Læsetid: 5 min.

Sit eget liv

Indland
18. april 2005

Kapitel 3
Han skulle bare lige vænne sig til tanken.

For en festabe som Lars var det jo ikke så ligetil at vænne sig til at blive far. Selv har Isabel ikke rørt en øl eller noget andet, siden graviditetstesten viste, at hun bar det andet liv i sin mave, men med Lars går det nærmest den modsatte vej.
Hun var irriteret på ham, da de kun havde Jonas – ja ikke bare irriteret men vred. Han svigtede dem gang på gang. Men med Ida’s fødsel er det blevet værre.
Flere og flere flasker kommer ind i hans liv. Og med flaskerne de brudte aftaler. Han glemmer at putte børnene eller tage Jonas med på tur, som han har lovet. Han er ikke særligt nærværende over for hverken Ida eller Jonas, når familien er hjemme sammen. Knus og kram er heller ikke noget, Lars er god til. Isabel bliver ked af det helt ind til knoglerne, når Jonas søger sin fars skød eller vil krammes uden held.

Når man ikke har børn sammen, kan det gå en tid. Måske lægger man ligefrem ikke mærke til, hvor meget ens kæreste egentlig drikker. Men da først Jonas og siden Ida blev født, blev det anderledes.
’Jeg kommer hjem om et par timer’
’Jeg skulle lige hjælpe Kim’
’Jeg skal nok putte ungerne i aften’.
Hver gang, det ikke sker, er det et nyt slag i maven.

Hun forsøger at tale til hans indlevelsesevne: Kan du ikke se, at børnene har brug for dig? Det duer ikke, du lover Jonas noget, du ikke holder.
Lars nikker. Jo, det er der nok noget om. Men næste dag er det bare det samme.

Flaskerne er ikke det eneste problem, Lars ryger også hash og spiser masser af smertespillende piller oveni.
Så har han tandpine, så har han hovedpine, så har han ondt i maven.
En aften står Lars i køkkenet og laver mad, da han pludselig falder om. Han har fråde om munden og går i kramper. Isabel skynder ned til underboen – et ældre par – og siger de skal ringe efter en ambulance. Da Falck kommer nogle minutter senere er Lars vågnet op.
»Jeg tror, jeg går ind og ser tv, siger han bare. Men Falck-mændene og Isabel overtaler ham til at tage med op på sygehuset og blive undersøgt. Måske er det et epileptisk anfald?
Dagen efter er Lars tilbage, prøverne viste ingenting. Det var nok bare fordi, han havde taget for mange smertestillende piller.

Isabel tror ikke på forklaringen. Nu har hun fået nok. De glemte aftaler er kommet tilbage, det samme er ølånden, men nu står hun ikke bare med ét barn, men med to.
Da Ida er et halvt år pakker Isabel og flytter med børnene ud i et lille lejet hus i Fuglsang uden for Fredericia. Flytningen klarer hun alene, Lars hjælper ikke engang med at pakke.
Han får heller ikke en nøgle til det nye hus. Det er Isabel, der bor der. Det er hendes sted. Han skal ikke komme rendende.

Hun bestemmer sig til at skabe sit eget liv og se fremtiden i øjnene. Hun er 23 år. Hun må have sig en uddannelse, så hun kan forsørge sine børn og give sig selv nogle muligheder. Valget falder på pædagogseminariet i Kolding.
Hver morgen kører hun Jonas i børnehave og Ida i vuggestue, inden hun selv kan tage toget til Kolding for at komme på seminariet, men med sig på sidelinjen har Isabel sin bedstemor og sin mor, der engang imellem kan tage over eller fylde tidshullerne ud, når uddannelse og børn ikke kan gå op i en højere enhed. Heldigvis er Ida et nemt barn, i vuggestuen fortæller de, hvordan Ida er et barn, der aldrig stritter imod. Man kan sætte hende på en stol, og hun bliver siddende. Man kan give hende mad i munden og uanset hvad det er, spiser hun det. Man kan lægge hende ned i vuggen til middagslur, og hun siger ikke en lyd.

Lars ser de ikke meget til. Af og til banker han på hendes dør.
»Jeg kan ikke holde mit liv ud. Hvad skal jeg gøre? Hvad skal der blive af mig? Jeg må ikke engang komme ind til min familie.«

Til sidst indvilliger han i at gøre noget ved sit alkoholmisbrug. Kommunen bevilger et to måneders ophold på behandlingsstedet Tjele ved Viborg, hvor man afvænner alkohol- og pillemisbrugere. Og da de to måneder er slut, er Lars tørlagt, og Isabel ved, hun nu kan give deres forhold og familie en chance for en ny begyndelse.

De bygger langsomt livet op igen. Lars går til AA-møder, som giver ham håb og tro på, at han er i stand til at tage ansvar og sit eget liv og sin familie.
Hverdagen vender tilbage, Isabel passer sine studier på seminariet og sine praktikker, og middagene med Lisbeth og Benno er lige så hyggelige, som de altid har været. Som regel laver Lisbeth og Benno mad, mens Lars skræller kartoflerne. Benno smider en grydefuld kartofler over til Lars, der skræller løs, og afleverer de færdige kartofler til kogning. Efter maden rydder mændene af bordet og sætter i opvaskemaskinen, mens Lisbeth og Isabel snakker.
Omsider faldt han til ro. Endelig kan hun tro på ham.

Men så er det, hun en dag stikker hånden i hans jakkelomme.

I Lars lomme ligger en sprøjte, der er viklet ind i toiletpapir sammen med en teske.

SERIE
*I en anden verden
Dette er en sand beretning om en af de mange familier i Danmark, der rammes af stofmisbrug. Det er beretningen om Lars og Isabel og deres tre børn Jonas, Ida og Freja i Fredericia. Beretningen bygger på både mundtligt og skriftligt materiale, men i centrum står mange timers interview med de implicerede og mennesker omkring dem – blandt andre venner, behandlere og lærere i børnenes skole.
Familien har valgt at optræde med eget navn og egen historie i Informations spalter for at vise, hvad man gennemlever, når et af de mennesker, man elsker allermest, bliver afhængig af heroin. Deres budskab er: Det handler om tro, håb og kærlighed. Ikke om skruppelløse junkier, tvangsfjernede børn eller nogle af de mange andre fordømmende associationer, der ofte sættes på mennesker og familier, der rammes af et stofmisbrug.

Ulrikke Moustgaard fortæller familiens historie gennem 16 kapitler. Prolog og første kapital blev bragt i fredag, andet kapitel lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her