Læsetid: 5 min.

Kærlighed overvinder alt

Indland
16. april 2005

Kapitel 2
Når man får barn, får man også et nyt liv.

Året er 1991, og Isabel kan næsten ikke være i sig selv af lykke over at have fået Jonas. Det samme gælder Lars.
Men selv om Lars er blevet far til Jonas, elsker han stadig at feste. Selv har Isabel ikke rørt en øl eller noget andet, siden graviditetstesten viste, at hun bar et andet liv i sin mave.
Lars, derimod, er forsat med at drikke øl og ryge hash.

Inden Jonas kom til verden, kunne det gå. Lars var jo Lars, og han skulle også lige vænne sig til tanken om snart at blive far.
Men han vænner sig ligesom bare ikke til den.

Som nu den dag de er taget ned i byen for at gå tur på voldene med barnevognen.
De møder et par af Lars gamle venner, og Lars får et par øl med dem. Isabel synes, det er temmelig irriterende, han skal stå der og drikke øl, mens Jonas ligger i barnevognen, og det var meningen, de skulle gå en tur sammen. Men hun siger ingenting. Der er ingen grund til at starte en konflikt, mens Lars’ venner står der.
Da Jonas begynder at røre på sig i barnevognen, bemærker hun derfor i stedet diskret, at det nok er ved at være tid til aftensmad.
»Allerede?!«
Lars lyder skuffet.
»Jeg går i hvert fald hjem nu. Du kan bare komme lidt senere.«
»Okay. Jeg kommer om et par timer.«
Men først ud på natten dukker han op.

Isabel er rasende. Hvad ligner det?! Fatter han ikke, at han har fået barn, og de må være sammen om det her?

Men hun bryder sig ikke om at skændes. Slet ikke foran Jonas.

Som tiden går, sker det oftere og oftere, at når klokken falder på aftensmad, er Lars ikke hjemme. Hver gang kommer han hjem med et ansigt med tavse undskyldninger – beredt på uretfærdige slag og en frygtelig spritånde. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre.
Hun overvejer at smide ham ud. Men han er jo barnets far, og hvordan skal hun klare sig helt alene? 19 år og enlig mor. Desuden kan man ikke opgøre kærlighed i ’nu-er-det-nok’-statistikker.

Isabel bryder sig i det hele taget ikke om ’nu-er-det-nok’-tilstande.
Hjemme på Borgvold 38 i landsbyen Gårslev ved Fredericia havde hun altid lyst til ubemærket at forlade murstensvillaen, når hendes mor marcherede hen og slukkede fjernsynet, som Jens, hendes stedfar, lige sad og så på, når hun smed med kopper efter ham eller overrumplede ham ved spisebordet i hjørnet af køkkenet, hvor han sad og drak en øl. Stop det, mor! Det er synd for ham. Du skal være sød ved Jens, kan du ikke se, han sidder og græder? Du ødelægger det hele, mor, han vil jo bare være i fred. Selv sagde Jens aldrig noget. Han tog bare imod.
Præcist ligesom Lars alle de gange, han glemmer en aftale, ikke kommer hjem til aftensmaden, og altid står med det samme fårede udtryk i ansigtet og ølånde fra munden, når hun konfronterer ham.
En gang er hun blevet så vred på ham, at hun har slået ham. Bagefter var hun lige så chokeret som han. Jeg er jo slet ikke sådan. Jeg er jo ikke voldelig. Hvad er det, han får mig til at gøre?

Lars synes, hun er skrap. Det samme synes nogle af hans venner. Giv dog manden lidt plads. Også Lars mor synes, hendes svigerdatter har tøflen for meget over Lars. Hvis nu Isabel gav ham lov til at gå ud og drikke bare en gang imellem, så er det jo slet ikke så slemt.
Men for Isabel der med et spædbarn pludselig er afhængig af Lars på en helt anden måde end før, er det slemt. Hun er træt af hans flasker. Hun er træt af deres klirren, når de skal besøge nogen. Hun lægger mærke til, at på mange af de billeder, der bliver taget af Jonas på særlige dage eller i sjove situationer, har Lars altid en flaske i hånden eller der står en flaske på bordet.

Da Lars endnu en nat lægger sig i sengen mange timer efter aftalen, kan Isabel ikke længere holde sig tilbage.
»Jeg synes, du er rigtig tarvelig. Hvorfor vælger du at blive hængende, selv om vi har en aftale? Jeg forstår bare ikke, hvordan du kan vælge det frem for os.«
Lars: »Hold nu din kæft.«
Isabel: »Vil du tale ordentligt til mig?«
Lars: »Nu holder du din kæft.«
Isabel er rystet. Sådan plejer han ikke at tale til hende. Han næsten råber. Og Jonas vågner ved lyden af sin fars ophidsede stemme.
»Far skal gå, far skal gå.«

Far bliver.
Isabel tilgiver.
Han er jo ikke sådan, han må have det skidt.

Også Lars er godt klar over, den er gal.
Det går ikke at have stiftet familie og så ture rundt i byen. Han elsker sin familie, og han forsøger at stramme sig an.
I perioder går det rigtigt godt. De hygger sig alene og sammen med vennerne Lisbeth og Benno, der er ved at blive en fast bestanddel af familiens liv.
Lisbeth og Isabel mødes med ungerne og tager på legeplads eller går ture, mens Benno og Lars hjælper hinanden med praktiske ting. De laver mad sammen, spiller kort og sludrer. Hvis det er godt vejr, hiver de Lisbeth og Bennos stuebord ned i gården og spiser dér.
Isabel bliver gravid igen, og i november 1993 kommer Ida til verden.

Og nu går det for alvor galt.

SERIE
*I en anden verden
Dette er en sand beretning om en af de mange familier i Danmark, der rammes af stofmisbrug. Det er beretningen om Lars og Isabel og deres tre børn Jonas, Ida og Freja i Fredericia. Beretningen bygger på både mundtligt og skriftligt materiale, men i centrum står mange timers interview med de implicerede og mennesker omkring dem – blandt andre venner, behandlere og lærere i børnenes skole.
Familien har valgt at optræde med eget navn og egen historie i Informations spalter for at vise, hvad man gennemlever, når et af de mennesker, man elsker allermest, bliver afhængig af heroin. Deres budskab er: Det handler om tro, håb og kærlighed. Ikke om skruppelløse junkier, tvangsfjernede børn eller nogle af de mange andre fordømmende associationer, der ofte sættes på mennesker og familier, der rammes af et stofmisbrug.

Ulrikke Moustgaard fortæller familiens historie gennem 16 kapitler. Prolog og kapital 1 blev bragt i går

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her