Læsetid: 4 min.

Lars og Isabel

Af ULRIKKE MOUSTGAARDKapitel 1 Han havde noget. Isabel kunne ikke sætte fingeren på, hvad det præcist var, der den fredag aften i Pakhuset i ...
Indland
15. april 2005

Kapitel 1
Han havde noget.

Isabel kunne ikke sætte fingeren på, hvad det præcist var, der den fredag aften i Pakhuset i Fredericia i 1988 drog hendes opmærksomhed mod manden med det halvkrøllede mørke hår, hun fik øje på under koncerten med Miss B. Haven.

Hun var for nyligt flyttet til byen med sine få ejendele: De nødvendigste møbler, en guitar, tøj, bøger, planter og en – for en 16-årig pige – imponerende pladesamling, hvor Santana, Eric Clapton, The Doors og andre rocklegender udgjorde højdepunkterne.
Året forinden var hendes mor og stedfar blevet skilt. Huset på Borgvold 38 i landsbyen Gårslev uden for Fredericia var blevet solgt, og familiens tre medlemmer var flyttet hver til sit.
Isabel havde fået et klubværelse i Fredericia, og hendes nye by var alt det, Gårslev ikke havde været.
Mennesker, muligheder og gang i den. Noget temmelig andet end Indre Mission og Ingas Grillbar.

Selv havde hun længe adskilt sig fra Gårslevs søndagsskolepiger og Puch Maxi-drenge. Håret, der i fremtiden helst skulle nå ned over taljen, var hennarødt. Næsen ringbesat. Halsen var smykket med sten og sølv i lædersnore. Men i Pakhuset var hun ikke en fremmed, her herskede både flippertyper og frisind, og blandt dem så hun ham.
Lars.
25-årig livsnyder og ualmindeligt lækker.
Dén aften gik de hjem sammen. Fra værtshus over strandtur til Isabels skråvæggede klubværelse på fjerde sal.

Alderen betød ikke noget. Lars var næsten 10 år ældre end hende, men siden hun var flyttet til Fredericia, var hun vant til at hænge ud med folk i alle afskygninger og aldre. På Snapstinget og Stoppestedet var alle velkomne – men ikke alle kom. Diskotyperne holdt sig til diskotek Nattergalen. Flipperne kom på Snapstinget og Stoppestedet. Diskotyperne drak rom og cola og dansede til Duran Duran på skakterner under sølvkugler. Flipperne drak Hof af flasker, røg en pibe i mellemgangen og hørte Santana-jam ved træborde med stearinlys. Og så spillede de kort.

Man siger, at uheld i spil giver held i kærlighed, men Isabel og Lars kunne personligt bestride dette udsagn. Aften efter aften fulgte det ene held det andet. Så snart de satte sig til bordet sammen, væltede kortsejrene ind. Magien ville ikke holde op, om dagen lå de i sengen, elskende, kyssende, snakkende, om aftenen tog de på Stoppestedet og bare vandt, vandt og vandt, pengene gik videre til China House, hvor de spiste kinamad og kiggede hinanden dybt i øjnene, før de igen vendte tilbage til Stoppestedet og vandt igen, blev magiske, uovervindelige, fantastiske, forelskede, forbundne.

Han havde noget. Ikke noget hun selv manglede, men noget, hun manglede hos de mænd, hun før havde mødt. En trang til frihed – oprør – og et mod til at være skæv, anderledes, ikke som alle de andre.
Hvor hun kom fra, var det ikke-eksisterende begreber. Den eneste trang, der fandtes i Gårslev, var trangen til at dukke nakken, ikke falde uden for normerne, ikke påkalde sig opmærksomhed. Alt derimellem var lukket inde mellem murstensvillaernes fire vægge.
Hvor han kom fra, var det det samme: En familie hvor man hverken hængte sit beskidte vasketøj til tørre foran naboerne eller gjorde andet, der kunne ridse i facaden.

Han havde noget. Samme tilgang til verden omkring sig som hun, samme lethed i handlingen. At bestemme sig for at det naturligvis kan lade sig gøre at flytte hjemmefra som 16-årig og styre sin egen økonomi, selv om alle de andre rynker brynene.

Og han forkælede hende. Dage henslængt i sengen med ømhed og tømmermænd og Lars, der henter grillkylling og Cocio chokolademælk, kun fordi det lige præcis er det, hun har lyst til.

Lars og Isabel.
Isabel og Lars.

Hun blev mere og mere indtaget i ham. Hans væsen, frækhed og omsorg. Hun tænkte aldrig over, hvor meget Lars drak, eller hvor mange piber hash han røg. Alle vidste, at Lars elskede at feste. Heller ikke da hun blev gravid og selv holdt op med at gå i byen og drikke øl, lagde hun mærke til det. Lars var Lars.

Lars var i det hele taget den perfekte vordende far. Han lavede mad, masserede fødder og mærkede på mave. Isabels familie var dog en smule skeptiske over for det hele. Hun var jo kun 19 år, hvordan skulle det dog gå? Men selv var Isabel fuld at tro på, at de ville blive en skøn familie.

Men da Jonas blev født blev alting med ét slag anderledes.

SERIE
*I en anden verden
Dette er en sand beretning om en af de mange familier i Danmark, der rammes af stofmisbrug. Det er beretningen om Lars og Isabel og deres tre børn Jonas, Ida og Freja i Fredericia. Beretningen bygger på både mundtligt og skriftligt materiale, men i centrum står mange timers interview med de implicerede og mennesker omkring dem – blandt andre venner, behandlere og lærere i børnenes skole.
Familien har valgt at optræde med eget navn og egen historie i Informations spalter for at vise, hvad man gennemlever, når et af de mennesker, man elsker allermest, bliver afhængig af heroin. Deres budskab er: Det handler om tro, håb og kærlighed. Ikke om skruppelløse junkier, tvangsfjernede børn eller nogle af de mange andre fordømmende associationer, der ofte sættes på mennesker og familier, der rammes af et stofmisbrug.

Ulrikke Moustgaard fortæller familiens historie gennem 16 kapitler. Dette er 1. kapitel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her