Læsetid 4 min.

Sygerollen er kvinders udvej

Tre gange om ugen i foredragssæsonen gør forfatteren og neuropsykologen Lise Ehlers op med ’modediagnoserne’. De styrker kvindeforagten og parkerer folk i sygerollen, mener hun
21. august 2004

Fibromyalgi findes ikke. Det gør kronisk piskesmælds- samt kronisk smerte- og træthedssyndrom for den sags skyld heller ikke. Hvad der findes, er derimod hverdagsproblemer og folk, især kvinder, der ubevidst bruger sygerollen til at få et overbelastet liv til at hænge sammen, mener neuropsykolog Lise Ehlers på Århus Kommunehospital.

Tre gange om ugen holder hun foredrag, især i behandlermiljøer, hvor hun søger at forklare den voldsomme vækst de sidste 10 år inden for de såkaldte ’syndromdiagnoser’, der med deres diffuse symptomer giver læger grå hår i hovedet. Publikums reaktioner rækker fra vred forargelse til inte-resse. Men Lise Ehlers fastholder altid, at kvinderne faktisk lider:

»Hvis du lider af stress gennem lang tid, kan du mærke på din krop, når der er noget galt. Når samfundet ændrer sig, bliver vi usikre, bange og trætte. Tilmed er vi i vore dage fanget i en slags velfærdsfælde, hvor der skal to fuldtidsindtægter til en børnefamilie, hvis man skal have lige så høj levestandard som naboen. Det magter mange kvinder ikke.«

Men at blive syg er ingen løsning.

»Med en erstatning eller førtidspension kan kvinderne selvfølgelig gå derhjemme og tage sig af hus og børn, samtidig med, at de har en indtægt. Men prisen er alt for høj, for samtidig er de fanget ind i en sygerolle. Whiplash-patienten kan jo kun vise sig til familiekomsammener og vejfester med halskrave og krykkestokke, for hvad vil folk ellers sige?«

Lise Ehlers med de kontroversielle synspunkter har, som uddannet narkosesygeplejerske, været på et hospital, fra hun var 18. I dag er hun 68 og arbejder med blandt andet hjerneskadede på Århus Kommunehospitals neurologisk afdeling.

»De rigtigt syge er dem, der har knækket nakken eller har ligget i respirator. Men jeg blev forarget, når folk sad og snød mig,« fortæller Lise Ehlers, der blandt andet har testet folk for hjerneskade efter piskesmældsskader.

Som eksempel nævner hun en patient, der efter et let bilsammenstød tilsyneladende var ude af stand til at gentage tre cifre på rad eller huske en kort sætning. »Men så kunne han jo slet ikke tale med mig,« påpeger Lise Ehlers.

Manden fik 2,2 millioner kr. i erstatning. Siden har Lise Ehlers jævnligt mødt ham på golfbanen, hvor han selv forklarer situationen således: »Nogle dage har jeg det godt, og det hjælper virkelig på nakken at svinge golfkøllen.«

En stor forretning

I 2003 tildeltes 10 procent af alle nye førtidspensioner på grund af syndromdiagnoser, der, inklusiv fibromyalgi, dækker over forskelligartede symptomer som smerter og søvn- og koncentrationsproblemer. Altsammen noget, som patienterne ifølge Lise Ehlers har til fælles med kontrolgrupper i flere undersøgelser.

»Men det er jo en mægtig forretning,« siger hun, der også mener, at området også rummer eksempler på ’ren svindel’, hvor advokater f.eks. spinder guld på at tilbyde klienterne bestemte ’forstående’ lægespecialister til brug i en retssag. Mange mennesker gennemgår dog et helvede af smerter, træthed osv., ofte i fire-fem år, før der endelig bevilges førtidspension.

En piskesmældsskade, typisk udløst af et bilsammenstød, udløser en millionerstatning, men er fra en rent lægelig synsvinkel dog ’blot’ en nakkeforstuvning, som ikke i sig selv giver hjerneskader eller andre objektivt konstaterbare kroniske symptomer.

»I lande, der ikke giver erstatning for nakkeforstuvning, findes der ingen kroniske patienter, f.eks. Grækenland, Litauen og Canada. I Litauen kommer patienterne sig efter en uge,« siger Lise Ehlers, der også påpeger, at der i Danmark og Norge er en klar kønsforskel:

»Mænd med piskesmældslæsion kommer sig igen, når de har fået udbetalt erstatning. Kvinder bliver derimod i sygerollen livet ud. Derfor er en diagnose en livstidsdom, som ødelægger ægteskabet og holder kvindeforagten ved lige. Folk griner jo ad de kvinder. Men det allerværste er, at det går i arv,« siger Lise Ehlers, der henviser til, at døtre i højere grad end sønner kopierer deres mors sygerolle.

Liggedamer og ludere

Det bekymrer også Lise Ehlers, at patienterne stadig bliver flere og yngre. Men som hun har beskrevet i sine bøger, Ondt i livet og Store mænd og syge kvinder, har rollen som invalid altid været kvinders kattelem, når de ikke kunne klare presset.

Det gjaldt overklassens ’liggedamer’, der – som Lise Nørgaard har fortalt – gik i seng, når verden gik dem imod. Men sandelig også underklassens kvinder, hvis eneste mulighed for at undgå det hårde liv som vaskekone eller prostitueret var at udvikle f.eks. lammelser, så de kunne komme på asyl.

Stadig rammes især kvinder i fysisk krævende jobs hårdt, f.eks. plejepersonale: »De jobs er meget slidsomme og man tjener så lidt, at det næsten ikke kan betale sig ikke at få sygedagpenge og blive forsørget resten af livet. I det frivillige arbejde i patientforeningen finder folk så ofte en ny mening med livet og nye mennesker at være sammen med.«

Somatisering, dvs. kropsliggørelse af psykiske forhold, kalder man det fænomen, der ifølge Lise Ehlers ligger bag syndromdiagnoserne. Faktisk er somatisering velkendt fra historien: ’Neurastheni’ hed modediagnosen i 1880’erne for træthed og muskelsmerter.

Præcis 100 år senere genopstod det som ’kronisk træthedssyndrom’ i England og USA, mens Norge i 1980’erne oplevede et sandt boom i fibromyalgi. Danskerne led af ondt i ryggen, mens træthed og diffuse smerter i 1980’ernes Sverige ansås for at skyldes amalgamforgiftning fra svenskernes kviksølvfyldninger i tænderne.

»Nu vender det igen, og tendensen er nu, at folk er deprimerede og får Cipramil. Men lykkepiller hjælper ikke, du skal løbe dig en tur,« råder Lise Ehlers den enkelte patient. Men i det store helhedsbillede skal der en politisk løsning til for at standse en udvikling, hvor flere og flere yngre mennesker, især kvinder, flygter over i førtidspensionen, når de har ondt i livet.

»Sandheden er jo, at der ikke mere er arbejde, der passer til os alle sammen. Jeg kan kun selv foreslå borgerløn på størrelse med pensionen, hvor folk så kan arbejde nogle timer, hvis de kan. Mere deltid ville også være fint.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for lone bording

Problemet er at vi ikke mere anerkender helt almindelig nedslidning af bevægeapparat muskler sener og medfølgende inflammationer der i længden påvirker nervesystem og opfører sig som kroniske smerter - I dag bliver kvinder og mænd der har slidt sig ned i transport håndværk renovation stilladsarbejde produktion rengøring hjemmepleje og omsorgsarbejde ofte med adskillige operationer af ryg skuldre håndled knæ arbejdsprøvet på kontanthjælp uden afklaring til de når en fattig pensionist tilværelse - Godt for Lise hun har et givtigt job med et budskab der åbenbart er mange der gerne vil høre skidt hun ikke har større evne til at sætte et større perspektiv på sine historier - Nu vil vi vel høre lige så uvidende politikere udbrede sig om syge med nakkeskader og deres liv som millionærer på golfbanen - Tak Lise

Brugerbillede for Anne Mette Jørgensen
Anne Mette Jørgensen

Lise Ehlers er narkosesygeplejerske.
Undskyld men hvorfor har hun ikke modtaget en Nobelpris.
Hun udtaler sig skråsikkert uden at være i stand til at henvise til andet end sine egne fordomme.

At der er nogen læger og patienter, som har sovet i timen er jo ikke det samme som at alle er døddrukne.
Kom nu med dokumentation i setdet for udokumenterede påstande!