Læsetid: 8 min.

Dygtig mand søges

Tidligere forbrugerminister Henriette Kjærs mand, Erik Skov Pedersen, fløj i sine bedste år så højt, at der var rigelig plads til at falde. Nu er flyveturen forbi
Tidligere forbrugerminister Henriette Kjærs mand, Erik Skov Pedersen, fløj i sine bedste år så højt, at der var rigelig plads til at falde. Nu er flyveturen forbi
25. februar 2005

Dygtig ung tjener søges. Sådan skrev den navnkundige københavnske restauratør, Bamse Kragh-Jacobsen, engang i en annonce. Som en slags eftertanke tilføjede den menneskekloge restauratør med noget mindre typer – dog ikke for dygtig.

Med den eftersætning, er det ganske udelukket, at Kragh-Jacobsen ville have hyret den nu forhenværende familieminister Henriette Kjærs sambo, Erik Skov Pedersen alias Sofa-Erik. Faktisk kan man med det generalieblad, der er oprullet den sidste uges tid, undre sig over, at nogen overhovedet de seneste mange år har kunne finde på at have økonomiske relationer til ham. Og måske ærgrer Henriette Kjær sig over, at den restauratørsans for menneskets natur, der prægede Kragh-Jacobsens annonce, åbenbart ikke blev båret genetisk videre fra hendes egen mor, der selv har drevet beværtning.

I det meste af pressen har Erik Skov Pedersens og den forhenværende ministers samliv været portrætteret som historien om skønheden og udyret. Oftest ledsaget af billeder fra det seneste prinsebryllup, hvor forskellene i parrets anatomiske fremtræden har understreget, at der i al fald, hvad udseende angår, ikke var tale om noget harmonisk par. Historien om den slemme mand og den yndige uskyldighed har været til at få øje på.

Det hele begyndte ellers så fint for den unge Skov Pederen. Cand.scient.pol., glimrende intellekt og ansættelse som noget, der i realiteten skulle vise sig at være Danmarks første rigtige spindoktor. Han blev ansat som betroet medarbejder for den daværende konservative himmelstormer, Henning Dyremose, der fra tiden som marketingdirektør hos Novo Nordisk som den første minister havde fattet, at der var brug for nye metoder. Under stor bevågenhed fik Skov Pedersen hurtigt ry som en dygtig kommunikator og en mand, der sikrede, at ministeren oftest fremstod i et positivt lys.

Så langt så godt, og i virkeligheden kunne tiden med Dyremose, først i Arbejdsministeriet og senere i Finansministeriet have været en lydefri, professionelt berigende periode for det unge kommunikationsgeni. Når det alligevel gik galt var det, som så ofte senere, privatøkonomien, der klemte. En muligvis banal arbejdsgivererklæring skulle demonstrere overfor Skov Pedersens bankforbindelse, at der var styr på tingene, men den unge embedsmand valgte at spare arbejdsgiveren for besværet og skrev selv erklæringen på ministeriets brevpapir. Den slags bliver som altid opdaget og vupti – exit Skov Pedersens embedsmandskarriere.

Næste gang han dukker op i offentligheden, en hel del kilo tungere, er det som pressechef for Det Konservative Folkeparti, hvor affæren fra ministeriet åbenbart ikke belastede tilliden. Her blev han hurtigt en af tre centrale spillere i partiet og loyaliteten blev, med Skov Pedersens sikre tæft, placeret hos Hans Engell. Den første chef, Henning Dyremose, var i mellemtiden koblet af i jagten på at blive de konservatives næste statsminister, magten residerede ét og kun ét sted.

Året er 1994, og de tre, der i bogstaveligste forstand sad på magten i partiet, var ud over Engell og Skov Pedersen partiets generalsekretær Peter Sterup. Under navnet de tre tenorer, der hentydede mere til kampvægten end til sangtalenterne, styrede de partiet med hård hånd. Her var mandfolkeånd og tunge argumenter i mere end én forstand. Tonen var rå og direkte og Hans Engells faste beskrivelse af alle madretter ledsaget af salat som bøssemad var typisk for både tiden og jargonen.

Erik Skov Pedersen er på toppen af sin karriere som politisk spindoktor. Der er styr på partiet og i samme periode indledes parløbet med det nyvalgte folketingsmedlem Henriette Kjær alias Kylle. Navnet stammer fra Christiansborg-journalisters nådesløse navngivning af partiets tre unge kvinder, Kjær, Seeberg og Espersen, som Kylle, Pylle og Rylle. Her begyndte myten om skønheden og udyret, om den dominerende, erfarne magtspiller, der forførte det yndige, unge folketingsmedlem. Kilder fra dengang husker historien lidt anderledes og lægger vægt på, at Henriette ville have sin Erik uden dog at tage stilling til, om det var for magtens eller kærlighedens skyld.

Klimaks i spindoktorkarrieren blev den berygtede konservative enegang ved finanslovsforliget for 1996, senere kendt som forræderiet mod Venstre. Ud over den personlige triumf sikrede Skov Pedersen sig formentlig også en anmærkning i en bestemt sort lommebog, en anmærkning, der måske blev annulleret med Henriette Kjærs afgang i sidste uge. Efter et par år i opposition til statsminister Poul Nyrup Rasmussen, var de tre tenorer mildt sagt trætte af, at den daværende venstrehøvding Uffe Ellemann-Jensen på gold oppositionspolitik fik både opmærksomheden og mandatfremgangen i den borgerlige lejr. Venstre var cirka dobbelt så store som de konservative og i den ellemannske optik eneste bud på statsministerposten.

De Tre Tenorer ville det anderledes; midlet, ud over Hans Engells gode forbindelser til midterpartierne, var konservativ enegang. Skov Pedersens netværk var legendarisk, og trods exiten fra Finansministeriet med fusk i bagagen var det intet problem for Erik Skov Pedersen at bruge en gammel kontakt fra Finansministeriet, en kontakt der i mellemtiden var blevet departementschef. Departementschef Anders Eldrup havde åbenbart ingen problemer med Skov Pedersens ry.

De to klarede det tekniske over en serie hemmelige frokoster, og det var såmænd i det Eldrupske hjem, at aftalerammen mellem de konservative og Nyrup-regeringen blev ordnet. Herefter udspilledes det klassiske drama sig, hvor Uffe Ellemann og Hans Engell arm i arm forlod finanslovsforhandlingerne med daværende finansminister Mogens Lykketoft. Ellemann tog hjem, Hans Engell gik en tur rundt om bygningen og resten er historie.

De Konservative snød Venstre, lavede forlig med Nyrup-regeringen, og en spruttende Uffe Ellemann kunne i TV-Avisen berette om forræderiet. Til det møde, hvor Hans Engell orienterede Venstre om enegangen, havde Uffe Ellemann medbragt to løjtnanter. Thor Pedersen, som ifølge Mikkel Faurholdts bog Det Konservative Blodbad fysisk var på vej hen over bordet for at tæske Hans Engell, men blev kaldt til orden med Ellemannsk diktion og kommandoen »Thor, sit!« – og så den senere statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Om forræderiets arkitekt, Skov Pedersen, røg i den sorte bog allerede den aften vides ikke. Anders Fogh Rasmussen konstaterede dengang tørt, at regeringen i de konservative havde fundet »det svageste led i kæden«.

Historien om Skov Pedersens synlige politiske arbejdsliv topper her. Resten er ren nedtur. Samspillet og kontrollen med partiet hos de Tre Tenorer led første og afgørende nederlag, da Engell en februarnat i 1997 tørnede ind i den berømte betonklods på motorvejen efter en fugtig aften i den konservative folketingsgruppe.

Skov Pedersen knoklede som en gal med damage controll. En tid reddes trioen, da den nye politiske leder, Per Stig Møller, naivt accepterer, at Engell bliver siddende som gruppeformand. De kommende måneder rives og flås partiet stykker, mens Engell bistået af Skov Pedersen repositionerede sig på Per Stig Møllers bekostning.

Et valgnederlag i 1998 bringer Per Stig Møller til fald, og han når at trække Engell med sig. Skov Pedersen dage er talte. Den nye ledelse stoler ikke på Skov Pedersen, og da hans privatøkonomi åbenbart er evig problematisk, er det en let sag for den nye konservative ledelse at bruge overforbrug og besynderlig anvendelse af partikreditkortet som anledning . Ud med Skov og tilbage stod et ødelagt ry, en lukket port og sågar en mystisk erklæring fra de konservatives nye gruppeformand, Helge Adam Møller, om, at nok var kreditkortfusket ikke direkte ulovligt, men i al fald uacceptabelt.

Erik Skov Petersens evne til at spinne og bruge netværk fejlede imidlertid endnu ikke noget. Kommunikationsbureauet CoBrus, hvis personkreds involverede de konservatives enfant terrible, Jens Heimburger, og i en ganske kort periode også den Michael Kristiansen, der senere blev spindoktor for den nuværende statsminister. Her skulle Skov Pedersen slå sine folder som adm.direktør.

Undervejs nåede bureauet at tilbyde Poul Nyrup Rasmussen dets assistance. Nyrup takkede nej, og Michael Kristiansen stillede sit talent til rådighed andet steds. CoBrus lukkede med et smæld, og Skov Pedersen røg.

Rygterne svirrede i luften om alt fra bedrageri til rod og kaos. Nok var reklamebranchen dengang vant til, at visse reklamefolk finansierede en betydelig andel af privatforbruget over firmakortet, men der går den dag i dag vandrehistorier om »bilagsbunker i knæhøjde« på det glade bureau.

Skov Pedersen stod endnu gang på gaden uden at være sigtet endsige dømt for noget som helst. Et i forvejen blakket ry var sunket endnu dybere ned. Skov Pedersen fløj i sine bedste år med Engell og Sterup så højt, at der var god plads til at falde. Nærmest uendeligt. Et nyt bureau – Mediakoncept – blev stiftet, men gik efter få år konkurs. Resterne af det fallitbo optræder i den gigantiske belåning af Henriette Kjærs villa. Endnu et bureau blev stiftet, Strategikompagniet og selv om naive sjæle sikkert troede det umuligt for Skov Pedersen at skaffe nye kunder, findes der prominente navne på klient-listen.

De fleste sælgere henviser til succes-cases, og måske har Skov Pedersen fremholdt det forhold, at det i 2001 lykkedes at skabe en position til samboen, Henriette Kjær. Stille og roligt midt i mellem konkurser, bilag, belåning og overforbrug fremstod samboen nu som minister. Med eller uden Skov Pedersens hjælp. Positionen var skabt. Med ministerposten fulgte åbenbart også fornyet kreditværdighed, for hvem låner ikke gerne penge eller sælger møbler og markiser på klods til en minister i en borgerlig regering?

Om det var tanken »kan han gøre det for Henriette kan han gøre det for mig« eller uvidenhed om en af de bedste vandrehistorier inden for dansk politisk kommunikation, der førte til, at Helle Thorning Smidt blandt alle mulige danske PR-bureauer valgte et samarbejde med Skov Pedersen for mindre end et år siden, står hen i det uvisse.

I dag passer det næppe kandidaten til stillingen som 'de fattiges værner og de riges riis', at hun for så kort tid siden valgte netop Skov Pedersens som manden, der kunne banke en kommunikationsstrategi igennem i Danmark.

Tilbage står ubetalte regninger blandt andet for dagbladsannoncer i herværende dagblad prydet med Thorning-Schmidts kontrafej. Resten af Erik Skov Pedersens sørgmodige karriereresultater kender ethvert barn i dag. Billedet af den for tykke, sørgmodigt udseende mand med sin lille ministersambo i hånden på vej til kronprinsebryllup, kalder nærmest på rørelse. Det skulle være så godt og så blev det så skidt.

Nu sidder de der så med gælden på over otte millioner kroner som en møllesten om halsen, og Strategikompagniet er gået konkurs, mens komikeren Jan Gintberg under skiltet 'Markise Gate' vælter spydigheder om Sofa-Eriks og overforbrugsministerens liv og levned af sig på TV 2 Zulu.

Det siges, at en opera aldrig er ovre, før den fede kvinde har sunget – tiden må vise, om denne tragikomiske forestilling er ovre for den korpulente mand. Den eller de personer, der med kirurgisk præcision plantede historien om parret Kjærs og Pedersens økonomiske cirkus hos TV 2 i dagene før ministerrokaden , sikrede formentlig, at Skov Pedersens navn kunne slettes i mindst et par sorte lommebøger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu