, som de var.«

Tidligere ungkommunistisk topfunktionær i DDR, til Information, juli 1998 DET SPØGER på Herlufsholm. Ikke fra legender om uartige elever, der i fjerne tider blev muret inde i kældermuren og nu hjemsøger sovesalene ved fuldmåne, men fra helt håndgribelige historier om systematisk vold, mishandling og ydmygelse af elever på skolen i den helt nære fortid.

Spøgelset slap løs forrige fredag, da en tidligere elev på den over 400 år gamle kostskole ved Næstved, Kasper Hansen, i en artikel her i avisen beskrev sin tid fra 1989-92 på skolen som et ophold i en »koncentrationslejr for de velhavendes dysfunktionelle børn«.

Anledningen var filmatiseringen af Jan Guillous roman Ondskaben. Kasper Hansen fik aldrig set filmen til ende. Han fik det for dårligt – ikke af empati, men af den klare genkendelse af sin egen tid som elev på Herlufsholm Skole.

Tvang, vold og inappellabel magtanvendelse fra et præfektsystem, som lærerne på skolen vendte ryggen til, er hans dominerende erindring om de teenageår, han tilbragte på stedet. REAKTIONEN på hans artikel har været tankevækkende. En del har kunnet læses på bladets debatsider de seneste dage. Billedet har været entydigt: Ingen har anfægtet substansen i Kasper Hansens fremstilling – højst udlægningen. Hertil kommer et væld af ’hilsner’ til avisen i form af mails eller opringninger. Vi citerer en enkelt:

»Første gennemlæsning (af Kasper Hansens artikel, red.) tog lidt tid – jeg kunne ikke kapere det hele på én gang, men var nødt til at tage det i små bidder. Nu kan jeg læse den uden at tude,« skriver en læser, der tilbragte fem år på skolen i sidste halvdel af 1950’erne, og som siden har brugt en betragtelig del af sit liv på at komme overens med det til tider traumatiske had, han livet igennem har næret til stedet.

Tegningen står rimeligt skarpt: Den skole har i særklasse været et helvede for rigtigt mange. Skolens rektor siden 1993, Klaus Eusebius Jakobsen, har da heller ikke forsøgt at dukke sig: En blank og uforbeholden undskyldning til Kasper Hansen og en beklagelse over, at det har været virkelighed på Herlufsholm for blot få år siden. Havde Jakobsen været elev på Harry Potters skole Hogwarts, havde dennes rektor Dumbledore omgående tildelt Jakobsens sovesal ti point for at gå til vaflerne med oprejst pande.

MEN NU ER Herlufsholm ikke Hogwarts. Herlufsholm er muligvis ikke engang rigtigt sig selv længere. Skolen har gennem de sidste 10 år oplevet mærkbare ændringer. Ved sin tiltrædelse, der afsluttede en bitter magtkamp i skolens hidtidige ledelse, pålagde Klaus Eusebius Jakobsen samtlige sovesalslærere at læse Ondskaben – for at gøre det klart, hvad skolen ikke skulle være.

Præfektsystemet er under fortsat beskæring og lever muligvis blot på lånt tid. Kostskoleeleverne er ved at komme i mindretal til fordel for et indtag af stadigt flere dagelever, der skal sikre åndelig udluftning. Og Herluf Trolles eklatant frastødende budskab til eleverne på skolebygningen »forlad dig ikke på mennesker«, ser han gerne revet ned. Det er det, budskab, rektor af fuld kraft er gået i luften med den sidste uge. DET VILLE være meget sympatisk altsammen, hvis ikke forandringerne blev brugt som skjold mod fortidens spøgelse: Lige så energisk Jakobsen fortæller om forandringerne på stedet, lige så uklar er han til at fortælle om forandringen fra hvad.

Reaktionerne på Kasper Hansens artikel har nemlig også rummet kommentarer af typen – ’jovist, men sådan oplevede vi det ikke’. Og det er, jævnfør citatet ovenfor, faktisk det værste af det hele. Jakobsen skrev her i avisen, at også lærere, der husker tiden, mens Kasper Hansen gik der, er rystede over hans beretning: Ingen var tilsyneladende i stand til at se tingene, som de var, mens de stod på.

Det er et kendt fænomen, at, når traditionen bliver for stærk, autoriteten for almægtig, korpsånden for sammentømret og målet for determineret, så er der ikke plads til at stoppe op og spørge: Hey, er det her egentligt ok? Og så er der åbnet for i værste fald barbariet. Derfor er der et stort behov for at fortælle om fortiden – også på Herlufsholm. Ikke kun for Kasper Hansen og hans ligestilledes skyld, heller ikke for at høre delikate beretninger om alle de jet set’ere, der i deres skoletid har deltaget i modbydelighederne, men først og fremmest for at afdække de mekanismer, der hindrer normalt begavede mennesker i at reflektere kritisk over virkeligheden, mens den foregår.

Det er en øvelse, mange venstreorienterede har været igennem i godt en halv snes år – en øvelse, Herlufsholm har til gode. Det er fortidshåndtering, man kan blive klogere af – og det er for resten rigtig godt mod spøgelser.

abr
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu