Hvad nu, hvis vi har glemt, hvad der sikrer demokratiet? Hvis politiske slagord som værdier, incitamenter og aktivering i virkeligheden udgør et forræderi mod et af historiens mest demokratiske demokratier? Hvis vores liberale privatsfære-samfund er ved at vige pladsen for et kontrolsamfund, hvor staten griber ind i dannelsen af både vores identitet og vores smag? Og hvad nu, hvis vi har glemt at lægge mærke til, at alt dette er ved at ske, fordi vores dialog er for dårlig?
Jørn Loftager, som er lektor i statskundskab ved Århus Universitet, har lige udgivet bogen Politisk offentlighed og demokrati i Danmark. Den er et officielt bind i Magtudredningen og en videnskabelig sammenholden af et bestemt ideal om demokratiet (det deliberative demokrati) med den danske demokratiske praksis. Bogen dokumenterer blandt andet et skred i dansk lovgivning, hvor lukkede finanslovsforhandlinger i stigende grad er blevet platform for politiske reformer, der altså holdes ude fra den offentlige, demokratiske diskussion. Det skete mest spektakulært med efterlønsforliget i 1999, men Loftagers undersøgelse viser en klar tendens.
Måske endnu mere foruroligende tegner bogen også konturerne af et samfund, hvor begreber som individuel frihed og privatautonomi er på tilbagetog, uden at hvad der ligner et paradigmeskift har fået offentlighedens bevågenhed.
Jørn Loftagers forsvar for demokratiet er baseret på den analyse, at demokrati og effektivitet er to sider af samme sag:
»Ofte antager man, at der må foregå et tradeoff, en afvejning, mellem hensynet til demokratiet og hensynet til effektivitet og rationalitet i politikken. Men når man skal have så meget demokrati og offentlighed som muligt, er det for, at beslutningerne skal blive så rationelle og effektive som muligt. Man belyser forslags konsekvenser ved at lade offentligheden fungere og inddrage mange informanter. Derfor er det også et problem for effektiviteten, når offentligheden lukkes ude, for eksempel ved at beslutninger på teknokratisk vis overlades til netværk af beslutningstagere, hvor en bestemt diskurs kommer til at definere det gode selskab,« forklarer han.
Tag en sætning som: »Skolen skal sætte eleven i centrum,« eller: »Understøttelse uden krav gør de arbejdsløse passive.« Det virker så indlysende. Kan det virkelig være forkert?
Den danske folkeskole
Loftager peger på, at det teknokratiske problem ligger i, at bestemte problemforståelser får lov at dominere uden at møde udfordringer og dermed uden krav om begrundelse. Vi lever i et funktionsopdelt samfund, hvor vi hver især har vores ekspertområde og vores faglighed.
Problemet opstår, når nogen forveksler deres faglighed med saglighed. En ekspertgruppe kan dårligt se sine begrænsninger indefra; det behøver den en velfungerende offentlighed til. Loftager bruger diskussionen om den danske folkeskole som et af bogens eksempler på et område, der har haft dette teknokratiske problem:
»Den kritiske diskussion om folkeskolen tog fart med de internationale undersøgelser, der viste, at det står skralt til med danske elevers færdigheds- og kundskabsniveau. Det er selvfølgelig en katastrofe, ikke mindst i forhold til et debatterende demokrati, når 20 procent forlader skolen uden funktionel læsekompetence. Jeg har forsøgt at se på skoleoffentligheden over tre årtier for at bidrage til en forklaring ud fra den tese, at selv om eksperternes
diskussioner ikke er et spejl af, hvad der foregår i klasseværelserne, må der trods alt være en vis sammenhæng. Debatten viste sig at bekræfte til fulde, at viden og kundskaber har været meget lavt prioriteret til fordel for en udvikling af elevens subjektivitet og medbragte kompetencer. Sådan en konsensus kan en lovgivning ikke bare ændre på. Men med de internationale rapporter og den følgende debat kom der en større offentlighed, som kritisk vil følge med i hvad der foregår, og det vil smitte af på den pædagogiske offentlighed, så de orienterer sig mod bedre metoder,« mener Jørn Loftager.
Det rådslående demokrati
Et af bogens andre eksempler fra de lukkede netværk er aktiveringsdiskursen, som har sat dagsordenen for nyere tids arbejdsmarkedspolitik. Men hvad har pædagogik og kontanthjælp egentlig at gøre med folkestyre? Logikken starter med begrebet om det deliberative demokrati.
»Et af de grundlæggende træk i dette demokratibegreb er, at det handler om samfundsmæssig problemløsning, og ikke i første omgang om kamp mellem interesser eller fordeling af goder. For at få rationelle løsninger på samfundsmæssige problemer, skal det offentlige ræsonnement fungere så godt som muligt,« forklarer Jørn Loftager.
Begrebet om det deliberative demokrati blev gjort kendt med den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas hovedværk Borgerlig offentlighed fra 1962, men det har rødder langt tilbage, blandt andet til den konservative 1700-tals-filosof Edmund Burke. Deliberativ betyder rådslående, og Habermas hævder kort sagt, at jo bedre den offentlige diskussion fungerer, og jo flere forskellige synspunkter den inddrager, jo større er sandsynligheden for, at det bedste argument i sidste ende vil vinde og vi får indrettet samfundet så godt som muligt.
Loftagers undersøgelse viser, at begrebet om det deliberative passer vældig godt på de forestillinger, vi har, om hvordan demokrati skal fungere: at det ikke bare foregår i stemmeboksen på valgdagen, men i høj grad handler om offentlig diskussion.
Ikke alene er det danske demokrati en deliberativ succeshistorie; det er også gået langt bedre, end Habermas i sin tid spåede, siger Jørn Loftager:
»Habermas borgerlige offentlighed består af privatfolk samlet til publikum. Hvis folk skal deltage på lige fod i diskussionen, skal de være økonomisk uafhængige. For Habermas så det ud til, at velfærdsstaten godt nok neutraliserede kapitalismens afhængighedsrelationer, men samtidig skabte nye ved at reducere borgeren til klient: et dårligt udgangspunkt for kritisk offentlig virksomhed. Men i stedet for at se velfærdsstaten som led i demokratiets forfald, kan man indrette den, så den sikrer uafhængigheden bedst muligt. Det foreslår sociologen T.H. Marshall, at man gør ved at universalisere. Tidligere blev man frataget rettigheder, når man fik hjælp; i den moderne velfærdsstat bliver hjælpen givet som en universel rettighed. Det gør, at stigmatiseringen forsvinder, og alle kan træde frem som uafhængige borgere.«
Den universelle velfærdsstat er en grundsten i det stærke danske demokrati. Men modellen har været under beskydning siden starten af 90erne uden god grund, ifølge Jørn Loftager.
»Hele velfærdssdiskussionen over de sidste par årtier har været karakteriseret ved at være kritisk over for den universelle model. Et hovedargument har været, at der ikke er råd til den. Et andet har været at den skaber klienter. Slagordet er fra welfare til workfare: at vi må væk fra velfærdsydelserne, fordi de skaber afhængighed og klienter. Men det bestrides af danske erfaringer. Faktisk har de universelle ydelser forhindret, at langvarig arbejdsløshed har ført til social marginalisering; det er klart dokumenteret. Alligevel har det synspunkt ikke været hørt i en diskussion, der i det hele taget ikke har kæret sig om demokratiet, når man har diskuteret velfærdsstaten. Sikringen af et lige medborgerskab er ikke et perspektiv, der er inde i billedet. Bare se på velfærdskommissionen, som er direkte rettet mod at gå fra en universel velfærdsstat mod en mere selektiv. Derved risikerer man at skabe en ny form for fattighjælp, som står i klar modsætning til det lige medborgerskab.«
Men bruger du ikke en sociologisk pointe mod et økonomisk argument at der ikke er råd til kontanthjælpen?
»Det er et økonomisk argument, og der har været mange økonomer på banen og tale om det her incitamentsproblem. Det er korrekt, at ret store grupper af danskere har et ret lille økonomisk incitament til at tage arbejde sammenlignet med at modtage understøttelse. Men det viser sig samtidig, at det ikke afholder folk fra at udbyde deres arbejdskraft! Der findes altså andre incitamenter for at arbejde end de økonomiske, og de er tilsyneladende i Danmark ret store.«
Aktivering som straf
Det er en overset succeshistorie. 90ernes højkonjunkturer viste, at langvarig ledighed ikke var nogen hindring for at få job når de var der. De lavtuddannede fik lige så let job som de højtuddannede, og de oprindeligt lavt motiverede lige så let som de højtmotiverede. Hele den store passiviserede, umotiverede gruppe, som aktiveringssystemet er en løsning på, fandtes ikke. I virkeligheden handler aktivering om straf, foreslår Jørn Loftager: de aktiverede skal sone den forbrydelse, det er at bryde fællesskabets norm om at arbejde. Den straf er desværre bare meget skidt for demokratiet.
»Problemet med aktivering er, at det er et system med forskelle i rettigheder og pligter. Det gamle system havde rådighedspligten, men den var ens for alle. Aktiveringspligten er derimod en pligt til at påtage sig en aktivitet på ringere vilkår end andre. I 80erne lavede man en historisk sikring af alle individers uafhængighed, og den bryder man nu ved at institutionalisere nye skel i befolkningen. I dag er der åbnet op for privat forsørgelse som legitim mulighed, også for personer som ønsker egen økonomisk basis.«
Og så bliver den borgerlige offentlighed svækket igen.
Loftager bruger sociologen Emile Durkheims begreb om den organiske solidaritet til at beskrive den samfundsindretning, hvor vi ud fra vores forskellighed forhandler os frem til løsninger på de objektive problemer, vi deler ved at være del af det samme samfund. Hos Durkheim afløste den organiske solidaritet den mekaniske solidaritet, som tilhørte en tid uden særlig arbejdsdeling, hvor solidariteten fulgte af en grundlæggende enshed.
Nu kan det se ud til, at vi er ved at falde tilbage til den mekaniske identitet. Udlændingedebatten er et oplagt eksempel: i stedet for at diskutere, hvordan vi indretter vores mangfoldige samfund, så vi minimerer problemerne med indvandring, har vi i vid udstrækning diskuteret, om vi er for eller imod fremmede, og hvordan de kan blive som os. Alligevel er historien ikke helt så enkel. For i dag skal vi både være ens og vælge frit:
Paradigmeskift
»Den nye tredje vej, som er ved at afløse den gamle socialliberalisme, er en blanding af fællesskabstænkning og neoliberalistisk økonomitænkning,« siger Jørn Loftager og bruger aktiveringen som eksempel:
»På den ene side vil man klassisk liberalistisk motivere folk til at være mere effektive på arbejdsmarkedet på den anden vil man beskytte det sociale sammenhold og fællesskab. Begge argumenter er der, og de viser hen til meget forskellige måder at tænke individ og samfund på. Men jeg ser også en lighed i de to tænkemåder, nemlig i fokuseringen på det subjektive. I den økonomiske tankeverden anerkendes individet ved, at man respekterer dets præferencer. Mens man i den politisk liberale tankeverden tværtimod anerkender borgeren ved at lytte til og eventuelt imødegå hans argumenter. Den tredje vej ser altså borgeren som forbruger, men samtidig opererer den med det kommunitaristiske fællesskab, som er baseret på, at man kan identificere sig på en bestemt måde. Og det legitimerer en paternalisme, som er nødvendig for at få tingene til at hænge sammen. Det fører til det paradoksale, at man insisterer på de individuelle præferencers ukrænkelighed, mens man gennemtrænger skellet mellem politik og privatsfære igen og igen, så respekten for og anerkendelsen af individers integritet og urørlighed i forhold til statsmagten ofte er svær at få øje på. Problemet for demokratiet er, at disse tendenser ignoreres i den offentlige debat.«
I Politisk offentlighed og demokrati i Danmark tegner der sig et billede af en slags skjult eller udiskuteret paradigmeskift i det danske samfund. Fra et funktionsopdelt, organisk samfund, der var orienteret mod at løse objektive problemer, er vi ved at skride mod et kommunitaristisk fællesskab, hvor politikken i stadig stigende grad skrider mod at ville definere det subjektive rum. Igennem bogen dukker tegnene op: i aktiveringssystemets krav om den rette indstilling og motivering blandt kontanthjælpsmodtagerne, i reformpædagogikkens orientering mod selvudvikling, i Christiansborg-politikernes værdidagsorden, i den generelle opstillen af betingelser for at blive inkluderet i et fællesskab, der på sin side bliver et fællesskab for nogle, men ikke for alle. Et fællesskab, der ikke længere er universelt for landets borgere.
Jørn Loftager: Politisk offentlighed og demokrati i Danmark. 267 s., 248 kr. Aarhus Universitetsforlag. ISBN 87-79934-044-6 nwww.ps.au.dk/magtudredningen
